Fastelavnsboller

Fastelavnsboller med creme, med syltetøj, med remonce, med Nutella – varianterne er mange og jeg har samlet fire af mine favorit opskrifter til dig lige her.
Min absolutte favorit er den klassiske gammeldags fastelavnsbolle med creme. Kombinationen af den sødmefulde vaniljecreme gemt indeni den luftige bolle med noter af kardemomme vinder mit hjerte hver eneste gang. Sammenspillet mellem vanilje og kardemomme er nærmest magisk.
Fastelavnsbollen med creme smager vidunderligt i sig selv, men du kan også toppe den med glasur og ønsker du ikke, at den bliver alt for sød, kan du lave en mørk kakao glasur på usødet kakao, flormelis og vand. Den usødede kakao giver en svag note af bitterhed til fastelavnsbollen og gør at det ikke bliver en alt for sød smagsoplevelse.
Min fastelavnsbolle med makronremonce og lemon curd er også en af mine favoritter. I modsætning til den klassiske fastelavnsbolle med creme, er der ingen kardemomme i dejen til de her syndige basser, da kardemomme ikke fungerer så godt sammen med lemon curd.
Fyldet i de her fastelavnsboller er ubeskrivelig godt – den knasende, let karmaleagtige remonce klæder den syrligsøde lemon curd virkelig godt. De har fastelavnsboller er perfekte til dem, der godt kan lide fastelavnsboller uden overvældende meget sødme, da lemon curden giver et godt syrligt modspil til den knasende makronremonce.
Jeg spiser ofte de her fastelavnsboller uden glasur, men hvis du er glasur fan, er en helt enkel hvid glasur på flormelis og vand perfekt her til.
Hvis du ikke er så begejstret for lemon curd, kan du udskifte den med en hindbær syltetøj, vær dog forberedt på, at det lettere løber ud af bollen end lemon curden gør.
Min tredje favorit er til den lidt sødere side, det er nemlig mine fastelavnsboller med makronremonce og Nutella. De her fastelavnsboller er både svampede, knasende og helt perfekte i sødme. Makronremoncens lette karamelagtige knas klæder den cremede Nutella og de er lettere vanedannende.
De her fastelavnsboller spiser jeg helst uden glasur, men en klassisk hvid glasur er det bedste glasur valg, hvis du gerne vil have glasur på dem.
Nutellaen kan udskiftes med finthakket mørk chokolade, dog bliver fyldet noget mere fast i konsistensen, end med Nutella i.
Den fjerde opskrift, som du simpelthen også må prøve, er et twist af den klassiske fastelavnsbolle nemlig min fastelavnsbolle med citruscreme. Jeg har tilføjet en god portion revet citronskal til den klassiske vaniljecreme og den kombination er fantastisk. Smagsnoterne er den varmende kardemomme fra bollen og så kan du smage vaniljen i den klassiske creme og til sidst overraskes dine smagsløg af noten af citron, en smagskombination der er virkelig god.
Jeg har svært ved at nøjes med at spise én af de her vidunderlige citruslokkende fastelavnsboller og jeg skal ofte både have en uden glasur og en med glasur.
Når jeg laver glasuren til de her fastelavnsboller, tilsætter jeg lidt gul frugtfarve og lidt citronsaft, for at forstærke smagen af citron.
Alle opskrifterne kan laves sammen med børn og de er den perfekte vinterferie aktivitet.