Varm chokolade

Efteråret har vist sig fra sin smukke side i dag; solskin, varme, smukke farver og selv vinden er lun. Det betød en tur i skoven – de sorte små hyldebær skulle plukkes. Kæresten vidste lige, hvor vi skulle hen – han havde været ude at sondere terrænet 😉 Han havde ret – de hyldebærbuske/træer han havde set var bugnende fulde af store bristefærdige bær, der kun ventede på at blive plukket – de tiggede faktisk næsten om det 🙂 Vi, øh han, plukkede to store baljer, der nu ligger og hygger sig i saftkogeren.
Jeg har en voldsom fobi for edderkopper og disse smukke sorte perle vrimler med sådanne kravl, derfor var han en rigtig gentleman at plukke dem for mig. Sikkert, fordi han ved, hvor hysterisk jeg bliver – jeg kan seriøst skrige så højt, at jeg skræmmer alt og alle i miles omkreds og løbe meget hysterisk af sted, hvis jeg opdager sådan et kryb i nærheden af mig eller helt utænkeligt på mig. Bare tanken….UFFF!!!

Selvom vejret har været rigtig skønt i dag, syntes jeg, at vi fortjente en kop lækker varm chokolade oven på strabadserne i skoven – der var edderkopper i nærheden af mig 😉 Kan du se det for dig??
Jeg laver varm chokolade med et twist, der bare gør den endnu mere lækker. Jeg laver ikke varm kakao, nej, det skal være den rigtige vare, så er den bedst 🙂Varm chokolade

Til 4 personer skal du bruge:

6 dl mælk fra en sød ko

100 g fristende mørk chokolade, minimum 65% kakao + et lille ekstra stykke til drys

Kanel – et stykke af en stang delt i 5 cm og 2 cm – i stedet for stykket på 2 cm, kan du bruge stødt

2 dl cremefine til piskning – du kan også bruge piskefløde

Varm mælken med kanelstangen på 5 cm op til lige under kogepunktet i en gryde, gerne under omrøring, så den ikke brænder på. Du skal kun bruge medium varme. Bræk de 100 g lækker mørk chokolade i mindre stykker og kom dem i den næsten kogende mælk. Rør godt, indtil chokoladen er smeltet.

Imens mælken bliver varm, sætter du din bedre halvdel eller et af dine børn til at piske cremefinen til skum. Børn elsker at piske cremefine og fløde, ikke mindst når de bagefter får lov til at slikke piskeren ren 😉

Find fire pæne kopper frem og fordel den varme chokolade heri. Kom cremefine på toppen og riv lidt mørk chokolade henover. Slut af med at rive lidt af kanelstangen på 2 cm henover cremefinen eller drys en lille bitte smule stødt kanel over den.
Bruger du en almindelig stødt kanel, skal du ikke bruge ret meget, så drys forsigtigt.

Du kan bruge en kanelstang som ske i koppen ved servering, det ser rigtig fint ud og giver lidt ekstra smag af kanel.
Kanelen giver den varme chokolade en intens dybde og fremhæver chokoladens lækre cremede smag. Du får først den bløde smag af cremefine, efterfulgt af den lidt kraftige chokoladesmag og pludselig kan du fornemme kanelen, der pirrer dine sanser og giver chokoladen en ekstra dybde og gør den til en virkelig delikatesse udi comfort drikke.

Det er altid et efterårs- og vinter must herhjemme; cremet varm chokolade med en lækker dybde af kanel.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.