Græskar med salvie

Græskar med salvie

Det smukke Hokkaido græskar elsker salviens let parfumerede og krydrede smag og græskar med salvie er et lækkert tilbehør til både kød og som fyld i en skøn risotto.

Der er stadig skønne Hokkaido græskar at finde ved grønthandleren og i supermarkederne. Husk altid at købe økologiske græskar, så du kan bruge skrællen.

Denne portion rækker fint til tilbehør til et stykke lækkert kød.

Til fire personer skal du bruge:

1 økologisk Hokkaido skåret i både

12 store salvieblade

3 fed hvidløg

1/4 tsk. friskkværnet peber

½-3/4 tsk. fint salt

2 spsk. god olie

Tænd ovnen på 200 grader.

Pluk salviebladene i mindre stykker og kom dem i en minihakker, tilsæt hvidløg, peber, salt og olie og blend massen sammen til en fin puré. Tilsæt evt. lidt mere olie. Konsistensen skal være som en løs pesto.

Kom græskarbådene op i en stor skål og held salvieblandingen over og massér alle bådene godt ind i salvieblandingen.

Fordel græskarbådene på en bageplade med bagepapir og sæt bagepladen i ovnen.

Bag de lækre både i ca. 20-30 minutter, indtil de er bløde og møre.

Server de smukke orange og smagfulde både som tilbehør til et stykke lækkert oksekød eller langtidsstegt kylling.

Du kan også skære bådene i mindre stykker, inden du vender dem i salvieblandingen, så passer de perfekt som grøntsags fyld i en skøn cremet risotto. Det smager himmelsk.

Salvien klæder virkelig den milde Hokkaido og løfter den til et helt sublimt niveau i smag. Jeg har før lavet græskar med både timian og rosmarin, men foretrækker salviens mere parfumerede smag sammen med det skønne græskar. Hvidløget kan lige anes og giver en lille snert af bitterhed, der klæder salvie og græskar ualmindeligt godt.

Jeg laver ofte græskar på denne måde, da det både er nemt og smager ualmindeligt godt.

Skynd dig ud og køb et Hokkaido eller to, imens du stadig kan få dem og pluk det sidste salvie i din have og kast dig ud i denne nemme og lækre opskrift, du vil ikke fortryde det 🙂

Buon appetito!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.