Rødbedepuré

Rødbedepuré

Rødbedepuré er en intens lilla sag med en lækker smag. Fyldt med vitaminer, fibre og antioxidanter og skøn smag gør rødbeden til en af min favorit grøntsager. Smagen i rødbeden kan ændres bare ved hjælp af tilberedningen; i sin rå form er den både sprød og med en let bitter note og kogt eller stegt mør, bliver den sødmefuld og kødagtig i smagen. Rødbeden er super alsidig og i denne puré er den uimodståelig.

Jeg har brugt store rødbeder i denne opskrift, fordi de bliver kogt. Når jeg bruger rødbeden rå, bruger jeg kun små rødbeder – de har ikke så jordagtig en smag, som de store har.

Til en god portion rødbedepuré skal du bruge:

3 store rødbeder

4 fed hvidløg

1½ spsk. balsamicoeddike

5 spsk. god olivenolie

Havsalt og godt med friskkværnet peber

Evt. gedefeta til servering

Skrub rødbederne godt og kom dem i en gryde og dæk dem med vand. De skal ikke skrælles. Læg låg på gryden og bring rødbederne til kog. Kog dem til de er helt møre, det tager ca. 45-60 min. Mærk efter med en skarp kniv eller en kødnål, når de har kogt i ca. 40 min. De skal selvfølgelig ikke buldrekoge – kog dem, som du koger kartofler – bare uden salt i vandet.

Når rødbederne er møre, hælder du vandet fra og overhælder dem iskoldt vand. Kuldechokket får skindet til at løsne sig, så du let kan smutte det af, som du smutter mandler.

Skær enderne af rødbederne og smid dem væk.

Skær rødbederne i grove tern og kom dem i en blender sammen med balsamico,  det meste af olivenolien, pressede hvidløg og masser af friskkværnet peber. Blend massen til den er homogen og smag den til – den skal måske have et nip havsalt eller to. Blend igen og tilsæt mere olie, hvis du synes den er for tæt i konsistensen.

Konsistensen på pureen skal være som en god pesto – uden grove stykker i.

Server rødbedepureen varm på ristet surdejsbrød, der er gnedet med hvidløg og top den lækre rødbede bruschetta med smuldret gedefeta og dryp lidt god olivenolie over – som et ekstra pift, kan du plukke lidt frisk mynte over – sikke en himmerigs mundfuld. Det smager ubeskrivelig godt – krydret, sødmefuldt og utrolig intenst. Det er sprødt, blødt og cremet på én gang.

Pureen har en intens sødmefuld og krydret smag – hvidløgene giver et godt spark til den sødmefulde rødbede og den lille smule balsamico giver den rette mængde syrlighed der til. Den friskkværnede peber afbalancerer pureen, så den er lige tilpas sød, syrlig og stærk. Rødbedernes kødfulde smag bliver understreget af de få, men gode ingredienser og den her rødbedepuré er virkelig en ener.

Jeg har brugt den, som her til en rødbede bruschetta med et drys af gedefeta; til en god italiensk pasta, kold i en sandwich og som topping på en helt enkel pizza med gedefeta, frisk bøffelmozzarella og et drys af skøn sprød salat – anvendelsesmulighederne med denne lækre rødbedepuré er næsten uendelige – og uanset om du spiser den varm eller kold, så smager den helt fantastisk 🙂

Buon appetito!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.