Julesirup
Glædelig 3. søndag i advent. Det tredje tændte lys i adventskransen fortæller os, at julen snart står for døren og du har sikkert travlt med de sidste juleforberedelser 🙂 Er det ikke bare en dejlig tid på året?
I dag er der blevet julehygget i stor stil i det lille hjem. Årets produktion af julekonfekt blev for alvor påbegyndt i dag og det blev både til ingefærkugler, papayabidder, julemarcipanbrød og fudge med peanuts og skumfiduser 🙂 Selv kæresten var med i køkkenet; imens jeg dyppede konfekten i lækker chokolade, bagte han risklatkager til en portion lækker, krydret julesirup, som endelig var blevet færdig med at trække smag.
Lækre risklatkager med krydret julesirup, mums.
Denne julesirup smager som julen dufter – sødt, krydret og dejlig blød. Den er perfekt ovenpå risklatkager – som du selvfølgelig også snart får opskriften på – til æbleskiver, på frisk frugt eller dryppet over en nybagt sandkage, mmmhhh 🙂
Du skal bruge:
125 g rørsukker
3½ dl vand
1 stykke hel kanel på 5 cm
2 hele stjerneanis
2 tsk. syltet/tørret appelsinskal – den billige fra Dr. Oetker fungerer fint. Du skal endelig ikke bruge frisk appelsinskal, det bliver for beskt.
Kom alle ingredienserne i en lille gryde og bring det til kog. Lad blandingen småkoge i mindst 15 minutter og helst til mængden er halveret. Kom siruppen i en beholder og sæt den køligt.
Dagen efter skal begge stjerneanis og kanelstangen tages op ad siruppen. Appelsinskallen skal blive deri. Sæt beholderen køligt i yderligere tre dage og si så siruppen over i et par små skoldede glas. Sæt glassene køligt til du skal nyde siruppen ovenpå lidt frisk frugt eller til æbleskiverne.
Julesiruppen er også en rigtig god værtindegave eller som en lille ekstra adventsgave til den du holder af 🙂Smuk, gylden julesirup 🙂
Julesiruppen lokker og forfører med den lækre krydrede smag af stjerneanis og kanel med svage undertoner af appelsin. Noterne af lakrids passer fantastisk godt med kanelens karakteristiske krydrede smag og sødmen i siruppen fuldender den.