Italienske kødboller
Jeg har dårlig samvittighed. Jeg har haft så travlt den sidste tid, at jeg helt har glemt at ligge nogle opskrifter i opskriftsoversigten. Nu har jeg prøvet at rode lidt bod på det igen, så du ikke føler, at jeg helt har glemt at give dig inspiration. Jeg lover, at der er flere på vej, og de kommer snart på 🙂
De sidste nye opskrifter, der er kommet med er en skøn blanding af søde sager, tilbehør og brød. Du kan tage en tur down memory lane med gammeldags jordbærgrød, sætte lidt krydderi på din tilværelse med en hjemmelavet kryddersmør eller bryde med lidt sammenbagte boller.
Jeg har også fået lagt lidt billeder ind på opskriften på langtidsstegt kylling, de var smuttet i farten, men nu kan du se, hvor lækker sådan en kylling bliver, når den har hygget sig med gode krydderurter og hvidløg i ovnen i 3 timer 🙂
Jeg har nydt disse fridage, der følger med Kristi Himmelfartsdag. Jeg har været i zoologisk have, gået lange ture og haft besøg af fem af mine skønne veninder til en hyggelig efter-fødselsdag. En aften, der bød på gode snakke, masser af grin, god mad og god vin. Det er rigtig dejligt at have gode veninder og jeg under alle, at de har nogle nære og tætte venner og veninder, de kan dele deres liv med 🙂
Fridagene har også budt på lidt god italiensk mad; en af mine yndlingsretter – italienske kødboller med tomatsauce, pasta og en let salat.
Det er en super let ret at lave og den tager ikke så lang tid at bikse sammen. Den smager fantastisk og ser lækker ud. Jeg lavede den første gang sidste sommer, da jeg lige var kommet hjem fra en ferie i Toscana – mit yndlingssted i hele verden (jeg skulle nok have været italiener ;-)) På ferien havde jeg købt nogle små kødboller ved en lokal slagter og de smagte himmelsk. De smagte så godt, at jeg prøvede at lave nogle tilsvarende selv, da jeg kom hjem og her er resultatet.
Til 3 personer skal du bruge:
450 g mager skinkefars – max 7 % fedt, bruger du for fed en fars, bliver kødbollerne alt for fede i smagen og det duer ikke.
1 æg – vælg æg fra høns, der har det godt
50 g friskrevet parmesan
2 tsk fint salt
1/4 tsk friskkværnet peber
2 fed presset hvidløg – ikke hakket, de skal “smelte” ind i farsen
Bland alle ingredienserne til farsen i en skål og rør godt med en håndmikser i minimum 7 minutter. Det er længe, men har du en køkkenmaskine, der kan gøre arbejdet for dig, så brug den. Den lange røre tid giver farsen den seje og faste struktur den skal have, for at de får det rette bid og for at du kan rulle dem. Lad farsen hvile og hæld i mens rasp op i en tallerken.
Tag en ny skål og lav din tomatsauce klar. Den er hurtig og let at lave:
1 dåse flåede tomater
2 spsk olivenolie
1 håndfuld frisk basilikum
2 fed presset hvidløg
1 tsk rørsukker – sukker fremhæver tomaternes sødme og gode smag og de gør underværker ved dåsetomater.
Kom alle ingredienserne i skålen og blend dem med din stavblender til du har en fin glat sauce. Hæld saucen op i en gryde og sæt den til side.
Fyld en stor gryde godt op med vand og sæt den på komfuret. Tænd for blusset under gryden og lad vandet komme til kog. I mens vandet kommer til kog, skal du i gang med at forme dine kødboller. Den letteste måde at gøre dette på, er at bruge det, der sidder nærmest dine arme, nemlig dine hænder.
Tag en lille klump fars op i dine hænder og tril til en valnøddestor kugle.
Gør dette med alt farsen – der bliver ca. 22 kødboller. Rul derefter kødbollerne i rasp, så de bliver dækket af et tyndt lag rasp på alle sider.
Sæt en stor stegepande over og hæld 2 spsk. olivenolie på og en lille klat god smør. Lad det smelte og blive varmt. Læg kødbollerne på og steg dem på alle sider, indtil de er gyldne og sprøde.
Dit pastavand burde koge nu, så du tilsætter en god sjat salt og din favoritpasta – en båndpasta er faktisk bedst, da den suger tomatsaucen til sig. Jeg havde desværre ingen båndpasta, men jeg fandt nogle lækre spiraler, der smagte godt.
Når kødbollerne og pastaen hygger sig i panden og i gryden, kan du lige nå at lave en let og lækker salat til.
Skyl en håndfuld rucola og to solmodne gode store tomater. Hak rucolaen groft og skær tomaterne ud i mindre stykker – tern, skiver eller en helt tredje form – det bestemmer du selv. Læg tomater og rucola i en lille skål og dryp lidt olivenolie og akaciehonning over. Drys med lidt havsalt og lidt friskkværnet peber. Volia. Let og hurtigt. Honningen giver en sødme til rucolaen og tomaterne, der løfter salaten op over den sædvanlige hurtige og ofte lidt kedelige tomatsalat.
Når der er to minutter tilbage af pastaens kogetid, skal du tænde for gryden med din tomatsauce. Den skal lige bringes til kog og så er den klar. Dræn vandet fra din pasta, fordel den på et fint fad, hæld tomatsaucen over og fordel til sidst kødbollerne over pastaen. Drys med frisk parmesan og basilikumblade og server med tomat-rucola salaten.
Dette er ubetinget en af mine favoritretter og når jeg får hjemve efter Toscana, så laver jeg den. Den smager af Italien, af Toscana. Den smager af sol, sommer, varme, tomater, hvidløg, parmesan – alt hvad der er godt og lækkert ved Italien. Giv mig denne ret på en regnvejrsdag sammen med et glas godt italiensk rødvin og jeg svæver på en lyserød sky. Det her er comfort food for mig 🙂
Det kan være, at det er denne ret du skal lave i aften til din mor, din kæreste eller din kone, nu hvor det er mors dag i dag? Hun vil i hvert fald sætte stor pris på det 🙂 Min mor har fået sin mors dags gave – hun fik den faktisk i går – to bluser, to hjemmeavlet tomatplanter og en hyggedag sammen med mig med cafè-besøg, når hun har lyst og tid. Jeg glæder mig lige så meget, som hun gør, til vores hyggedag, så det er også en gave til mig selv 😉
Hav en dejlig søndag og husk nu, at fortælle din mor, hvor meget hun betyder for dig. Det glemmer vi ofte i vores travle hverdag – min mor ved det i hvert fald – jeg har fortalt hende i dag, at jeg elsker hende 🙂