Syltet sommergrønt

Syltet sommergrønt
Print Friendly, PDF & Email

Solen har braget ned over os og givet Dannevang Middelhavs fornemmelser – det er længe siden, at det danske vejr har været så skønt, som det har været det sidste stykke tid. Det er også derfor, der har været lidt stille her hos La Dolce Vita – jeg er blevet overfaldet af sommeren! 😀

Jeg har ikke sommerferie endnu, men jeg har nydt alle dagene efter arbejde og weekenden i solen med mange skønne aktiviteter. Dagene er blevet brugt på loppemarked i Hals, hygge i Skagen, kombineret café- og strøg tur i Aarhus Smilets by, koncert i Tivoli Friheden, og i går blev hele dagen brugt i solen på stranden. Jeg dyppede tæerne et par gange i vandet, som var isende koldt, men det var skønt – madpakke, iskoldt hyldeblomstsaft, lidt søde sager, tæpper, bøger, solcreme, og den søde kæreste var nok til at underholde mig en hel dag – skønt 🙂 

I dag, hvor naturen får lidt tiltrængt og blid sommerregn, skal jeg hygge indendørs – stempelkaffe, bagning, en god bog, stearinlys, lidt creme på de solkyssede skuldre, afslapning med kæresten og vigtigst af alt: du skal have min nyeste opskrift på syltet sommergrønt, som er den perfekte ledsager til grillet kød 😀 Syltet sommergrøntSkønne danske grønsager

Jeg elsker at grille om sommeren, både i solskin og regn. Alt, hvad jeg kan putte på grillen, bliver puttet på; kød, fjerkræ, skaldyr, fisk, grønsager, brød, pizza og andre gode sager. Efter nogle uger med grill hygge begynder jeg dog at blive lidt træt af det grønne tilbehør, jeg laver til, også selvom jeg varierer det. Inspireret af den skønne skånske kok Tina Nordström har jeg derfor fundet på disse lyn syltede sommergrønsager; syltet sommergrønt 🙂Syltet sommergrøntLækre grønsager i krydret lage, mmmhhh 🙂 

Disse grønsager kan varieres i det uendelige og lige nu, hvor sommerens friske grønsager er allerbedst, er det tiden at lave syltet sommergrønt 🙂

Til 3 personer skal du bruge:

3 friske, ny opgravede danske mellemstore gulerødder

½ dansk agurk

4 forårsløg eller 2 salatløg

10 grønne asparges

2 store tomater, gerne bøftomater

4 dl vand

1 dl æbleeddike

1 dl rørsukker

1 tsk. fint salt

1 tsk. fennikelfrø

1. tsk. sennepskorn – de gule

5 sorte peberkorn

Friske krydderurter efter smag – jeg brugte 1 dildskærm, 1 lille håndfuld frisk timian og 6 salvieblade

Kom vand, æbleeddike, sukker, salt, fennikelfrø, sennepskorn, peberkorn og de friske krydderurter i en lille gryde og bring det langsomt til kog.

Imens lagen hygger sig over varmen, ordner du grønsagerne.

Skrab gulerødderne og skær dem i små stykker på 3 mm – den tynde ende kan skæres i små skiver og den lidt tykkere ende, kan deles og skæres i tynde skiver på 3 mm.

Flæk agurken og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i skiver på ½ cm tykkelse.

Skyl aspargesene og knæk den træede ende af dem. Skær dem i 1 cm lange stykker, men lad hovederne være intakte.

Rens forårsløgene – behold så meget af den grønne top som muligt. Skær forårsløgene i 1 cm tykke skiver. Hvis du bruger salatløg, skal de skæres i tynde både.

Skyl tomaterne og skær dem i små tern.

Læg alle grønsagerne lagvis i en fin skål – gerne en af glas, så du kan se de flotte og farverige lag af grønsager.

Begynd med de tætte grønsager først – gulerødder, agurk, asparges, forårsløg og top med tomat. Gentag én gang mere. Jeg laver altid to lag af grønsagerne – det giver et fint spil og når du skal tage af skålen, får du altid lidt af det hele med 🙂

Lagen skal kun lige koge op et øjeblik og det passer cirka med den tid, det tager at ordne grønsager. Så snart lagen har kogt et par minutter, hælder du den varme lage over grønsagerne. Dæk skålen med film og sæt den til side.Syltet sommergrøntSmukke farver 🙂 

Den kogende lage tilbereder grønsagerne en smule, men ikke ret meget – de har alle stadig bid og smager friskt af sommer efter et par timer i lagen.

Grønsagerne er klar, når lagen er kølet af til lidt under stuetemperatur. Du skal ikke sætte skålen i køleskabet for at fremskynde afkølingen – lagen skal have tid til at trække ind i grønsagerne og give dem smag. Det tager et par timer og det kan sagtens laves om formiddagen, hvis du ved, at du ikke har tid sidst på dagen. Skålen kan sagtens stå og hygge sig på køkkenbordet i nogle timer 🙂

Server disse skønne syltede sommergrønsager til et stykke grillet kød, fjerkræ, fisk eller til mormors frikadeller – de kan bruges til stort set alle former for kød og de smager himmelsk.Syltet sommergrøntKnasende grønsager fyldt med lækker smag, mums 🙂

Grønsagerne suger den gode smag fra lagen til sig og den intensiverer grønsagernes egen skønne smag. De smager blidt af anis, sennep, dild og timian, og den syrlig-søde smag fra lagen fuldender denne frække smagsoplevelse. Disse sommer syltede grønsager er den nye favorit herhjemme – de er perfekte til sommerens mange grill arrangementer og de yder de dejlige danske grønsager respekt på den gode måde.

Får du ikke spist alle grønsagerne, kan de sagtens stå tildækket i lagen i køleskabet i et par dage.

Du kan også bruge blomkål, grove stykker spidskål, radiser, squash og alle de andre skønne danske sommer grønsager 🙂

Syltet sommer grønt er dette års sommer hit 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.