Havregrynmuffins med banan
Havregrynsmufins med banan er det sidste nye hit her i huset. De er super nemme at lave, de smager fantastisk og så er de en god måde at få brugt overmodne bananer på, når man er blevet træt af bage banankage og lave bananpandekager 😉
Desuden er de nem morgenmad, når man er på farten og en hurtig og sund snack, når man trænger til lidt sødt og lidt energi midt på eftermiddagen.
Til ca. 12 muffins skal du bruge:
3 mellemstore meget modne bananer
4-4½ dl finhvalset havregryn
3 store æg fra en glad høne
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniliesukker
3/4 tsk. stødt kanel
1/4 tsk. fint salt
1 dl. græskarkerner eller solsikkekerner eller halvt af hver
Evt. mandelflager eller knuste mandler til topping
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Find 12 silikone muffinforme – almindelig papirforme duer ikke, da muffinen sætter sig fast i dem.
Mos bananerne godt i en stor skål, tilsæt æggene og rør/pisk det godt sammen. Jeg bruger en gaffel og det fungerer fint.
Tilsæt 4 dl. havregryn og resten af ingredienserne og rør godt sammen. Tilsæt evt. ½ dl havregryn mere, hvis “dejen” virker meget våd. Den skal nærmest have konsistens som havregrød.
Fordel dejen i de 12 muffinforme, ca. 1½-2 spsk. i hver form. Drys evt. med mandelflager eller knuste mandler – de kan sagtens undlades.
Bag de lækre muffins midt i ovnen i ca. 20-25 min. De skal virke faste og springe tilbage, når du trykker på dem.
Lad dem køle af på en rist. Når de er kolde vipper du dem ud af formene og kommer dem i en lufttæt beholder. De holder sig fint på køkkenbordet i ca. 3-4 dage, men de er spist inden da, så gode er de 😉
De kan også spises lune og nybagte – uanset hvornår du vælger at spise dem, så er de bare vildt gode. Lidt søde på den gode måde og med masser af smag fra grynene, kernerne og kanelen, der lige kan anes.
Jeg har spist dem både som hurtig morgenmad på farten – de krummer ikke og kan derfor sagtens spises bag rattet i bilen – og som en sund eftermiddagssnack, når hjernen og kroppen har brug for lidt ekstra energi til de sidste arbejdsopgaver 🙂
De er også gode at komme i børnenes madpakker som en lille snack. Børn kan i øvrigt sagtens være med til at lave dem. De tager kun 10 min at røre sammen og børn vil elske at være med til at bage dem 🙂
Måske det skal være weekendens sunde bage projekt?
Uanset hvornår du laver dem, så god fornøjelse og buon apetito!