Granola

Granola

Gudeskøn granola burde denne opskrift egentlig hedde. Granola er i bund og grund en mysli, der er honningristet og ofte meget søde. Det er denne ikke; den er sød, men ikke kvalmende sød.

Fyldt med skønne gryn, kerner og krydderier pifter den din morgen skyr, yoghurt eller sågar din koldskål op og giver en god mæthed.

Opskriften giver en stor portion, men holdbarheden er også lang og du kan altid forære lidt væk til familie og venner – de vil elske det. Jeg forære altid en stor portion granola til mine veninder og de elsker den.

 

Du skal bruge:

300 g finvalsede havregryn

75 g solsikkekerner

75 g græskarkerner

50 g hørfrø

75 g knuste eller hakkede mandler

1,5 tsk stødt kanel

3/4 tsk stødt ingefær

1 tsk kardemomme

2 tsk vaniljesukker

½ ts fint salt

3 spsk koldpresset rapsolie

5 spsk akaciehonning

1,5 spsk ahornsirup

125 g tranebær

50 g kokosflager – kan undlades, hvis du ikke er fan af kokos

Tænd ovnen på 150 grader – varmluft. Kom bagepapir på en bageplade.

Kom alle de tørre ingredienser og krydderier i en stor skål – gem tranebær og kokosflager, de skal først tilsættes senere. Bland godt sammen. Kom olie, honning og ahornsirup ned i blandingen og rør godt sammen, så alle de tørre ingredienser bliver kysset af olien, honning og siruppen. Fordel blandingen på bagepladen i et jævnt lag.

Sæt pladen i den varme ovn og lad blandingen bage i ca. 40 min. Rør rundt i granolaen med ca. 10 minutters interval, så det hele bliver ristet jævnt og fint.

Når granolaen er fin og gylden, tager du pladen ud af ovnen og sætter den på en rist. Lad den køle af og vend tranebær og kokosflager i den afkølede granola. Kom den kolde granola i en lufttæt beholder – jeg bruger henkogningsglas fra Weck, de lukker helt tæt, så granolaen bevarer sin sprødhed og holder længe.

Brug denne gudeskønne granola på din morgen skyr, yoghurt, ymer eller i stedet for søde kammerjunkere på din koldskål – det smager himmelsk.

Granolaen er sprød, knasende og fyldt med skøn varme fra de lækre krydderier, som ikke er dominerende på nogen måde. De giver nogle skønne varme noter og kildrer på din tunge. De let bløde tranebær giver lidt ekstra sødme til granolaen og sammen med kokosflagerne gør de denne granola absolut vidunderlig.

Jeg er næsten helt afhængig af den på min skyr om morgenne og topper gerne med lidt friske bær – det smager guddommeligt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.