Sønderjysk kaffebord

Print Friendly, PDF & Email

Sikke en dejlig weekend! Weekenden har budt på afslapning, hygge, lange gåture i skoven, dejlig dansk kro mad, kager i hobetal, hidsige svaner og smukt vejr.
Den søde kæreste havde inviteret mig på weekendophold i Gråsten 🙂 Gråsten er et af mine yndlingssteder i skønne Danmark – når jeg kommer til Gråsten, føler jeg lidt, at jeg er kommet hjem. Mærkeligt, da jeg ikke har noget tilhørsforhold til Sønderjylland. Men det er nok området med pragtfuld natur; skove, søer, fjorden, smukke huse og søde mennesker. På den anden side, det kan jeg jo også finde i resten af Danmark 🙂Gråsten

Vi kørte fredag lige efter arbejde, lige midt i myldertids trafikken, men vi nåede frem uden stress og jag. Vi havde booket et værelse på Det Gamle Apotek lige overfor Gråsten Slot. Det er en smuk og meget stor gammel ejendom, der i dag er en Bed & Breakfast. Stilen er gammel med et lille twist af nyt i form af blandt andet moderne billeder på væggene. Bygningen er 200 år gammel og den gamle ånd er bevaret. Det er et skønt sted med masser af sjæl og charme. Det Gamle Apotek
Der er 7 værelser at vælge imellem og vi fik silkeværelset – tapetet ligner silke. Det eneste, der trækker lidt ned er, at der kun er to badeværelser til de 7 værelser og det unge par, der har overtaget apoteket er i gang med at renovere – nogle steder bærer det præg af ikke-færdig gjort arbejde, men lad dig endelig ikke skræmme af det. Service niveauet er højt, der er hyggeligt og masser af ro. Vi bestilte morgenmad til den nette sum af 50 kr per næse. Vi forventede helt ærligt ikke det store til den pris, men vi blev meget positivt overrasket til morgenmaden.Det Gamle Apotek

Der var blødkogte æg, en lille kop med yoghurt med muesli og ahornsirup, der var to forskellige slags frisk og lækkert brød, rugbrød, smør, diverse oste og marmelader, pålægschokolade og honning til de søde tænder, to slags juice og lækker kaffe. Jeg behøver vel ikke fortælle dig, at vi fik morgenmad der begge dage? 🙂 Holdt helt i stilen blev morgenmaden serveret på fint gammelt stel af forskellig slags, dog med matchende tallerken, kop og underkop. Jeg var solgt på stedet 🙂

Dagene gik med lange traveture ved slottet – slotsparken er altid åben for alle, undtagen i sommerperioden, hvor Kongefamilien samles der – og i skovene omkring slottet. Det er nogle imponerende skove; de består primært af bøgetræer, kastanjetræer og andre løvtræer. Det i sig selv er ikke usædvanligt, det usædvanlige og imponerende er træernes størrelse. Der er tale om kæmpe træer, mange meter høje og med kæmpe kroner. De må være mange år gamle og sikke de historier, de kunne fortælle 🙂 De fascinerer mig, hver gang vi er i Gråsten.

Vi skulle selvfølgelig også den obligatoriske tur over grænsen og handle ind – julemarcipanen skulle købes og der blev købt marcipan og nougat i kilovis, så jeg er næsten klar til konfekten til jul 😉 Der røg også lidt rødvin og en smule søde sager i vognen, men det hører sig ligesom til.

Både fredag og lørdag valgte vi at spise middag på Den Gamle Kro i Gråsten og det var en fornøjelse. Kroen er 150 år gammel og interiøret er holdt helt i gammel stil – hvilket jeg jo er vild med. Menu kortet er overskueligt, altid et plus, prisen er holdt i den lave ende og maden er helt perfekt.
Jeg fik wienersnitsel den ene dag og Gråstenermørbradbøf den anden dag. Til snitslen var der alt det obligatoriske tilbehør; ærter, gulerødder (håndskårne – ikke noget færdigkøbt pjat), ansjos, citron, peberrod, kapers og fantastiske brasede kartofler med bacontern og lidt løg. Tilbehøret til mørbradbøffen var perfekt kogte grønne bønner, sprødstegte champignoner, en bagekartoffel og nogle pommes frites, som måske var lidt overflødige. Det vigtigste var dog den hjemmelavede bearnaisesauce – jeg kunne høre englene synge, da jeg smagte den. Den var rund, blød, fyldig og en snert syrlig. Jeg er normalt ikke den store bearnaise fan, men den her, den omvendte mig 🙂 Kæresten fik tilsvarende retter, bare i omvendt rækkefølge, og begge retter var også et hit hos ham 🙂Den Gamle Kro

Søndag var den dag, vi nok havde set mest frem til. Vi skulle til Sønderjysk kaffebord på Den Gamle Kro – vi så frem til 29 kager af forskellig slags, boller og kaffe.

Vi blev IKKE skuffede. Vi havde bestilt bord på forhånd – det er simpelthen nødvendigt, og der var faktisk udsolgt, da vi bestilte, men vi kom på en afbudsliste og kom med alligevel, sammen med ca. 175 andre – det er meget velbesøgt. Det afholdes den anden søndag i måneden og koster kun 105 kr. Det er alle pengene værd.
Nå, men dette kære sønderjyske kaffebord er altså en oplevelse. I den sal vi sad i, var der sat et langt bord i midten af salen. Dette bord blev i løbet af 45 minutter proppet med kager, boller, småkager, lagkager, tærter, medaljer og ja, kager. Aldrig har jeg set så mange lækre kager samlet et sted. Jeg troede næsten, at jeg var kommet i himlen 😉

Jeg kan remse lidt af dem op, det er umuligt at huske dem alle, men der var: kiksekage, amerikansk lagkage, brødtorte (selvfølgelig), svesketærte, pæretærte, chokoladekage med smørcreme, walesstang, kringle, kanelkage med æbler og rosiner, fedtebrød, små hindbærsnitter, svenske chokoladebrød, gammeldags æblekage, bananroulade, en anden roulade med bær og fløde, almindelig lagkage, hvid brødtorte med hybenmarmelade, tærte med skovbær, og mange flere. Der var flere end 29 og du bestemmer selv størrelsen på stykkerne, så jeg nåede faktisk at smage 13 forskellige slags kager og en enkelt bolle. Det blev skyllet ned med en kande stærk og meget god kaffe og en kande vand. Jeg smagte blandt andet franske vafler (min yndlingssmåkage – eller en af dem), kiksekage, amerikansk lagkage – mums, marengskage med frugter, brødtorte, gammeldags æblekage, bananroulade, den anden roulade, medalje, romkugle (hvorfor ved jeg ikke), vandbakkelser med creme, chokoladekage med smørcreme, en bolle og et par kager mere, som jeg ikke kan huske.
Du kan jo nok gætte, at det endte i en gedigen mavepine og her til morgen havde jeg stadig en snert kvalme. Der skal altså gå meget lang tid, førend jeg skal have kage igen, pyha 😉Sønderjysk Kaffebord

Mavepinen og de trætte ben var dog hele den skønne weekend værd. Jeg håber snart, at kæresten igen inviterer mig på sådan en dejlig tur med så skønne oplevelser og afslapning 😉

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *