Porchetta

Jeg er vild med mad, der kan langtidssteges og italiensk mad, der kan langtidssteges er en virkelig win-win for mig – to af mine yndlingsting i én, det er næsten ligesom et Kinder æg 😉

En langtidsstegt porchetta i ovnen er et absolut hit herhjemme og stod det til mig, fik vi det ret ofte 🙂Porchetta

Jeg bestiller altid et slag ved min slagter, et ganske almindelig rullepølse slag, dog med sværen på. Han udbener den rigtig fint og skærer endda et stykke af sværen af, så der ikke kommer svær indeni porchettaen, når den bliver rullet sammen, fantastisk 🙂 Han tilbyder også nogle gange at krydre den, men næh nej, det ville jeg selv gøre. Det er jo halvdelen af fornøjelsen 😀 Hvis du selv får mod på at lave en porchetta, så bestil et slag ved din slagter og fortæl ham, at det skal bruges til en porchetta. Et slag på cirka 2 kg er nok til 4-6 personer med god appetit.

Jeg har før serveret min porchetta med en spinat-fennikel-granatæblesalat, ovnbagte kartoffelbåde af bagekartofler og en smule skysauce lavet af det gode snask fra porchettaen i bunden af fadet. Du kan servere næsten lige, det du lyster til. Italienerne spiser faktisk allerhelst porchetta i en panino (panini i flertal) eventuelt med en smule grøn salat i, enkelt og lækkert som italienerne er bedst til 🙂 Sådan spiser vi ofte de lækre rester af den skønne basse 🙂

Du skal begynde cirka 4 timer, førend du regner med at servere porchettaen. Porchettaen skal have 3 – 3½ timer i ovnen, selvfølgelig afhængig af størrelsen – jo større porchetta, jo længere stegetid.

Til 4-6 personer skal du bruge:

Et slag á 2 kilo

1-1½ dl hakkede friske krydderurter – basilikum, rosmarin (ikke for meget), oregano og persille er rigtig gode til sådan en grisebasse.

4 store fed hvidløg – hakket fint

Havsalt og friskkværnet peber

Snor til at snøre med

Til saucen:

Lidt snask fra porchettaen

2 dl bouillon – grønsagsbouillon er bedst

½ dl milda

Lidt jævning og en smule kulørKrydderurter

Smukke krydderurter

Tænd ovnen på 120 grader, ikke varmluft. Når der skal langtidssteges er det bedst med almindelig varme, så stegen ikke tørrer ud.

Spred slaget ud på et stort skærebræt med sværen nedad og fordel havsalt, friskkværnet peber, de hakkede krydderurter og de finthakket hvidløg på slaget. Porchetta

Porchetta in the making 🙂

Rul slaget sammen fra den brede led, så sværen vender opad og sammenføjningen nedad. Snør porchettaen rigtig godt. Jeg kan ikke snøre på den der fancy måde, som kokke eller slagtere kan, men jeg kan binde en steg, så den ikke går fra hinanden. Så snør den som du lyster, bare det er stramt, så den ikke åbner sig under stegningen. Du kan binde knuder, kællingeknuder, sløjfer eller alt muligt andet – det skal bare være stramt!Porchetta

Gris med overraskelse

Kom porchettaen i et ovnfast fad smurt med lidt olivenolie og sæt det i den nu varme ovn. Låg ovnen og lad porchettaen hygge sig i varmen i 3 timer, indtil den er gylden og lækker. Hvis du vil have en sprød svær, kan du skrue op for fuld varme og eventuelt sætte ovnen på grill i nogle minutter, indtil sværen begynder at boble op og blive sprød.Porchetta

Lækker sprød porchetta fyldt med skøn smag

Tag bassen ud af ovnen og hæld lidt af snasket i en gryde igennem en si og spæd op med bouillonen lidt ad gangen. Bouillonen skal ikke overdøve smagen af porchettaen. Lad saucen koge op, tilsæt eventuelt et par dråber kulør og smag til med lidt havsalt og friskkværnet peber. Lad saucen småsimre, imens du skærer porchettaen ud.

Du oplever nok, ligesom jeg, at snoren bare ikke vil løsne sig, og så skidt med det. Snoren kan du pille fra, når du har skåret bassen ud i 1-1½ cm tykke skiver. Læg de lækre og meget møre skiver på et fad og hæld en smule af saucen over. Server med ovnbagte kartoffelbåde eller små stegte kartofler til og lidt lækkert grønt tilbehør.Porchetta

Det færdige og fantastiske resultat 😀

En lækker italiensk simreret, der er så meget bedre end den danske og til tider kedelige flæskesteg/ribbenssteg/kamsteg. Her i huset er den så populær, at det er blevet besluttet, at den skal akkompagnere gåsen juleaften i stedet for den traditionelle kamsteg, I like 😀

Den er mør, og det lækre kød smelter på tungen og de skønne krydderurter pirrer dine smagsløg og sender dig af sted på en drømmerejse til det solrige og varme Toscana; så snart du oplever den krydrede smag af oregano og rosmarin, går du imellem smukke vinmarker, mærker solens varme, fornemmer Toscanas tørhed og de fanstatiske dufte af blomster, krydderurter, hav og sol vibrerer lige så virkeligt i dine næsebor, som stod du midt på en allé af cypresser midt i Toscanas barske og smukke skønhed lyttende til de fjerne stemmer af det smukkeste sprog i verden. En porchetta er en rejse for alle dine sanser og en oplevelse du ikke må snyde dig selv for.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.