Jeg elsker risotto, sikkert fordi jeg inderst inde er italiener 😉 Den her risotto er en af mine favoritter. Prøv den og du vil elske den. Det er virkelig comfort food. Den er super god til en dag, hvor du bare har brug for at forkæle dig selv med lidt god mad – den redder straks en øv-dag.
Til 2-3 personer skal du bruge:
250 g. risotto ris – grødris kan også bruges, har jeg hørt, jeg har aldrig prøvet det
1 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 dl + 1 dl hvidvin – jeg har altid en hvidvin til at stå i mit køleskab til bl.a. risotto
1 liter god grønsags bouillon – to terninger af en god bouillon og en liter vand er altså helt ok
250 g blandede svampe – jeg brugte shiitake, brune markchampignoner og østershatte
1 håndfuld tørrede kantareller – min absolutte yndlingssvamp
100 g friskrevet parmesan
Smør
Kom kantarellerne i en lille skål og hælde den ene dl. hvidvin over. Sæt til side.
Rens svampene – husk at svampe skal børstes med en blød børste og ikke skylles under rindende vand, så bliver de smattede og kedelige. Skær dem i grove stykker. Rens løget og hvidløget og hak begge dele fint.
Varm en god sjat god olivenolie, 3-4 spsk., op i en sautérpande og svits løgene deri. Løgene må ikke blive brune – de skal klares. Tilsæt risene og rør rundt. Lad risene suge olien, det tager ca. 3 min. Rør i dem imens, så de ikke branker.
Tilsæt nu de 2 dl. hvidvin og rør godt rundt. Risene skal suge al væden, inden du kommer mere på. Alkoholen fordamper, så du skal ikke frygte en sprittet smag. Hvidvinen giver faktisk risottoen det sidste pift.
Tilsæt nu lidt af din grønsagsbouillon, ca. 2 dl ad gangen. Igen skal risene suge al væden, inder der tilsættes mere. Husk at røre. Du behøver ikke at røre hele tiden, men for din egen skyld, skal du ikke gå fra panden 🙂
Sæt nu en anden pande over og kom lidt olivenolie på den. Skru op for varmen så panden bliver rigtig varm. Tilsæt nu dine svampe – de mest kompakte skal på først og så de lette til sidst. Krydr med lidt friskkværnet peber og rør rundt.
Lad dine svampe svitse i fem minutter og skru så ned for dem til lige under medium varme. Nu kan de passe sig selv, du skal dog røre et par gange og måske skrue lidt mere ned for varmen.
Tilbage til risene – de skal have mere væde, bliv ved med at hælde bouillon på jævnligt, så snart risene har suget al anden væde til sig.
Når du har ca. 4 dl bouillon tilbage, skal du smage på risene. Du skal ikke spekulere på, at de ikke har fået salt – det kommer vi til – du skal smage om de er ved at være nok. Dine ris er nok, når der ikke er den store modstand, når du tygger dem – det er sådan jeg bedst kan lide min risotto.
Nu tilsætter du dine udblødte kantareller plus det vin kantarellerne har hygget sig i. Rør rundt og lad dine ris suge væden til sig. Smag igen og tilsæt eventuelt lidt mere bouillon. Jeg brugte kun 8 dl bouillon i går, men det er forskelligt, hvor meget der skal bruges fra ris sort til ris sort.
Når dine ris er, som du vil have dem, tilsætter du dine svampe inklusiv eventuelt fedstof fra den anden pande. Rør godt rundt, så svampene rigtig bliver blandet med risene og smagene fordeler sig.
Nu skal tilsætter du parmesan osten, 50 g ad gangen og rører godt. Parmesanen tilføjer risottoen salt og derfor er det ikke nødvendigt at salte risottoen.
Sluk for panden og lad risenes varme smelte osten. Tilsæt det sidste ost, rør rundt og slut af med en godt stor klat lækker smør, ca. 2 spsk. Smørret runder smagen af og giver risottoen det sidste mums.
Lad risottoen trække et par minutter, mens du finder et par dybe tallerkner og et par glas god rødvin frem – en italiensk Corte Rosso passer perfekt. Øs risottoen op i tallerknerne, hæld vin i et par glas og nyd en lækker svamperisotto med benene oppe under dig i dit yndlingshjørne i sofaen med din yndlingsperson ved siden af dig i skæret fra stearinlys – se det er hygge efter mit hjerte 🙂