Jødekager

Min opskrift på jødekager er nogle generationer gammel, den stammer fra min mormor, der sikkert har fået den af sin mor. Jeg har fået opskriften af min søde mor, der for nogle år siden lavede et opskriftshæfte med diverse juleopskrifter i til mine søskende og jeg. Hæftet hedder: “Juleopskrifter m.m. som vor mor lavede det.” Det er efterhånden godt slidt, dette kære hæfte, for det er blevet hyppigt brugt. På den første side i dette hæfte, er opskriften på jødekager og nu får du den også 🙂

Du skal bruge:

250 g hvedemel

150 g stuetempereret smør af den gode slags

125 g rørsukker

1 æg str. L fra en glad høne

½ tsk. hjortetakssalt

Til pynt skal der bruges 1 sammenpisket æg, gerne fra samme glade høne og en portion kanel-sukker. Kanel-sukker laves ved at blande 100 g sukker med 1-2 spsk. stødt kanel. Du kan smage dig frem til mængden af kanel. Sukkeret skal have smag af kanel, dog uden at kanelet overdøver sukkersmagen.Jødekager

Kom mel, rørsukker, hjortetakssalt og smør i en skål og bland det godt sammen. Saml dejen med ægget. Pak dejen ind i film og læg den i køleskabet i minimum 1 time.

Når dejen har hvilet sig ovenpå ælte-sammen-strabadserne, tænder du ovnen på 175 grader, ikke varmluft. Kom mel på dit køkkenbord og rul dejen tyndt ud, cirka 2-3 mm i tykkelsen. Du skal bruge en del mel, så dejen kan slippe bordet, men heller ikke for meget, for dejen suger melet og bliver hårdt og så kan du ikke bruge det. Stik figurer ud af dejen, det kan være hjerter, cirkler, snefnug, kagemænd- og koner eller stjerner, som jeg har gjort.

Læg kagerne på en bageplade med bagepapir og pensl dem med lidt æg og drys 1/4 tsk. kanel-sukker på midten af hver kage. Bag dem øverst i ovnen i cirka 8-10 minutter. Du skal holde øje med dem, for pludselig har de fået nok og de får hurtigt for meget. De skal være let gyldne.Jødekager

Smukke stjerner

Tag kagerne ud af ovnen og lad dem køle af på en bagerist, inden du pakker dem i fine julekagedåser eller i et fint patentglas. Tag forbi dine forældre eller dine bedsteforældre med en portion – det vækker stor glæde 🙂

Hjortetakssaltet lugter rigtig fælt, men det er det, der gør småkagerne sprøde og det giver dem en lang holdbarhed. De holder bare aldrig særlig længe her i huset, de bliver altid spist lynhurtigt 🙂Jødekager


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.