Gateau marcel

Gateau marcel

Klassisk gateau marcel er en skøn, tung og meget syndig chokoladekage, der smager himmelsk. Gateau marcelMørk, smuk og lækker

Gateau marcel er slet ikke så svær at lave, som du måske frygter – den er faktisk forbavsende let at lave og de få, men gode ingredienser giver en uimodståelig kage, der imponerer alle 🙂

Til 8-10 personer skal du bruge:

175 g hakket god mørk chokolade – jeg bruger altid en chokolade med 64% kakao

175 g smør af den gode slags + ekstra til formen

175 g rørsukker + ekstra til formen

4 bægre pasteuriserede æggeblommer (bægre med 2 blommer i hver)

4 bægre pasteuriserede æggehvider (bægre med 1 1/4 hvide i hver)

1 spsk. god kakao til pynt – ikke den sukkersødede slags, men rigtig kakao

Chokoladespåner til pynt

Evt. friske bær til pynt

Tænd ovnen på 175 grader – ikke varmluft.Gateau marcel

Uimodståelig skønhed 🙂

Du skal bruge pasteuriserede æggeblommer og hvider, da halvdelen af kagen ikke skal bages. Selvom æg i dag skulle være salmonellafri, skal du ikke friste skæbnen og bruge almindelige æg – det synes jeg ikke, at du skal.

Smelt smør og den hakkede chokolade i en skål over vandbad – jeg bruger altid en stor glasskål, der kan tåle varmen. Husk at skålens bund ikke må røre vandets overflade. Lad blandingen køle lidt af.

Pisk imens æggeblommerne og 2/3 af rørsukkeret lyst og skummende i en anden skål – det skal blive helt hvidt. Det tager cirka 7-10 minutter. Brug gerne en køkkenmaskine, så du har hænderne fri.

Pisk i en tredje skål æggehviderne næsten stive, tilsæt den sidste 1/3 af rørsukkeret i små portioner, imens du piskerne hviderne helt stive. De skal blive let seje.

Smør en springform på 22 cm i diameter godt med blød smør og drys bund og sider med rørsukker. Overskydende sukker vendes forsigtigt ud af formen.

Vend forsigtigt halvdelen af den let afkølede chokolade-smørblanding i æggeblommerne. Når chokoladen er indarbejdet, vender du den sidste halvdel i – lige så forsigtigt. Luften skal ikke bankes ud af æggeblommerne.

Tag 1/3 af de stiftpiskede æggehvider og vend dem i æggeblomme-chokoladeblandingen. Igen lige så stille, så luften blive ri æggehviderne. Når æggehviderne er indarbejdet i dejen, tilsætter du 1/3 mere og gentager. Gør det samme med den sidste 1/3. Vend massen sammen til du får en ensartet og homogen dej.

Fordel halvdelen af dejen i den smurte springform og sæt kagen i ovnen. Bag den midt i ovnen i 30 minutter. Kagen hæver flot op under bagningen og falder sammen, når den kommer ud – det er meningen.

Imens kagen bager, sætter du den sidste halvdel af dejen på køl.

Når kagen er bagt, skal den køle af på en rist, når den er næsten helt kold, skal den i køleskabet og blive iskold.

Fordel den kolde mousse (den ubagte del af dejen) over den iskolde kage. Glat overfladen og sæt kagen på køl igen til næste dag eller minimum 24 timer – jo længere tid på køl, jo bedre kage.Gateau marcelCremet mousse på lækker bund, mmmhhh

Når kagen skal serveres, fjerne du forsigtigt springformens kant , skær eventuelt langs kanten af formen med en spids kniv, inden du løsner den, så kagen ikke går i stykker i siden.

Kom kakao op i en lille si og drys en fint lag kakao over hele kagen – hele moussen skal være dækket.

Skær kagen ud i passende stykker og fordel dem på fine tallerkner. Top hver kagestykke med chokoladespåner og pynt med friske bær ved siden af kagen, brug gerne hindbær og blåbær eller brombær – deres syrlighed passer perfekt til denne tunge lækkerbisken.

Server kagen med det samme, enten med en kop god kaffe eller et glas køligt Asti til – det sidste er en ultimativ kombination 🙂Gateau marcelSyndig og fræk forføreske…fyldt med smukke luftbobler

Kagen er smuk, delikat og hamrende lækker. Den vil imponere dine gæster, både visuelt og smagsmæssigt. Den er tung, og alligevel let, syndig og sød, den er fyldig uden at blive kvalm og så smager den himmelsk.Gateau marcelSmuk dessertkage med skønne bær, mums

Den bløde mousse kæler for din tunge og din gane og den sprøde og alligevel bløde bunds tæthed giver lidt modspil til den bløde mousse. Din mund har en kærlighedsaffære af dimensioner, imens du spiser denne kage – den er en skønhed af chokolade, der forkæler alle dine sanser. Denne gateau marcel er en smagsoplevelse af de helt særlige og den skal prøves, bare én gang i dit liv.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.