Syltet sommergrønt

Print Friendly, PDF & Email

Jeg elsker at grille om sommeren, både i solskin og regn. Alt, hvad jeg kan putte på grillen, bliver puttet på; kød, fjerkræ, skaldyr, fisk, grønsager, brød, pizza og andre gode sager. Efter nogle uger med grill hygge begynder jeg dog at blive lidt træt af det grønne tilbehør, jeg laver til, også selvom jeg varierer det. Inspireret af den skønne skånske kok Tina Nordström har jeg derfor fundet på disse lyn syltede sommergrønsager; syltet sommergrønt 🙂Syltet sommergrøntLækre grønsager i krydret lage, mmmhhh 🙂 

Disse grønsager kan varieres i det uendelige og du kan bruge alle dine favorit grønsager.

Til 3 personer skal du bruge:

3 friske, danske mellemstore gulerødder

½ dansk agurk

4 forårsløg eller 2 salatløg

10 grønne asparges

2 store tomater, gerne bøftomater

4 dl vand

1 dl æbleeddike

1 dl rørsukker

1 tsk. fint salt

1 tsk. fennikelfrø

1. tsk. sennepskorn – de gule

5 sorte peberkorn

Friske krydderurter efter smag – jeg bruger 1 dildskærm, 1 lille håndfuld frisk timian og 6 salvieblade

Kom vand, æbleeddike, sukker, salt, fennikelfrø, sennepskorn, peberkorn og de friske krydderurter i en lille gryde og bring det langsomt til kog.

Imens lagen hygger sig over varmen, ordner du grønsagerne.

Skrab gulerødderne og skær dem i små stykker på 3 mm – den tynde ende kan skæres i små skiver og den lidt tykkere ende, kan deles og skæres i tynde skiver på 3 mm.

Flæk agurken og skrab kernerne ud med en teske. Skær agurken i skiver på ½ cm tykkelse.

Skyl aspargesene og knæk den træede ende af dem. Skær dem i 1 cm lange stykker, men lad hovederne være intakte.

Rens forårsløgene – behold så meget af den grønne top som muligt. Skær forårsløgene i 1 cm tykke skiver. Hvis du bruger salatløg, skal de skæres i tynde både.

Skyl tomaterne og skær dem i små tern.

Læg alle grønsagerne lagvis i en fin skål – gerne en af glas, så du kan se de flotte og farverige lag af grønsager.

Begynd med de tætte grønsager først – gulerødder, agurk, asparges, forårsløg og top med tomat. Gentag én gang mere. Jeg laver altid to lag af grønsagerne – det giver et fint spil og når du skal tage af skålen, får du altid lidt af det hele med 🙂

Lagen skal kun lige koge op et øjeblik og det passer cirka med den tid, det tager at ordne grønsager. Så snart lagen har kogt et par minutter, hælder du den varme lage over grønsagerne. Dæk skålen med film og sæt den til side.Syltet sommergrøntSmukke farver 🙂 

Den kogende lage tilbereder grønsagerne en smule, men ikke ret meget – de har alle stadig bid og smager friskt af sommer efter et par timer i lagen.

Grønsagerne er klar, når lagen er kølet af til lidt under stuetemperatur. Du skal ikke sætte skålen i køleskabet for at fremskynde afkølingen – lagen skal have tid til at trække ind i grønsagerne og give dem smag. Det tager et par timer og det kan sagtens laves om formiddagen, hvis du ved, at du ikke har tid sidst på dagen. Skålen kan sagtens stå og hygge sig på køkkenbordet i nogle timer 🙂

Server disse skønne syltede sommergrønsager til et stykke grillet kød, fjerkræ, fisk eller til mormors frikadeller – de kan bruges til stort set alle former for kød og de smager himmelsk.Syltet sommergrøntKnasende grønsager fyldt med lækker smag, mums 🙂

Grønsagerne suger den gode smag fra lagen til sig og den intensiverer grønsagernes egen skønne smag. De smager blidt af anis, sennep, dild og timian, og den syrlig-søde smag fra lagen fuldender denne frække smagsoplevelse. Disse sommer syltede grønsager er den nye favorit herhjemme – de er perfekte til sommerens mange grill arrangementer og de yder de dejlige danske grønsager respekt på den gode måde.

Får du ikke spist alle grønsagerne, kan de sagtens stå tildækket i lagen i køleskabet i et par dage.

Du kan også bruge blomkål, grove stykker spidskål, radiser, squash og alle de andre skønne danske sommer grønsager 🙂


2 thoughts on “Syltet sommergrønt”

  • Så er der lavet syltet sommergrønt til vores afslutningsfest for dagplejen i morgen. Jeg har selvfølgelig smugsmagt herlighederne, og mums det er ikke en overdrivelse at jeg kalder det ganeguf 🙂 Min version var med fine blomkålsbuketter istedet for asparges.

    • Kære Karina,

      Ganeguf er den rette betegnelse – skøn og meget rammende beskrivelse. Syltet sommergrønt er et skønt tilbehør. Jeg er sikker på, at både små og store vil synes godt om den til jeres fest 🙂
      Blomkål smager skønt deri, det brugte jeg sidst jeg lavede det 🙂
      Hvis du står med en rest efter festen, så kan det holde i cirka 4-5 dage i køleskabet i en lufttæt beholder.
      Jeg håber, I får en dejlig afslutningsfest for dagplejen 🙂

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.