Bagte æbler med chokolade

Bagte æbler med chokolade

Bagte æbler med crumble og god mørk chokolade er en hurtig og let lavet dessert, der smager ganske vidunderligt. Den er perfekt ovenpå en let middag, hvor trangen til lidt sødt nogle gange opstår. Den er også god som dessert til gæster eller som en lille lun eftermiddags-sød-ting enten til dig selv eller til flere 🙂Bagte æbler med chokoladeSød lille sag med delikat smag

Idéen til denne dejlige dessert opstod lige netop en aften, da jeg blev overvældet af min søde tand. Med æbler i frugtkurven, mørk chokolade og mandler i skabet, så var tanken om bagte æbler i en eller anden form ikke langt væk. Men tålmodigheden til at vente lang tid på, at min søde tand skulle fyldes op, var ikke stor, så jeg gik bort fra hele bagte æbler og endte med dette skønne resultat; æbler i både med mørk chokolade, crumble serveret med skyr med ahornsirup, mums 😀Bagte æbler med chokoladeSprød top og smeltende indre, mmmhhh

Til 2 personer skal du bruge:

2 store dejlige røde æbler

25 g mørk chokolade gerne 64% kakao – en meget mørkere chokolade bliver for dominerende i smagen

10 mandler

½ skive lyst fuldkornshvedebrød

2 tsk. rørsukker

3 spsk. smør af den rigtig gode slags

2 spsk. skyr eller cremefraiche

Ahornsirup efter smag – alternativt kan der bruges vaniljesukker eller akaciehonning

Tænd ovnen på 200 grader – egentlig er varmluft ok her.

Smør to ovnfaste forme, f.eks. to små tærtefade på 12 cm i diameter, med den ene spsk. smør.

Kom brød og mandler i en minihakker og hak det til en fin crumble/rasp.

Hak chokolade groft.

Skræl æblerne og skær dem i både, fjern kernehuset og skær bådene i tynde både, cirka 4-5 af hver store æblebåd.

Læg æblebådene i fadene i pæne lag.

Fordel chokoladen over æblerne og top med den fine crumble. Crumblen skal ligges i et tyndt lag og dække æblerne så godt som muligt.

Drys til sidst med rørsukkeret og fordel de 2 sidste spsk. smør i små klatter på toppen af hver portion. Sukkeret og smørret karamelliserer let og giver både sprødhed og smag.Bagte æbler med chokoladeSmuk og lækker til den søde tand 🙂

Bag de små lækre desserter midt i ovnen i cirka 12-15 minutter, indtil de er let gyldne på toppen og æblerne er varme og bløde, mmmhhh.

Du kan tjekke æblerne med en kødnål; hvis de er bløde og medgørlige, så er desserten klar, er de hårde, så skal de have lidt ekstra tid.

Lad desserterne køle af i et par minutter og server dem på en tallerken (lad dem blive i formen) med en generøs klat skyr eller cremefraiche på toppen. En kugle af en lækker vaniljeis til den lækre dessert vil også være yderst skønt 🙂Bagte æbler med chokoladeEn himmerigs mundfuld

Den lette crumble er sprød og sød af sukker og smør, og ligger som et skønt låg over et dejligt syrlig-sødt fyld. Den mørke chokolade er smeltet ned over de dejlige æbler og klæber sig fast på dem. Æblerne har stadig deres facon, men de er smeltende møre og varmen fremhæver både deres skønne syrlighed og den dybe sødmefyldte smag i dem. Chokoladen og æblerne komplimenterer hinanden med deres sødme og den sprøde crumble giver et dejligt bid til fyldet.Bagte æbler med chokoladeBløde og lækre sødmefyldte æbler dækket af skøn topping, mums

En skøn og hurtig lavet dessert, der stiller trangen til søde sager og selvforkælelse på allerbedste måde 😀



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.