Andesalat

Denne version af and er anderledes på en lækker og frisk måde. I juletiden kan det godt blive for meget med den traditionelle and og det kan det også resten af året. Denne andesalat er et lækkert bud på and i en opdateret version, der kan spises året rundt 🙂Andesalat

Til 4-6 personer skal du bruge:

2 berberi andebryster á 200 g

2 hjertesalat – pudsigt navn, da der ikke er meget hjertefacon over denne lækre sprøde salat

1 æble – gerne et sprødt, let syrligt og meget saftigt et af slagsen 🙂

1 granatæble

1 lille rødløg

50 g valnødder

Saften af 1 appelsin

3-4 spsk. olivenolie

Tænd ovnen på 200 grader. Hvis du har en stegepande, der kan sættes i ovnen, skal du bruge den. Hvis ikke, skal du bruge både en stegepande og en lille bradepande.

Sæt stegepanden over medium varme. Sæt bradepanden i ovnen, hvis din pande ikke kan bruges i ovn. Kom en lille smule oliveolie på. Rids fedtet på andebrysterne, første den ene vej og så den anden vej, så du får fine små firkanter. Du skal endelig ikke ridse så dybt, at du skærer ned i kødet. Krydr andebrysterne godt med havsalt og friskværnet peber på begge sider. Når panden er godt varm, lægger du andebrysterne på med skindsiden nedad. Brun skindsiden godt og vend andebrysterne. Lad dem blive brunet på den anden side også. Sluk for blusset og sæt stegepanden i ovnen eller læg andebrysterne over i din bradepande og sæt den tilbage i ovnen. Andebrysterne skal stege i 25 minutter i ovnen.

Pil bladene af stokken på hjertesalaten og skyl dem godt i koldt vand. Det er lettest  at fylde en skål med koldt vand og lægge dem deri. Slyng salatbladene tørre i en salatslynge eller dup dem tørre i et rent viskestykke. Bræk den nederste del af hvert blad, det er den del af bladet, der har siddet tættest på stokken og den smager ikke super godt. Snit salaten, som du bedst kan lide den – fint, groft eller midt imellem. Kom salaten op på et fint fad.  Skyl æblet og skær det i tern og fordel det ovenpå salaten.
Pil rødløget, halver det og skær det i tynde ringe. Fordel ringene ovenpå salat og æble.

Skær granatæblet over horisontalt – tag en halvdel op i din hånd, med skærfladen ned mod din hånd og tag en grydeske i den anden hånd. Bank nu skeen imod skallen på granatæblet og så vil de lækre, saftige kerne løsne sig fra skallen. Husk at tage et forklæde på, for det sviner en del og saften fra granatæblet er svær at vaske af. Gentag med den anden halvdel af granatæblet.

Nu er dine andebryster færdigstegte. Tag dem ud af ovnen, forsigtigt, så du ikke brænder dig. Lad dem hvile i cirka 15 minutter. Imens andebrysterne ligger og hygger sig, kan du fortsætte med dressingen. Skær appelsinen over og klem saften ned i en skål, tilsæt olivenolie, friskkværnet peber og havsalt. Rør dressingen sammen og smag den til. Den skal være lidt syrlig, frisk og let krydret.

Knus dine valnødder let – ikke for meget, bare en smule. Jeg banker altid posen med valnødder hårdt ned i mit køkkenbord nogle gange – det er den letteste måde at knuse valnødder på, uden at det sviner for meget, synes jeg.

Når andebrysterne har hvilet længe nok, fjerner du forsigtigt skindet. Pas på du ikke ødelægger kødet. Du kan sagtens fjerne skindet med dine fingre, det er lettere, end med en kniv. Skær andebrysterne i tynde skiver og fordel ovenpå salaten. Dryp dressingen henover andebrysterne og fordel til sidst valnødderne på toppen af salaten.Andesalat

Lækker, frisk og let andeslat i smukke farver 🙂

Server salaten med det samme og nyd en lækker og anderledes anderet her op mod jul. Granatæblernes syrlighed giver et lækkert modspil til det lidt tunge andekød. Hjertesalatens let bitre smag og gode sprødhed passer perfekt sammen med de friske æbler, de let bitre løgringe og sammen løfter de denne salat til en himmerigs mundfuld.

Andesalaten passer godt til en julefrokost med et twist eller til en let og hurtig lavet aftensmad på en travl hverdag.


2 thoughts on “Andesalat”

    • Kære Susanne,

      Det kan du godt. De skal dog stege i lidt kortere tid så, da de ellers vil blive tørre. En hviledag i køleskabet har en tendens til at tørre stegt kød lidt ud og det vil ødelægge det samlede indtryk af salaten. Giv dem 3-4 min kortere stegetid, og pak dem ind med det samme. På den måde bevarer du mest muligt fugt i kødet. De skal selvfølgelig på køl hurtigst muligt efter stegningen.

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.