Rejseminder – Amalfikysten – Bryllupsrejse del III

Rejseminder – Amalfikysten – Bryllupsrejse del III
Print Friendly, PDF & Email

Tredje og sidste del af mine rejseminder fra en skøn bryllupsrejse til Amalfikysten tager os til både Maiori, Amalfi og på besøg i en gammel borg guidet af en hund! Alle disse oplevelser er krydret med endnu flere lækre italienske is – sådan skal det nu engang være 🙂

De sidste tre dage på vores smukke rejse bød på flere skønne oplevelser. Vi havde en stor forkromet plan om endnu en vandretur op i bjergene og gad vide, om vi kom af sted?

Vi havde besluttet at fredagen skulle bruges i Maiori [søsterbyen til Minori, de ligger knap 500 meter fra hinanden bag ved en pynt]. Dels skulle dagen bruges på sightseeing og dels skulle den bruges ved vandet.

Min evindelige (og uundværlige) research havde givet mig en idé til en udflugt; Castello di Thoro Plano. Dette er en gammel borgruin, som faktisk er godt velbevaret. Den ligger ca. ½ times vandretur over Maiori (op ad trapper, igen!) med en fantastisk udsigt over byen og området. Borgen er et gammelt fæstningsværk, der med sine ni tårne var bygget til at beskytte Maiori i middelalderen. Castello di Thoro PlanoIndgangen til borgen

Min skønne mand var heldigvis frisk på ideen, specielt da jeg fortalte ham om to hunde, der ville guide os op til borgruinen – dette troede ingen af os på, men besøges, det skulle den.

Vi begyndte dagen med endnu et solidt morgenmåltid; frisk frugt, tomater, æg, brød og et par kopper espresso, herligt. Efter morgenmaden pakkede vi badetøjet og begav os mod Maiori. Vi havde besluttet, at vi ville booke et par liggestole med det samme ved stranden og så lade vores ting ligger der, imens vi vandrede op til borgen. En rigtig god beslutning.

Efter vi havde smidt tasker, læsestof og diverse andre pakkenelliker, trak vi i vandreskoene og godt læsset op med vand, begav os vi på vej; opad trapperne, igen…..

Turen opad var, som alle andre steder i dette skønne område, utrolig smuk. Små haver med pergolaer, der flød over i farvestrålende blomster, citrontræer og farvestrålende keramik overalt – der var hele tiden noget at se på.

Halvvejs oppe bliver vi løbet i møde af den sødeste hund, den kommer hen og vil snakkes med og kløes bag øret. Vi gav den lidt af vores vand og efter et par slurke var den klar til at vise os vej til borgen – min research var altså rigtig 🙂Castello di Thoro PlanoJeg fik en lille snak med den søde hund 🙂

Efter en varm og lang vandretur nåede vi endelig op til borgen, hvor en ældre herre tog imod os. På gebrokkent engelsk fyldt med italienske gloser og tegn og fagter fik han fortalt os lidt om stedets historie. Borgen havde været i hans familie i mange år og han viste os mange af de smukke romerske ting, de havde udgravet på grunden igennem årene. Castello di Thoro PlanoDen ældre herre gav mig gladelig et lille klem 🙂

Borgen strakte sig over et stort stykke land, og da den rare mand havde vist os de nederste etager af borgen, fortalte han, at hunden ville vise os resten. “Ja, ja da”, tænkte vi og fulgte efter hunden, som ganske sikkert ville løbe efter en mus eller lignende om lidt. Vi havde ærlig talt ikke den store tiltro til den, men vi blev, atter, klogere. Hunden viste os alle de særlige steder i ruinerne i en rækkefølge, der fik mig til at tabe både næse og mund; små kringelkroge og de bedste ruiner og udsigtssteder gemte den til sidst. Det var ikke bare en sød hund, men også en klog hund. Den fik lidt ekstra vand og et ekstra klap, den søde ældre herre fik et knus og vi traskede ned af trapperne igen, ned til stranden.Castello di Thoro PlanoDen smukke udsigt over Maiori fra borgen

På vejen købte vi lidt lækkert skinke, pesto og brød og da vi nåede ned til vores liggestole fik jeg bikset en hjemmelavet frokost sammen til os, der smagte himmelsk.

Ovenpå den lange og meget varme travetur, trængte vi til afkøling, så vi hoppede hurtigt i bølgen blå og sådan gik der et par timer; afslapning, badning, afslapning og badning og pludselig blev jeg dårlig – for lidt væske, for meget varme og for meget sol betød, at vi måtte pakke sammen og gå hjem til smukke Minori. Puha jeg var skidt, men da vi kom hjem på hotellet på et mørkt og køligt værelse og jeg fik noget mere væske, fik jeg det bedre.

Efter et hvil på hotellet og et skønt brusebad, var vi begge klar til aftenens middagsudfoldelser. Vi var blevet enige om, at vi ikke skulle på La Locanda den aften – vi ville have en pizza (på trods af første aftens pizza fiasko).

Vi fandt en restaurant nede ved stranden, der havde specialiseret sig i skaldyr og pizza og vi tog chancen. Jeg bestilte en calzone med skinke og svampe, dertil en blandet salat og den søde mand bestilte en pizza med skinke og rucola til. Pizzaerne kom og de så fine ud. Meeeeen og der skal altså være et men. Min var kedelig og trist og min gru var stor, da jeg opdagede, at de havde brugt skiveskårne champignoner fra glas i stedet for svampe! Det kan man da ikke og slet ikke i Italien! Jeg var skuffet, meget skuffet. Pizzaen kunne spises, men den var ikke særlig god. Mandens var bedre – bunden var tyndere og den var mere sprød og den smagte godt….og jeg var ret misundelig.PizzaDen søde mands gode pizzaPizzaMin knap så gode pizza

Dette var heller ikke den bedste madoplevelse og vi blev hurtigt enige om, at La Locanda måske skulle besøges aftenen efter.

Efter endnu en is ved en ny isbar og en slentretur ved stranden i mørket listede vi op igennem byens mørke gader og nød en af de sidste aftener i denne fortryllende by.

Lørdag skulle vi ud at sejle – dem, der kender mig rigtig godt ved, at vand, både og mig er en utrolig dårlig kombination – jeg bliver ikke søsyg, jeg er bare virkelig bange for at sejle; tænk hvis båden kæntrer og jeg drukner…

Efter en stigende panik kom jeg ombord i båden – godt hjulpet af min dejlige mand og de flinke mænd på båden. Turen gik til Amalfi by – den skulle opleves, det var et must.

Efter ca. 10 minutters nervepirrende (for mig) sejllads, nåede vi Amalfi. Vi sprang fra borde – nogle hurtigere end andre – og begav os op mod byen. Da vi kom igennem byens store port (Porta di Marina) var vi faktisk midt på byens torv med den store kirke i baggrunden.Amalfi byDet lille torv og den smukke kirke gemt bagved 🙂

Sightseeingen i byen begyndte med en stor og rigtig god is; Nutella er godt, men Nutella som is er fabelagtigt 😀 Italiensk isEndnu en lækker, lækker is 🙂

Efter isen begav vi os op mod kirken – jeg elsker kirker; de er så hemmelighedsfulde, smukke og dystre på én gang, så jeg ser altid kirker, når vi er på ferie.

Da vi kom op til kirken var lørdagsmessen i gang og jeg har altid drømt op at opleve en italiensk messe og nu gik mit ønske i opfyldelse.

Vi satte os ærbødigt på en af de bagerste rækker og jeg slugte stemningen, messen og menneskerne med hud og hår – det var virkelig fantastisk. Da orgelet begyndte at bruse, kom tårerne også – det var så smukt, ærefrygtindgydende og intenst, at jeg blev helt overvældet – ganske sikkert også fordi messen var lige præcis en uge efter vores bryllup – følelserne sad jo stadig udenpå tøjet. Den søde mand blev også rørt, men det må du ikke sige, at jeg har sagt 😉

Efter messen bevægede vi os op igennem Amalfi by, undervejs gjorde vi stop et par steder og jeg fik blandt andet købt en helt fantastisk rød espressokande, der kan bruges på induktion, jubiii – nu kunne jeg få min yndlingskaffe på mit nye komfur, når vi kom hjem igen 🙂AmalfiAmalfiAmalfis udvalg af butikker spændte vidt…

Vi endte vores vandretur ved en gammelpapirmølle – i 1600-tallet var en stor del af Amalfi området fyldt med papirmøller, der lavede eksklusivt håndlavet papir. Vi fik en spændende og lærerig rundvisning og en lille gave med os, da de fandt ud af, at vi var på bryllupsrejse.

På vej tilbage til byen gjorde vi stop ved en lille trattoria, hvor vi spiste frokost. Jeg fik, du kan ikke gætte det…spaghetti med citrussauce og muslinger og den søde mand fik lasagne.TrattoriaDet hyggeligste lille trattoria med levende musik 🙂LasagneDen bedste lasagne i Amalfi 🙂

Lasagnen smagte fantastisk – den så ikke ud af meget, men den var cremet, blød og fyldt med fantastisk smag, mmmhhh. Min spaghetti var også lækker; citronerne kunne virkelig smages uden at de overdøvede muslingerne og jeg guffede løs. Det var så lækkert.Pasta med muslinger og migJeg er glad – pasta og muslinger, what’s not to like 😉

Efter frokosten var det tid til at komme ned til båden og sejle tilbage til Minori – med større bølger og en meget levende båd, var jeg nærmest et hjertestop nær, da vi skulle ombord – til stor morskab for mandskab og de andre rejsende 🙂

Sejlturen var dog skøn 🙂Kysten ved AmalfiPostkort smukt 🙂

Hjemme i Minori fik vi gjort et par indkøb til hjemrejsen og efter en kaffe og et stykke kage, var vi klar til en middag på Giardiniello – den restaurant vi spiste på den første aften.GambardellaKaffe og kage ved vores stam konditor/isbar 🙂

Vi fik et bord tæt ved pergolaerne, heldigvis ikke under dem og vi bestilte vores mad. Den søde mand bestilte en steak og jeg skulle have scialatielli med muslinger – det skulle jo prøves bare en enkelt gang, ikk 😉Steak GiardinielloEnkelt, veltilberedt og lækkert 🙂

Denne gang var madoplevelsen meget, meget bedre. Mandens steak var smeltende mør og den smagte så delikat. Selv de stegte kartofler, han fik til, var sublime – enkelt er nu engang bedst, når råvarerne er af god kvalitet 🙂 Min scialatielli var helt anderledes, end den jeg havde fået på La Locanda – båndene var bredere og ikke nær så tykke, men smagen var lige så god. Muslingerne var lige så friske, som alle de andre steder og de lækre tomater gjorde smagsoplevelsen fuldendt. Vi sluttede middagen af med et glas køligt limoncello, til mandens store fortrydelse – han ville helst have været foruden 🙂Pasta med muslingerEndnu en gang lidt muslinger….LimoncelloEn skøn læskende drik

Under middagen kom der mange flere gæster i restauranten og bordene under pergolaen blev hurtigt fyldte – dog var det nok ikke de bedste pladser den dag, for uden et varsel begyndte det at regne; kæmpe store dråber dalede igennem luften og vi kunne høre tordenen rulle ind fra havet. Da vi var færdige med vores middag, var regnen stoppet igen og vi begav os på den sædvanlige slentretur langs stranden; turen blev dog kort, da regnen atter kom snigende sammen med et gevaldigt tordenvejr. Vi skyndte os hjem i tørvejr på hotellet og kravlede til køjs, mætte i maven og i sindet af de mange gode oplevelser dagen havde budt på.

Søndag morgen, vores sidste dag i Minori, vågnede vi op til tordenvejr og regn – vi havde planlagt en vandretur op i bjergene, men det måtte vi droppe, da det var for farligt på grund af vejret. Som morgenen skred frem, fandt vi så også ud af at det var godt, at vi var blevet hjemme; jeg fik udslæt på min ene arm, der kløede og kløede og kløede og som formiddagen skred frem blev jeg utilpas.

Vi blev enige om, at en gåtur til Maiori ville gøre mig godt, så vi gik til Mairori via nogle gamle stier igennem citronlunde. Turen blev længere, end vi regnede med, men det var skønt. Vi brugte et par timer i Maiori med at shoppe, ose i butikker og drikke kaffe; herligt. Da vi endelig var klar til at gå hjem, øsede det ned, men hjem skulle vi, for jeg havde det ikke så godt. Vi traskede hjemad i øsende regn og hjemme på hotellet kravlede jeg under dynen og sov i et par timer – det hjalp, jeg var nu klar til aftenens middagsudfordring 🙂

Hvor skulle vi dog spise henne? Valget stod imellem Giadiniello og La Locanda. Vi valgte La Locanda; der var retter, der endnu ikke var afprøvet og de skulle prøves 🙂

Vi smuttede over til La Locanda og fik et bord indenfor – med regn i luften ville vi ikke have vores stambord udenfor. Vi besluttede os for en traditionel og klassisk forret; skinke og melon til deling. Hovedretten blev en peber steak til den søde mand og pasta med frisk fisk til mig – jeg kan vist godt lide pasta 😉

Forretten kom på bordet og det smagte jo bare fantastisk – tænk at to så enkle ting, kan smage så godt, når kvaliteten er i orden 🙂 Den møre og lækre skinke var fjerlet og den havde en vidunderlig dyb smag. Melonens sødme komplimenterede til den perfekt og vi var bare glade 🙂Forret La LocandaSmagfuld og lækkert 🙂

Vores hovedretter kom ind og vupti var tjeneren der med sin peberkværn 🙂 På min tallerken var der brede stykker frisk pasta og lækre tomater og den grimmeste fisk, jeg nogensinde har set. Den lå og stirrede på mig med sine ikke så pæne øjne – jeg var lidt i vildrede, men sprang på fisken med krum hals. Skind og ben blev fjernet og jeg tog en forsigtig bid af kødet. Det var lækkert, virkelig lækkert. Pastaen var lige så delikat, som de andre aftener og tomaterne fuldendte endnu en gang oplevelsen. Pasta med fiskEr det ikke bare en grim fisk???

Den søde mands pebersteak var lige så mør som kalven i citrussauce og den smagfulde pebersauce var let krydret, en smule parfumeret og vidunderlig intens i smagen uden at være for dominerende. Den enkle tomatsalt vi havde bestilt til deling var på en gang overflødig og alligevel helt perfekt til begge retter. Efter middagen, lidt kolde øl og et par glas kølige limoncello sagde vi farvel og på gensyn – dette måltid var en perfekt afslutning på vores skønne oplevelser i Minori.Peber steakDen søde mands lækre steak, som smagte fantastisk 🙂

Vi vendte næsen ind mod centrum af byen og som en symbolsk gestus endt vi vores aften på den café/bar, hvor vi begyndte vores madoplevelser på den første dag; vi skulle jo sige farvel til Marcello 🙂

Den søde mand fik en cremet og lækker iskaffe og jeg fik en Bellini. Perfekt afslutning på en perfekt bryllupsrejse 😀 DrinksDrinks ved Marcello

Én ting er dog helt sikkert – dette er ikke mit sidste besøg til Amalfikysten – jeg skal tilbage og opleve Positano, Gudernes Sti og vandreture i bjergene og Wagner festival og spise italienske is og lækker pasta og et hav af andre ting – Amalfikysten har for altid fået en plads i mit hjerte 🙂



4 thoughts on “Rejseminder – Amalfikysten – Bryllupsrejse del III”

  • Fantastisk beskrivelse – jeg blev forelsket i stedet.
    Italien og maden vinen stemningen har vi dyrket i mange år.
    Lige et spørgsmål.. Havde i selv tilrettelagt rejsen altså selv fundet hotel og fly eller var det en “pakke” fra et selskab.
    Og er det tåbeligt at tage dertil hvis man ikke er i super bentræning?

    • Kære Susanne,

      Tusind tak – min forelskelse i stedet skinner vist tydeligt igennem i beskrivelsen af det 🙂 Jeg er pjattet med Italien; maden, vinen, kulturen, klimaet, befolkningen – hele pakken 🙂
      Vi fandt selv fly og hotel – jeg elsker at søge på nettet efter det helt rigtige sted og den frihed, der er forbundet med, at det ikke er en “pakke”rejse tiltaler mig rigtig meget. Jeg brugte Hotels.com og Momondo – dem bruger jeg oftest til disse søgninger.
      Hmm, decideret tåbeligt vil jeg ikke sige. Hvis I har planer om at trave meget rundt i området; f.eks. tage nogle af vandreturene eller at gå via bjergene til de forskelige byer, så er det ikke en helt dårlig idé at være i ok form. Men området kan sagtens klares uden at være en top atlet og med super stærke ben. Om ikke andet, så får I en god nattesøvn ovenpå en travetur 😉
      Det, vi syntes var hårdest, var traveturen fra Minori til Ravello og det var kun på grund af alle trapperne – går man “bagvejen” er der ikke nær så mange trapper, men mere ustabilt underlag. Jeg er dog frisk på turen én gang til 😉 Det er det hele værd.
      Jeg synes ikke, at det skal skræmme jer væk fra det skønne område – der er også rig mulighed for at komme frem med både busser og båd 🙂
      Skriv endelig igen, hvis du har brug for tips – du kan altid sende en mail til helene(a)ladolce-vita.dk, så kan du få lidt mere uddybende råd, tips og gode ideer 🙂

      Kh Helene

  • Hej Helene

    Fantastisk, nærværende og underholdende beskrivelse, af et land, som jeg holder mindst lige så meget af som du. Har dog ikke været i dette område før, men det bliver da vist den næste destination.
    Pragtfulde fotos og indbydende retter, som man næsten kan smage udfra din levende beskrivelse.

    Gourmet hilsen fra Heidi

    • Kære Heidi,

      Tusind tak for de pæne ord 🙂 Jeg har altid haft en forkærlighed for det smukke Toscana, men Amalfikysten har taget pusten fra mig og vundet mit hjerte – der er gudsbenådet smukt 🙂
      Maden kan varmt anbefales – specielt deres pasta med muslinger 😉

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.