Forretter til nytårsaften
Lige om hjørnet venter nytårsaften, og allerede før jul blev jeg spurgt, hvad jeg havde af ideer til nytårsmiddagen. På det tidspunkt var mit hoved fyldt med gåsesteg, rødkål, kartofler, Amarena kirsebær, samvær, hygge og ferie, så jeg måtte blive spørgeren svar skyldig. Nu er vi, næsten, på den anden side af julen, så jeg vil i dag give dig lidt inspiration til forretter til middagen nytårsaften 🙂
Forretterne og desserterne til det store nytårsgilde er oftest det, jeg får flest henvendelser på, da hovedretten tit skal være det samme år efter år – traditioner ligesom til juleaften 🙂
Dog vil jeg give dig ideer og inspiration til alle tre retter over de næste par dage 🙂
Jeg har et hav af ideer, men jeg vil prøve at begrænse mig, så du ikke drukner i inspiration 🙂
Forretter til nytårsaften vil for mange inkluderer fisk eller skaldyr, måske som en erstatning for den skønne nytårstorsk? Nogle af mine forretter vil derfor være med en af delene.
Du kan vælge at lave nogle skønne tapas anretninger til dine gæster og dig – de skal ikke være så store, bare nogle små hapsere, der vækker appetitten eller dæmper den værste sult 🙂
Mine lækre Gourmet tapas er perfekte til en tapas anretning, der både vækker appetitten og dæmper den værste sult. De er lækre, indbydende og så smager de ualmindeligt godt; de er små spiselige kunstværker 🙂Skønne gourmet tapas
Mine gourmet tapas er både med røget laks, skøn carpaccio, pocheret kylling og vagtelæg – du kan lave dem alle, eller du kan lave et udvalg.
Hvis du ikke er til tapas, som forret, kan du lave en variant af fisken til forret. Min skønne, cremede laksepaté smager vidunderligt og den er et hit, selv hos de lettere fiske-forskrækkede. Server den gerne på en bund af lidt sprød salat med lidt af årstidens grønt til og et stykke groft brød, mmhhh.Cremet og lækker
Du kan også lave min absolutte favorit – sesam paneret kammusling; mums den er lækker 🙂 Køb de gode store kammuslinger og beregn en til to per næse, afhængig af sulten og hovedretten 🙂 Brug gerne både lyse og mørke sesam frø – det giver et skønt spil til forretten 🙂En skøn sag fyldt med smag, mmmhhh
Supper er også et hit på nytårsbordet og du kan også vælge at servere en let og lækker cremet ærtesuppe; en ganske enkel forret, der er rigtig god som appetitvækker og smuk at se på med sin skønne lysende grønne farve – festlig og perfekt til nytårsaften.Smuk grøn ærtesuppe med lækker trøffelolie på toppen, mums
Hvis du vil være mere utraditionel kan du serverer en skøn spinatpandekage med lidt rejer eller røget laks. Du laver bare pandekagerne mindre, end den på billedet og gerne lidt tykkere og så kan du bruge den som bund til. næsten, alle former for skaldyr og fisk med lidt sprødt grønt og en god dressing til – lækkert.En fræk og smagfuld sag
Er du mere til det italienske, så kan du lave en skøn bruschetta med serranoskinke og tomat til forret – beregn en per person. Denne forret er hurtig at lave og den smager af sydens sol og sommer; den er perfekt som forret til de italiensk-elskende gæster 🙂Italiensk så det basker 🙂
Du kan også helt springe den traditionelle forret over og i stedet serverer lidt lækre skinker, salamier, oliven, kapersbær, en tomat-pesto og en basilikum pesto med lidt langtidsbagte tomater og lækkert langtidshævet brød til et glas godt vin til Dronningens nytårstale. De fleste får lidt snacks til talen og hvorfor ikke erstatte de triste chips med lidt lækkerier, der samtidig kan erstatte den almindelige forret? Det vil være den perfekte start på en skøn aften 🙂Lækre langtidsbagte tomater brugt i en god salat og de smager også vidunderligt som tilbehørLækre pestoerSkønnt langtidshævet flutes, mmmhhh
Ideerne er mange og hvis du har brug for flere, skal du endelig bare sige til, så ryster jeg lidt flere ud af ærmet inden årets sidste aften 🙂
I morgen vil jeg give dig inspiration til hovedretten – også selvom den sikkert er forudbestemt i din familie – hvem ved, måske I skal prøve noget nyt i år? 😉
Dejlig med ny inspiration til årets sidste aftens store Galla Middag.
Alle forretterne ser skønne ud hver for sig og i kombination – nu skal jeg “bare” træffe et valg – og dét bliver ikke nogen nem sag:-).
Godt Nytår!
Kære Heidi,
Jeg er glad for, at jeg kan inspirere dig og jeg håber, at du finder lige dén forret, du har allermest lyst til på årets sidste aften 🙂
Godt nytår til dig også 🙂
Kh Helene