Vegetarisk biksemad

Vegetarisk biksemad

Vegetarisk biksemad er en super god måde at få tømt køleskabet for de rester af grøntsager, der så nemt kan gemme sig derinde. Du kan selvfølgelig også bruge pivfriske grøntsager til denne lækre biksemad 🙂

Du kan bruge de fleste stege egnede grøntsager til retten, husk dog at inkluderer nogle gode fiberrige grøntsager, så retten giver god mæthed.

Til ca. 3 personer skal du bruge:

2 fed finthakket hvidløg

½ finthakket chili eller mere, hvis du er til en meget spicy ret

1 squash

1 ds kikærter

1 rød eller orange peberfrugt

½ blomkålshoved – kan skiftes ud med græskar, søde kartofler, rodfrugter eller en kombination af dem

2-3 tsk røget paprika

Godt med havsalt

1 tsk citronpeber

Hjemmesyltede rødbeder og spejlæg til servering – jeg beregner 2 æg per person.

Frisk purløg til drys

Kom godt med olie – jeg bruger koldpresset rapsolie i tiden – i en sauterpande og sauter hvidløs og chili ved medium varme i nogle minutter. De må ikke tage farve. De skal egentlig afgive smag til olien.

Flæk squashen på langs, skær kernerne fra eller skrab dem ud med en teske. Skær squashen i mindre stykker, eks. tern på ca. 1,5 x 1,5 cm.

Dræn væden fra kikærterne.

Skyl og fjern kerner fra peberfrugten. Skær den i tern på samme størrelse som squashen.

Skyl blomkålen og del den i små buketter, skær evt. større buketter i mindre stykker. Blomkålsstykkerne må gerne være større end squash og peberfrugt stykkerne.

Tilsæt squash og peberfrugt til sauterpanden og lad dem stege med i nogle minutter. Tilsæt kikærter og blomkål. Rør godt rundt i blandingen og krydr med røget paprika – brug den mængde du synes er passende – jeg elsker røget paprika, særligt i vegetar retter, uhm. Tilsæt også havsalt og citronpeber. Rør godt rundt igen og lad retten simre i yderligere nogle minutter.

Jeg kan bedst lide retten, når der stadig er bid i blomkålen og en smule bid tilbage i peberfrugten – det er perfekt for mig.

Lav et par spejlæg til per person, imens retten simrer færdig.

Server denne lækkerbisken af en biksemad med spejlæg, hjemmesyltede rødbeder, et drys purløg på toppen og evt. en skive groft rugbrød. Kan du ikke undvære din ketchup til biksemaden, kan jeg fortælle, at den nu heller ikke er tosset med en klat ketchup til 😉

Jeg synes, at denne vegetariske biksemad rummer de smager og de konsistenser, som, jeg synes, klæder et måltid. Du får umami fra røget paprika og kikærter (og spejlæg selvfølgelig), du får det krydrede fra chilien, citronpebren og fra den røgede paprika (ikke mærkeligt at det er et af mine favorit krydderier), du får det salte, du får bid i blomkålen, lidt bløde fornemmelser fra kikærterne og peberfrugten og squashen ikke at forglemme. Purløgen giver en frisk snert af styrke og syren fra de hjemmesyltede rødbeder får det hele til at gå op i en højere enhed.

Sidder du og tænker, at du gerne vil have et klump kød i, kan jeg fortælle dig, at du slet ikke mangler kød i denne ret. Du får dækket hele din palet og alle dine behov, så du vil slet ikke savne kødet.

Prøv den – du vil ikke fortryde 🙂

Fun fact: jeg kan ikke lide almindelig, traditionel biksemad, men denne vegetariske udgave elsker jeg 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.