Safranrisotto

Safranrisotto
Print Friendly, PDF & Email

Safranrisotto er en dekadent og luksuriøs sag, der smager absolut vidunderligt. De smukke safrantråde giver et fantastisk farvespil i den sartgule, cremede risotto.

Jeg har valgt at servere min safranrisotto med bagte gulerødder; de klæder den delikate risotto både i smag, tekstur og i farve. Safranrisotto - La Dolce VitaLuksuriøst og dekadent

Denne risotto er virkelig en delikat ret, der er super enkel at lave og derfor er den perfekt til gæstemiddag eller som god selvforkælelse på en grå dag 🙂

Til fire personer skal du bruge:

1/4 gram safrantråde – du kan købe safran i specialbutikker og i Salling og Magasin

2 spsk. kogende vand

350 g risotto ris – jeg bruger altid arborio ris

2 dl hvidvin af god kvalitet

1 skalotteløg – finthakket

1 fed hvidløg – finthakket

1 1/4 l god grøntsags bouillon

200 g parmesan – friskrevet – gem lidt til pynt

8 gulerødder i mellemstørrelse – skrællet og delt på langs

50 g smør af den gode slags

Olivenolie

Havsalt og friskkværnet peberSafranrisotto - La Dolce VitaEnkelt og velsmagende

Tænd ovnen på 200 grader og læg de halverede gulerødder på en bageplade med bagepapir. Dryp dem med olivenolie og drys lidt havsalt og friskkværnet peber ud over dem.

Sæt gulerødderne i ovnen og bag dem i 20 minutter til at begynde med. De skal have 30 minutter i alt 🙂Safranrisotto - La Dolce VitaSmukke rød-orange tråde

Kom de smukke rød-orange safrantråde op i en lille skål, der kan tåle varme og hæld de to spsk. kogende vand over trådene. Lad dem stå og trække i 10 minutter.Safranrisotto - La Dolce VitaLidt kogende vand

Find en sauterpande frem eller en bred pande med høje sider og kom en god sjat olivenolie på panden. Tænd for medium varme og sautér løg og hvidløg indtil de er klare. Det tager cirka 5-10 minutter. Husk at røre undervejs, så de ikke brænder på.

Hvis løgene har absorberet alt olien, skal du tilsætte en sjat mere, inden du kommer risene på panden.

Tilsæt risene på panden og lade dem stege med i nogle minutter. Når du steger risene, førend du tilsætter væden, bryder du risens overflade og du får en meget mere cremet og lækker risotto.Safranrisotto - La Dolce VitaSartgul og smuk risotto

Når risene har sauteret i nogle minutter på panden, under omrøring, tilsætter du hvidvinen og lader den koge ind i risene og løgene, til al væden er næsten væk. Herefter begynder du at tilsætte bouillon i mindre portioner.

Du må aldrig tilsætte al bouillonen på én gang – nogle gange skal du ikke bruge al bouillonen og andre gange skal du bruge mere, end angivet i opskriften.

Rør rundt i risene og tilsæt mere bouillon, når risene har absorberet det meste af væden.

Efter anden tilsætning af bouillon, tilsætter du safrantrådene og safranvandet.Safranrisotto - La Dolce VitaDe smukke safrantråde anes i risottoens cremede gemmer

Tilsæt bouillonen, som det bliver nødvendig og husk at røre nogle gange undervejs, så det ikke brænder på.

Efter cirka 15-20 minutter, skal du smage på risottoen. Hvis der stadig er meget bid i risene, skal de have længere tid og mere bouillon. Risene skal være næsten helt kogte med kun en svag modstand i midten. Når de er det, så er din risotto næsten helt færdig 🙂

Tjek gulerødderne i ovnen – de burde have fået de første 20 minutter nu. tag dem ud og drys lidt af parmesanen over dem og sæt dem tilabeg i ovnen igen i de sidste 10 minutter.

Hvis gulerødderne er færdige, førend risottoen er klar. Slukker du bare for ovnen og lader eftervarmen give dem de sidste ti minutter. Det vil tage lidt mere end ti minutter, men der sker ikke noget ved at lade gulerødderne blive i den slukkede ovn.

Når din risotto er lige ved at være der – et svagt bid i midten af risene – det kan tage 20-30 minutter – slukker du for varmen og tilsætter 3/4 af den friskrevne parmesan sammen med det gode smør. Rør rundt og lad de lækre ingredienser blande sig med de sartgule ris. Det er nu din risotto forvandler sig til den mest cremede, dekadente risotto du længe har smagt.

Lad risottoen stå og trække i cirka 3-5 minutter. Det gør den kun endnu bedre. Husk at smage til – det kan være, at den skal have lidt ekstra parmesan eller lidt ekstra smør 😉Safranrisotto - La Dolce VitaSødmefyldte gulerødder på cremet bund

Jeg bruger faktisk, næsten, aldrig salt og peber i mine risottoer – det sker yderst sjældent. jeg synes, at de får masser af smag fra de lækre ingredienser, der sniger sig med deri.

Imens risottoen trækker, tager du gulerødderne ud af ovnen og finder fire dybe tallerkner frem.

Fordel den smukke sartgule risotto med de smukke rød-orange tråde i tallerknerne og fordel gulerødderne dekorativt på toppen. Drys med lidt af parmesanen lige inden servering og server resten af parmesanen i en skål ved siden af – så kan alle selv tage ekstra parmesan, hvis de synes, at der mangler 🙂

Safranrisotto med bagte gulerødder er en smuk efterårsret, der med sin dybe cremede smag giver dig lykkefølelse helt ned i tåspidserne. Det er comfort food af bedste slags og med verdens dyreste krydderi, giver det dig en smule luksuriøs velvære på en råkold efterårsdag.Safranrisotto - La Dolce VitaComfort food og dekadent gæstespise

De smukke safrantråde giver ikke bare en flot gylden farve til denne lækre risotto, de giver også et vidunderlig smag, der putter sig lidt imellem de dybe noter af umami, som parmesanen bidrager med. De lækre gulerødder, klæder risottoens gyldne farve fantastisk godt med deres smukke orange farve. Den lange bagetid i ovnen fremhæver deres naturlige sødme og smagen er dyb og intens.

Kombinationen af den dekadente safranrisotto med de sødmefyldte gulerødder er absolut uimodståelig og denne ret kan kun bringe lykke og glæde for dem, du deler den med 🙂

Safranrisottoen kan også sagtens serveres uden de ovnbagte gulerødder – jeg synes dog, at de fuldender risottoen på smukkeste vis 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *