Nem, hurtig og lækker hjemmerørt kryddersmør. Normalt når jeg laver kryddersmør, hakker jeg krydderurterne på et skærebræt og rører dem sammen med smørret i en skål og jeg synes altid, at det er noget snask at arbejde med. Men nu har jeg fundet den ultimative løsning.
Jeg havde lavet en stor mængde krydderurtesalt, der var kørt på min minihakker og så synes jeg egentlig, at det var nærliggende at smide nogle friske krydderurter, hvidløg og chili i blenderen bagefter, blende godt og så tilsætte blødt smør og blende igen. Resultatet var super godt – en flot grøn og fin blandet krydderurtesmør, der bare lige skulle på køl i kort tid. Nemt og hurtigt 🙂 Jeg bruger den både til flutes og bøffer.
Du skal bruge:
100 g god blød smør – ikke et blandingsprodukt, men en rigtig smør
en stor håndfuld af dine yndlings krydderurter – de skal være friske, brug for eksempel basilikum, salvie og persille
2 fed hvidløg
1/4 rød chili
Blend alle krydderurterne, hvidløg og chili i blenderen/minihakkeren og tilsæt smørret og blend igen til du har en fin lysgrøn ensartet masse. Sæt på køl og brug smørret til at lave dit eget krydderflütes eller kom det på en grillet bøf 🙂