After Eight konfekt

After Eight konfekt

Skønne stykker marcipan overtrukket med god mørk chokolade og fyldt med den dejligste overraskelse, After Eight, mmmhhh 🙂After Eight konfektSmukke mørke hjerter, der gemmer på en hemmelighed

Jeg har lavet to varianter af After Eight konfekt og de er begge fantastiske 🙂

Den ene variant er konfekt i lag; marcipan, der er rullet tyndt ud, et lag After Eight og et nyt lag tynd udrullet marcipan ovenpå. Herefter er der stukket små figurer ud.

Den anden variant er lavet af resterne af den første. Når produktionen af After Eight hjerter er færdig, er der en del marcipan rester med After Eight imellem, det ælter jeg sammen til en klump og ud af klumpen laver jeg små After Eight-marcipan bidder.After Eight konfektDejlige After Eight-marcipanbrød, mmmhhh

En let konfekt variant, der smager vidunderligt 🙂

Til en stor mængde After Eight konfekt skal du bruge:

1 pakke After Eight

300 g god marcipan

200 g god mørk chokolade med 60-64% kakao

Del marcipanen i to dele og rul hver halvdel meget tyndt ud imellem to stykker bagepapir. Marcipanen skal være cirka 2 mm tyk.

Fordel After Eighten ovenpå den ene “plade” marcipan og læg forsigtigt den anden udrullede “plade” marcipan ovenpå.

Tryk hele herligheden let sammen. Med en lille hjerte udstikker, eller en anden form for udstikker, trykker du små hjerter ud af din marcipan-After Eight sandwich.

Lad de små fine hjerter tørre i ½ time, inden du overtrækker dem med den gode mørke chokolade, som selvfølgelig skal smeltes over vandbad eller i en chokoladesmelter – jeg bruger en chokoladesmelter, for så får chokoladen altid den rette temperatur og det rigtige knæk bagefter.

Læg de små fine chokoladeovertrukne hjerter på et stykke bagepapir, og pynt dem gerne med en smule smeltet hvid chokolade eller et lille drys af finthakkede mandler 🙂

Når du har udstukket alle de figurer du kan, ælter du resten af marcipan og After Eight blandingen godt sammen. Tril små marcipan brød af klumpen og lad også dem tørre ½ time, inden de også overtrækkes med den smeltede mørke chokolade.After Eight konfektSmukke lag af skønne sager – lag på lag af lækkerhed 😉

Lad begge dejlige stykker konfekt størkne helt på bagepapir, inden du pakker dem i en lufttæt beholder eller giver dem væk, til en du har kær. Konfekten skal opbevares køligt – så holder den bedst 🙂

Disse skønne stykker After Eight konfekt smager vidunderligt af pebermynte og den gode chokolade, men marcipanen lader sig ikke fornægte – den lister sig lige så stille ind på din tunge og forkæler dine smagsløg med søde strejf af mandler og en snert af sødme, mmmhhh.After Eight konfektButtede brød med overraskelser, mums

After Eight konfekt er en vanedannende skøn sag, der passer fabelagtigt til en kop god kaffe på en skøn juledag 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.