Trifli med hyldeblomstmarineret jordbær
Et eksperiment i køkkenet en aften, hvor jeg havde en forfærdelig trang til noget sødt, udviklede sig til en super lækker sommer dessert. Trifli med hyldeblomstmarineret jordbær og råcreme; wauw – jeg kom i himlen. Sikke en blanding – de søde solmodne jordbær med smagen af hyldeblomst med de knasende makroner og den fløjlsbløde råcreme som kontrast, sikke en lækkerbisken.
Til 2 personer skal du bruge:
500 g solmodne lækre, gerne danske, jordbær
½ dl koncentreret hyldeblomstdrik
10 makroner
½ portion råcreme – brug opskriften på råcreme fra min opskrift på fragilitélagkage med jordbær
Skyl jordbærrene godt og nip bagefter den grønne stilk af – tager du stilken af, inden du skyller bærrene, bliver de vandede. Lad dem dryppe godt af, enten i en dyb tallerken ovenpå en bagsiden af en underkop eller på et rent viskestykke. Skær 2/3 af dem i tykke skiver, kom dem i en skål og hæld hyldeblomstdrikken over. Vend dem forsigtigt et par gange – de skal trække i 30 minutter på køkkenbordet. Imens jordbærrene hygger sig i hyldeblomstdrikken, kan du røre råcremen sammen.
Tag to store glas – eventuelt to fine patentglas, hvis du vil have din trifli med på skovtur. Læg et lag jordbær i bunden, knus to makroner over og et skefuld råcreme. Start forfra med et nyt lag jordbær og suppler med grove stykker af de umarinerede jordbær, knus igen et par makroner over og en skefuld råcreme. Fortsæt til du har brugt alle ingredienserne og slut af med råcreme på toppen. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alle makronerne – det er en smagssag. Hæld forsigtigt hyldeblomstlagen ned over triflien og sæt glassene på køl i 30 minutter. Server med to lange skeer i og nyd en syndig mundfuld.
Jeg vil gerne undskylde, hvis du, ligesom min kæreste, synes, at jeg er ond, at inspirere til en så lækker dessert, der tenderer til at være vanedannende, undskyld 😉
Det er en lækker sommerdessert, som du sikkert kommer til at lave mere end én gang. Måske ovenpå en lækker portion bulgursalat med tilhørende kylling, fisk eller lam.