Bagte tomater med æg

Bagte tomater med æg

Jeg elsker at tage mig god tid til min morgenmad i weekenden; både at lave den og at spise den. Det er så dejligt, at tage sig god tid, slappe af, hygge og ikke spekulere på alle de praktiske gøremål, der er i hverdagene, alt imens jeg nyder en kop lækker stempelkaffe, lidt friskbagt langtidshævet morgenbrød, kanelpandekager med friske bær eller min nye favorit: bagte tomater med æg og serranoskinke 🙂 Bagte tomater med ægSkøn morgenmad med masser af smag 🙂

Disse lækre bagte tomater med æg bliver ikke bløde og smattede, som ofte er grunden til at børn og nogle voksne ikke bryder sig om bagte og/eller stegte tomater. De bliver derimod tæske-gode 🙂 Den skønne smag af solkysset tomat træder endnu tydeligere frem, fordi de bliver bagt på denne måde og det lækre æg giver masser af proteiner og en super start på dagen 🙂

Til 4 personer skal du bruge:

4 ramekiner smurt let med lidt olivenolie

4 dejlige, store og solmodne tomater

4 skiver serranoskinke eller parmaskinke

4 store æg fra en glad og veltilpas høne

1 lille håndfuld purløg eller 16 ramsløgsblade – ramsløgene er i sæson fra slutningen af april til midten af juni

Friskkværnet peber

Tænd ovnen på 200 grader – det er ok med varmluft.

Fold hver skive serranoskinke på den lange led, bare én gang, og læg en skive rundt i kanten af hver ramekin.

Skær toppen af tomaterne, ikke for langt nede, så bliver de for små til at kunne rumme ægget. Løsn forsigtigt, med en lille skarp kniv, kernerne og midterstykket i tomaterne, uden at skære hul i bunden på dem. Brug evt. en teske til at skrabe det hele ud med.

Skær stilken fri fra toppen af hver tomat og skær toppene i mindre tern. Fordel tomatstykkerne i tomaterne. Krydr tomaterne med friskkværnet peber.

Klip ramsløg eller purløg ned i tomaterne. Bagte tomater med ægLækre tomater, der venter på ægget 🙂

Sæt tomaterne ned i hver ramekin, uden at skinken falder ned under dem. Slå forsigtigt hver æg ud i hver tomat, lad gerne lidt af hviden løbe ved siden af – det er vigtigt, at blommen bliver i tomaten.

Du kan også slå æggene ud i en lille skål, et ad gangen, og forsigtigt lægge blommen over i tomaten først – brug fingrene – og så hælde hviden over. Det pakker blommen ind i hviden og derved bliver hviden bagt først og blommen bliver ikke bagt så meget.Bagte tomater med ægSolmodne tomater med lækkert fyld af æg pakket ind i serranoskinke, mums

Sæt de fyldte tomater ind i den varme over, de skal stå midt i ovnen og bag dem i 12-15 minutter, til hviden er gennembagt. Tag ramekinerne ud og lad dem køle af et øjeblik.

Server de lækre bagte tomater med en skive ristet rugbrød til. Det ristede rugbrød får meget mere smag, end en kedelig u-ristet skive har.Bagte tomater med ægNy morgenmadsfavorit, mmmhhh 🙂

Tomaternes skønne smag bliver fremhævet af ovnens varme og den milde smag af løg fra ramsløg/purløg passer fantastisk godt både til ægget og tomaten. Serranoskinken giver det salte pift til retten, der simpelthen fuldender denne lækre morgenmadsret. Det smager af sol og sommer og giver dig en fantastisk start på dagen 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.