Rocky road chokolader

Rocky road chokolader
Print Friendly, PDF & Email

Rocky road chokolader er mit bud på årets julekonfekt. Det er en amerikansk klassiker oftest lavet med mælkechokolade, men jeg kombinerer mørk chokolade med lidt mælkechokolade for at det ikke bliver for sødt.

Rocky road kan sagtens spises hele året rundt, som alt chokolade jo kan, dog er den variant lidt mere julet end den klassiske rocky road med tranebær og mandler.

Til en god stor portion skal du bruge:

150 g mørk chokolade med ca. 62% kakao

100 g god kvalitets mælkechokolade

75 g tørrede tranebær

75 g salt-sød nøddeblanding – kan købes i alle supermarkeder

50 g solsikkekerner

75 g mini skumfiduser

50 g mandler

1 nip havsalt

En form på ca. 20×20 cm foret med bagepapir

Hak chokoladerne og smelt dem over et vandbad. Bland imens de andre ingredienser, undtagen havsalt, i en skål og rør chokoladen i blandingen, når den er smeltet. Kom et lille nip havsalt i blandingen og rør igen sammen. Fordel massen i den forede form og sæt på køl en times tid, indtil massen er stivnet.

Skær dine rocky roads ud i den størrelse du synes er passende, mine er ca. 2 x 2 cm – det er en perfekt mundfuld.

Den salte-søde nøddeblanding giver et dejligt spil til den søde chokolade og de søde skumfiduser. Mandlerne og de skønne solsikkekerner giver knas og bid til chokoladerne. Tranebærrene giver den rette syrlige note til chokoladen og det lille nip havsalt sammen med de let salte nødder giver lige det sidste pift, der gør disse rocky roads til nogle rigtig lækre godter, som meget let forsvinder som dug for solen.

Disse rocky roads er perfekte som julekonfekt til juleaften og som en rigtig sød værtindegave til en af julens mange visitter ved familie og venner 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *