Grønkålssalat med figner
Grønkålssalat med figner og æbler er en smuk og enkel salat, der er fyldt med skøn smag.
Jeg har valgt at give min salat et syrligt modspil i form af en fræk solbærdressing, som virkelig klæder kålens bitterhed, fignernes sødme og æblernes sprøde strejf af syre og sødme – et match made in heaven.
Til 2-3 personer skal du bruge:
3-4 store håndfulde frisk og finthakket grønkål
1 syrligt dansk æble, f.eks. rød aroma eller gråsten, skåret i små tern
2 figner, skåret i små tern
3 tsk. solbærsyltetøj, primært væden og ikke for sød en variant
2 tsk. hyldeblomsteddike eller hvidbinseddike
4-5 tsk. god jomfru olivenolie
Bland solbærsyltetøj, eddike og olie sammen, rør det godt sammen, så det bliver en homogen masse.
Put grønkål, æbletern og figentern i en stor skål og vend godt sammen. Fordel dressingen ovenpå og vend igen salaten rundt.
Solbærsyltetøjet farver æblerne og fignerne svagt lyserøde, men jeg synes faktisk kun det gør salaten endnu kønnere. Du kan vælge at gemme lidt af æbleternene og figenternene og drysse over salaten, når du har vendt dressingen i.
Server salaten med det samme som tilbehør til en af efterårets lækre retter og nyd de vidunderlige smage, der breder sig i din mund.
Kålens lette bitterhed bliver dæmpet af syrligheden fra det saftige æble og fignernes sødme og let bløde konsistens giver et dejligt modspil til den knasende kål og de sprøde æbletern. Dressingens noter af syre og sødme fra eddiken og syltetøjet, fuldender, sammen med den dybe smag af olivenolie, denne perfekte smagsoplevelse, som denne lette og lækre kålsalat er.
Denne salat er en virkelig smuk efterårssag, der klæder ethvert middagsbord og som smager utrolig godt til alt fra andebryst og til den klassiske lasagne 🙂
Jeg har med succes også lavet salaten med clementin, blåbær og æble og skiftet solbærsyltetøjet ud med en solbærsirup. Det virker også helt fantastisk godt sammen 🙂
Prøv den, du vil ikke blive skuffet.
Buon appetito!