Vildsvinefrikadeller

Vildsvinefrikadeller

Vildsvinefrikadeller er en skøn lille sag, der smager fortrinligt på alle tider af året; den er perfekt til julens frokostbord, til sommerens lette aftensmad eller bare på en skive groft rugbrød med lidt surt til.VildsvinefrikadellerSmukke dunser, der har en skøn dyb smag

Vildsvinefars er lidt federe, end almindelig skinke-kalve-eller blandet fars, men smagen er også endnu bedre 🙂

Timianen og enebærrene giver et dejligt parfumeret og krydret modspil til den lidt federe fars.

Til cirka 22 mellemstore frikadeller skal du bruge:

400 g vildsvinefars

1 finthakket løg

10 knuste enebær

1 tsk timian

havsalt og friskkværnet peber

1 æg fra en høne, der har hygget sig i en hønsegård

3 dl mælk – gerne fra en glad ko

4 spsk hvedemelVildsvinefrikadellerGyldne skønheder, mmmhhh

Kom farsen i en skål, tilsæt finthakket løg, timian og de knuste enebær. Du kan knuse enebærrene i en morter og har du ikke sådan en, kan du bruge enden af skæftet på en stor, tung kniv. Rør farsen godt sammen. Tilsæt cirka 1½ tsk. havsalt og friskkværnet peber; cirka 20 drej på din peberværn. Rør igen godt sammen et par minutter. Kom ægget i og rør det godt ind i farsen.
Tilsæt mælken lidt af gangen under omrøring. Rør alt mælken ind i farsen, inden du tilsætter mere. Farsen kan suge mere mælk, end du lige regner med og der skal bruges lidt mere mælk, end i en almindelig frikadellefars, så disse vilde basser ikke bliver tørre. Kom melet i ad to omgange og rør det godt sammen med resten af ingredienserne. Sæt farsen koldt i minimum ½ time, så den får tid til at sætte sig.

Form små frikadeller af farsen og steg dem i en blanding af rigtig god smør og olivenolie, indtil de er flotte og gyldne på alle sider. De skal sådan set steges som ganske almindelige frikadeller.VildsvinefrikadellerVilde deller, der ligner almindelige deller, men som smager vidunderligt

Server dem på en skive lækkert rugbrød til julefrokosten med syltede rødbeder til eller server dem til en frisk rødkålssalat, som jeg gjorde. Rødkålssalaten giver et lækkert modspil til de små vilde bæster, der smager mildt af vildt og skov, som min søde søn sagde, da han smagte dem. Enebærrene giver en mild skovbundsagtig smag til vildsvinekødet, der klæder det rigtig godt. De skal helt sikkert laves igen, snart.

Vildsvinefars kan købes i de større supermarkeders frostafdeling.

Du kan under julemads kategorien finde min opskrift på lakseruller med et lille twist. De er et hit på julefrokostbordet eller som en let forret på en bund af lidt rucolasalat.LakserullerSmå lækre lakseruller med et friskt fyld 🙂



10 thoughts on “Vildsvinefrikadeller”

    • Kære Stephanie,

      Det er jeg ked af at høre. Næste gang du laver dem, skal du prøve dig frem med lidt mælk ad gangen – det er ikke sikkert, at du skal bruge 3 dl, men måske kun 2-2½. Vildsvinefars, som alt andet fars, er ikke ens og det kan derfor suge forskellige mængder væde – næste gang kan det være, at 3 eller 3½ dl passer til det fars, du bruger. Det varierer rigtig meget, så en smule ad gangen er vejen frem 🙂

      Kh Helene

    • Jeg havde helt den samme oplevelses som dig Stephanie. Meget våd fars der aldrig rigtig ville blive gennemstegt 🙁

      • Kære Tine,

        Det er altid godt ikke at tilsætte alt væsken på én gang, da fars, ligesom mel, er forskelligt. jeg oplever slev, at den mængde væske jeg skal tilsætte fra gang til gang aldrig er helt den samme. Nogle gange skal der mere væske i og andre gange mindre.
        Det er altid en god tommelfingerregel at tilsætte væsken en smule ad gangen – rør sundt og hold øje med konsistensen.
        Jeg håber, at du vil prøve opskriften igen og så justerer mængden af væske, så du opnår det ønskede resultat. Disse dunser er virkelige gode og derfor endnu et forsøg værd 🙂

        Kh Helene

    • Dejlige frikadeller. Dog kom jeg 2 æg i. 1 dl mindre sødmælk Og et par ekstra skefulde fuldkornshvedemel i. Prøv selv. Kh. Britta

      • Kære Britta,

        Tak for tippet – det må prøves næste gang jeg laver disse basser 🙂

        Kh Helene

  • Jeg faldt tilfældigt over denne opskrift. Jeg havde noget vildsvinekød liggende i fryseren fra min mors kæreste, som er jæger. Jeg har endnu ikke smagt resultatet men i øjeblikket står farsen og trækker. Jeg er meget spændt på at smage denne opskrift og syntes det lyder utrolig delikat! Udfra hvad jeg har kunne læse mig til giver jeg opskriften topkarakter! Men nu glæder jeg mig meget til at smage resultatet! 🙂

    Med venlig hilsen

    Esben M. Mortensen

    • Kære Esben,

      Jeg er glad for, at du faldt over min opskrift og fik lyst til at prøve den. Tusind tak for de rosende ord. Jeg er selv helt vild med disse lækre “deller”, og jeg håber, at de faldt i din smag 🙂 Lad mig endelig høre, hvad du synes 🙂

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.