Spaghetti carbonara

Spaghetti carbonara

Print Friendly, PDF & Email

Spaghetti carbonara eller kulsvierens spaghetti som det også kaldes er min ubetinget livret. Jeg elsker (næsten) alt mad, men spaghetti carbonara er min absolutte livret, basta!

Spaghetti carbonara er egentlig italienernes udgave af brændende kærlighed; en – i mine øjne – meget bedre og meget mere lækker udgave 😉

Der findes et hav af opskrifter på spaghetti carbonara, men jeg sværger til min egen opskrift; den bliver perfekt hver gang – tilpas cremet, smagfuld og delikat, mmmhhhh.Spaghetti carbonaraBrændende kærlighed the Italian way 😀

Indrømmet spaghetti carbonara er ikke en af de sundeste retter; der er både æggeblommer, cremefine og pancetta i og det serveres med en almindelig lys pasta og ikke fuldkornsvarianten. Men ved du hvad? En gang imellem så er det altså helt okay, at spise det man holder af – også uden at få dårlig samvittighed over det manglende sundheds- og ernæringsmæssige i en sådan kaloriebasker af en ret – og jeg nyder den med største fornøjelse, når jeg laver den 😀

Livet er for kort til at være sundhedsfanatiker – det skal nydes 🙂

Til 2-3 personer skal du bruge:

150 g god pancetta eller en god røget dansk bacon

1 stort løg

2 fed hvidløg

300 g tagliatelle – normalt laves carbonara med spaghetti, men jeg synes tagliatellen suger den lækre sauce bedre – brug en rigtig god pasta, gerne De Cecco 🙂

4 pasteuriserede æggeblommer

2 dl cremefine

100 g friskrevet parmesan – ikke det færdigrevet pjatværkSpaghetti carbonaraLivretten over dem alle 🙂

Skær pancettaen eller baconen ud i tynde strimler og steg dem på en varm pande med lidt olivenolie, indtil de begynder at blive lækre gyldne.

Pil og hakløget fint imens. Pil og hak også hvidløgsfeddene fint.

Sæt en stor gryde over med vand – 1 liter vand per 100 g pasta 🙂

Riv parmesanen ned i en skål og sæt til side.

Pisk æggeblommer og cremefine sammen i en skål og kværn godt med peber ned til blandingen.

Når pancettaen/baconen er gyldent, tilsætter du løg og hvidløg til panden og lader hele herligheden simre, indtil løgene er bløde og lækre – det må endelig ikke brænde på.

Kom godt med salt i pastavandet – det skal faktisk smager som Middelhavet, så er det saltet korrekt 🙂 Tilsæt pastaen og kog det efter anvisningen på pakken.Spaghetti carbonaraCremet, delikat og lækker, mmmhhhh

Skænk et glas godt rødvin og tag et par slurke – så er du snart klar til at servere maden 😉

Når pastaen er kogt, dræner du vandet fra, men du skal lige lade ½ dl blive tilbage i gryden. Hæld pastaen tilbage i gryden.

Skrab den lækre pancetta/bacon-løg blandingen ned i gryden til pastaen – husk endelig at få alt stegefedtet med. Ja, du læste rigtigt – alt stegefedtet skal med – intet helsehysteri her 😀 Du skal have stegefedtet med, fordi alt smagen sidder deri og der er faktisk ikke ret meget fedt tilbage på panden, når løget og hvidløgene har hygget sig der i en ti minutters tid.

Hæld æggeblomme-cremefine blandingen ved og rør godt sammen. Det kan se ud som, der er meget væde i gryden, men bare rolig, ingen grund til panik. Du skal heller ikke blive nervøs for, at din sauce bliver til røræg – når gryden er væk fra varmen og du rører, imens du tilsætter æggeblommerne, så sker der ingenting 🙂Spaghetti carbonaraDen bedste tagliatelle carbonara, mums

Tilsæt den lækre revne parmesan og rør den lækre ost godt sammen med tagliatellen og den cremede sauce. Læg et låg over gryden og lad retten hvile et par minutter – kun et par, ikke fem eller ti. Retten skal bare lige hvile, så tagliatellen rigtig kan suge den lækre sauce til sig. Det passer med den tid, det tager at finde et par dybe tallerkner, hælde et nyt glas rødvin op og tænde et par stearinlys 🙂

Server den lækre og cremede tagliatelle carbonara i dybe tallerkner og riv gerne lidt ekstra parmesanost over. Drys lidt frisk timian over lige inden servering for udseendets skyld og server retten rygende varm med en gaffel og en spiseske – lige som de gør i Italien 🙂Spaghetti carbonaraDen lækre pancetta bader i kærlighed og saucen kærtegner tagliatellen

Tagliatellen suger al snasket fra stegepanden og den lækre cremede sauce ligger sig kælent på de brede pastabånd. De skønne røgede stykker af pancetta/bacon eksploderer som små smagsbomber i din mund og de bløde stykker af løg og hvidløg giver lidt kant til denne lækre cremede ret, som simpelthen er comfort food i bedste stil. Spaghetti carbonara er den mest sensuelle pastaret, der findes og den er perfekt at nyde i stearinlysets skær med et glas fantastisk rødvin, sammen med den man elsker.

Spaghetti carbonara er kærlighed på en tallerken 🙂