Avocadosalat

Print Friendly, PDF & Email

En lækker og vanedannende salat, der passer rigtig godt til fisk og skaldyr.IMG_1643

Til 3 personer:

2 modne avocadoer

1 lime

1 bakke spæde salatblade

½ agurk

3 modne store tomater

3 forårsløg

Skyl salaten godt – den letteste måde at gøre det på, er at hælde hele bakken i din opvaskebalje og fyld op med koldt vand. Vend rundt i salaten med dine hænder og smid den i din salatslynge og slyng den tør. Er du ikke den lykkelige ejer af en salatslynge – jeg kan ikke leve uden min – lægger du salaten på et rent viskestykke og dupper den tør.

Hak salaten groft og kom den i en flot og dekorativ skål. Skær agurken i skiver på langs og derefter på tværs, så får du anderledes agurkestrimler. Læg også dem i salatskålen.

Hak forårsløget fint – få så meget af det grønne med som muligt. Husk at skylle dem og fjerne roden. De skal også i skålen. Hak tomaterne som du vil – grove tern eller fine tern, det kommer an på, hvad du er til. Op i skålen med dem.

Halver limen og læg den til side. Halver avocadoerne på langs og fjern stenene. Pil skrællen af og skær avocadokødet ud i tern. De skal også op i skålen og når du har lagt dem op til de andre grønsager og de ligger og hygger sig, så skal du klemme saften af limen ud over dem. Det modvirker, at de bliver brune og det giver lidt syrlighed til salaten.

Lige inden serveringen drypper du en god sjat olivenolie ud over salaten og vender rundt og så er den klar til servering.

Får du ikke spist det hele, så kan det sagtens holde sig i køleskabet til dagen efter, bare du husker at komme det i en lufttæt beholder.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *