Tomater

Print Friendly, PDF & Email

Tomater

Jeg vælger altid stilktomater, hvis jeg kan få det. De smager af meget mere, end de triste tomater, der er presset sammen i en lille plastikbakke. San Marzano tomater er en anden af mine favoritter. Det er en lille delikat, krydret tomat fra Italien. Du kan også få danskavlet San Marzano tomater nu, dem har jeg dog ikke prøvet endnu.

Jeg køber også nogle gange de små gule blomme cherrytomater og de små fine tigertomater. De er delikate og let krydrede i smagen og de giver et fantastisk farvespil til en tomatsalat.

Dog foretrækker jeg mine hjemmedyrket tomater, de smager virkelig af sol og tomater. Glæden ved at spire dem frem og nusse omkring dem, indtil jeg kan plukke de første solmodne tomater og nyde dem på en kartoffelmad, i en salat eller bare som de er, er helt enorm. Tomater er forholdsvis taknemmelige og du kan dyrke dem overalt. Selv, hvis du bor i en lejlighed uden have eller altan. Så dyrker du dem bare i en solfyldt vindueskarm 🙂 Prøv det, det er let.

Husk, at dine tomater skal opbevares ved stuetemperatur, så bevarer de deres gode fyldige tomatsmag.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *