Som barn var jeg helt syg med min mors hjemmesyltede rødbeder, jeg kunne ikke fordrage de rødbeder, man købte i supermarkederne – de var sure og meget hårde i teksturen. Det var kun mors der duede. Sådan er det til dels også i dag – du kan få nogle ok varianter i supermarkederne, men intet slår hjemmesyltede rødbeder.
Jeg bruger min søde mors opskrift, som også er den opskrift, der findes i Den Grønne Syltebog fra Tørsleffs Husmoder Service – oh la la… Det er virkelig rent old school 😉
Til tre store glas skal du bruge:
2 kg rødbeder – ikke for store
3 liter vand
3 spsk. fint salt
1½ l eddike – ganske almindelig lagereddike
850 g rørsukker
2 tsk atamon + ekstra til at skylle glassene i
Læg dine rødbeder i blød i koldt vand fra morgenstunden af. Jeg lægger mine i blød, inden jeg tager på arbejde. Når de får lov til at ligge i blød så længe, bliver alt skidt og snavs lige så stille opløst og du skal ikke bruge tid og kræfter på at skure dem.
Kom 3 liter vand og saltet i en meget stor gryde og læg dine rødbeder i – de skal IKKE skrælles. Er der stor forskel på størrelsen – skal du bruge to gryder, da de ikke skal koge lige længe. Jeg bruger to gryder; én til de store og én til de mindre og de små.
Sæt gryden/gryderne over medium varme og bring til kog. De store skal koge i 1 time, de små i ca. 35 minutter. I mens rødbederne koger, kan du skolde dine glas med kogende vand, så du dræber alle bakterierne. Skyl dem bagefter i lidt atamon – det forlænger rødbedernes holdbarhed.
I en ny, rimelig stor, gryde hælder du eddike og rørsukker og bringer til kog, når der er ca. 10 minutter tilbage i rødbedernes kogetid. Lad for guds skyld være med at stikke næsen ind over, når det begynder at komme til kog. Du får seriøs eddike hjerne og føler at alt bliver ætset væk indvendig – jeg taler slet ikke af erfaring, næh nej… 😉
Når rødbederne er kogt, tænder du for den kolde hane. Hæld vandet fra rødbederne og sæt dem under det kolde rindende vand. Lad gryden blive fyldt og lad det gerne løbe lidt længere tid. Det er lidt vandfrås, men kuldechokket springer cellerne i rødbederne og giver dem den sidste mørhed, desuden får det skrællen til at boble op, så du kan ‘smutte’ skrællen af, lettere end at smutte mandler. Når rødbederne har kølet i fem minutter, tager du et par handsker på – med mindre du gerne vil have violette hænder de næste mange dage – og smutter lige så forsigtig skrællen af rødbederne. Skær bund og top af, og skær rødbederne i ½ cm tykke skiver og læg dem i glassene med det samme.
Når glassene er fyldt med rødbederne tilsætter du de 2 tsk. atamon til din kogende eddike lage. Derefter hælder du forsigtigt den kogende lage over rødbederne. Du skal nok ikke bruge al lagen. Jeg havde lidt tilbage og det smider du bare ud. Når glassene er fyldt med lage, skal lågene på med det samme. Opbevar dem mørkt og køligt indtil de skal nydes på en skive rugbrød med leverpostej eller til en lun frikadelle, mmmhhh… 🙂
Mine rødbeder er blevet bløde, selvom de har stået mørkt og koldt udenfor. Kan de stadig bruges til syltning?
Kære Elsebeth,
Det kan du tro, at de kan 🙂
Kh Helene
Mine rødbeder har vist lagt For længe er lidt bløde i det, men kan de stadig bruges til syltning?
Kære Conny,
Ork ja det kan de sagtens 🙂
Kh Helene
Hej.
Jeg er også lige i gang med rødbede kogning.
Når jeg får kogt for meget eddike/sukkerlage gemmer jeg det i en glasflaske og har så nem lage til agurkesalat.
Eller en mormor dressing med lidt fløde.
Så går intet til spilde og man har det nemt på et andet tidspunkt.
Bjerre
Kære Lena,
Sikke et godt tip – tusind tak, fordi du delte det 🙂
God dag 🙂
Kh Helene