Fettuccine med asparges og ærter

Fettuccine med asparges og ærter

Denne ret er perfekt til en lun sommeraften efter en lang dag ved stranden, hvor al energien er brugt på at boltre sig i vandet. Den er let og hurtig at lave og den smager super lækkert 🙂

Fantastiske fettuccine med asparges, ærter og citron – mums 🙂Fettuccine med aspargesDelikat og sprød sommerret, mums

Retten er inspireret af  Michela Chiappas linguine med forårsgrønsager fra Simply Italian. Jeg har lavet en variant af den og resultatet er fantastisk – let, sommerligt, friskt og delikat. Perfekt ret ovenpå en lang dag 🙂Fettuccine med aspargesSkønne sommergrønsager i dejligt selskab 🙂

Det er en hurtig lavet ret – det tager max 20 minutter at lave – det der tager længst tid er at bringe pastavandet til kog. Grønsagerne skal tilberedes som noget af det sidste ved høj varme, hvis du bruger lav varme og lang stegetid bliver de grå, kedelige og slatne – og det er der ikke nogen, der gider at spise.

Jeg har brugt en flad og lidt bred pasta til denne ret, da den passer perfekt til bredden på de grønne asparges – tagliatelle eller linguine kan også bruges.

Til 2 personer skal du bruge:

250 g tørret fettuccine

1 fed hvidløg

250 g friske grønne asparges

200 g skønne danske ærter, evt. fra frost

1 økologisk citron

½ bundt dild

1 spsk. smør af den gode slags

Friskrevet parmesan

Sæt en stor gryde over minimum 3 liter vand i – en god tommelfingerregel er at bruge 1 liter vand per 100 g pasta – jeg bruger gerne mere. Jo mere vand, jo bedre pasta – den skal have plads til at koge på.

Når vandet koger tilsætter du 1½ spsk. fint salt og kommer pastaen i. Du skal ikke knække pastaen, bare put den hel ned i vandet. Lad den koge efter anvisningen på pakken. Husk at røre i den ind imellem, så den ikke klistrer sammen – den store mængde vand minimerer dog risikoen for sammenklistring 🙂

Imens pastaen koger, gør du dine grønsager klar. Pil hvidløget og skær det i tynde skiver. Knæk den nederste del af dine grønne asparges og skyld em godt. Tag en asparges ad gangen og læg den på et skærebræt med hovedet ind mod dig. Hold fast i hovedet og skræl, med en skrællekniv, fra hovedet og ned af stokken, gentag indtil du har “skrællet” hele aspargesen. På denne måde får du fine tynde skiver af asparges og så er den endnu hurtigere tilberedt. Gentag ved alle dine asparges.

Hvis du bruger friske ærter, skal de bælges og der skal være 200 g i bælget form. Bruger du frosne, skal de bare tøes let op.

Når der er cirka 3 minutter tilbage af pastaens kogetid, sætter du en sautérpande over god varme. Kom en god sjat olivenolie i. Når olien begynder at blive varm, tilsætter du hvidløget. Lad det stege, uden at blive brunt, et kort øjeblik. Tilsæt dine asparges og lad dem stege med. Skru nu ned på middel varme. Vend rundt i dine asparges, så de ikke brænder på. 

Tilsæt smørret og ærterne. Riv 2/3  af citronen udover grønsagerne og tilsæt bagefter saften fra den – begynd med halvdelen af saften. Du kan altid tilsætte mere, men ikke fjerne.

Krydr med lidt friskkværnet peber.

Riv en god håndfuld parmesan ned i grønsagerne og vend hurtigt rundt.

Pastaen er nu kogt færdig. Med en tang løfter du den lækre pasta ned i panden til grønsagerne.

Hvis du ikke har en tang, sier du vandet fra pastaen og kommer den på panden, men gem ½ dl af pastavandet og hæld den på panden.

Sluk for panden og vend pastaen rundt med grønsagerne. Smag til – skal den lige have en smule ekstra citronsaft? Klip dilden over retten og server i dybe tallerkner – dybe tallerkner gør sig rigtig godt til pasta – synes jeg 🙂Fettuccine med aspargesDe italienske farver 🙂

Ny denne lækre sommer fettuccine med asparges, ærter, citron og dild sammen med en glas køligt rosévin på terrassen eller altanen og nyd den dejlige lune danske sommeraften 🙂

Retten smager skønt – smørret og citronen giver den en cremet og frisk smag og de sprøde asparges og søde ærter giver en skøn fylde, der fuldendes af dilden krydrede smag. Parmesanen giver retten en dybde, der gør kød unødvendig.Fettuccine med aspargesSkøn ret med lækker smag, mmmhhh

Hvis du lyster, kan du tilsætte stykker af varmrøget hel laks – ikke de tynde skiver – men tykke flager af laks. Laksen skal dog ikke stege med, men først tilsættes når panden er taget af varmen.

En skøn sommer fettuccine, som absolut er en af mine nye favoritter 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.