Italienske kødboller

Print Friendly, PDF & Email

En af mine favorit retter. Den minder mig om Toscana og Italien. Jeg lavede den første gang sidste år, da jeg var kommet hjem fra en fantastisk ferie i Toscana. Jeg havde købt nogle små italienske kødboller ved en lokal slagter i hjertet af Toscana og de smagte himmelsk. Jeg blev derfor nødt til at lave nogle tilsvarende, da jeg kom hjem og her er resultatet.IMG_2132

Til 3 personer skal du bruge:

450 g mager skinkefars – max 7 % fedt, bruger du for fed en fars, bliver kødbollerne alt for fede i smagen og det duer ikke.

1 æg – vælg æg fra høns, der har det godt

50 g friskrevet parmesan

2 tsk fint salt

1/4 tsk friskkværnet peber

2 fed presset hvidløg – ikke hakket, de skal “smelte” ind i farsenIMG_2119

Bland alle ingredienserne til farsen i en skål og rør godt med en håndmikser i minimum 7 minutter. Det er længe, men har du en køkkenmaskine, der kan gøre arbejdet for dig, så brug den. Den lange røre tid giver farsen den seje og faste struktur den skal have, for at de får det rette bid og for at du kan rulle dem. Lad farsen hvile og hæld i mens rasp op i en tallerken.

Tag en ny skål og lav din tomatsauce klar. Den er hurtig og let at lave:

1 dåse flåede tomater

2 spsk olivenolie

1 håndfuld frisk basilikum

2 fed presset hvidløg

1 tsk rørsukker – sukker fremhæver tomaternes sødme og gode smag og de gør underværker ved dåsetomater.

Kom alle ingredienserne i skålen og blend dem med din stavblender til du har en fin glat sauce. Hæld saucen op i en gryde og sæt den til side.

Fyld en stor gryde godt op med vand og sæt den på komfuret. Tænd for blusset under gryden og lad vandet komme til kog. I mens vandet kommer til kog, skal du i gang med at forme dine kødboller. Den letteste måde at gøre dette på, er at bruge det, der sidder nærmest dine arme, nemlig dine hænder.

Tag en lille klump fars op i dine hænder og tril til en valnøddestor kugle.IMG_2120

Gør dette med alt farsen – der bliver ca. 22 kødboller. Rul derefter kødbollerne i rasp, så de bliver dækket af et tyndt lag rasp på alle sider.IMG_2122

Sæt en stor stegepande over og hæld 2 spsk. olivenolie på og en lille klat god smør. Lad det smelte og blive varmt. Læg kødbollerne på og steg dem på alle sider, indtil de er gyldne og sprøde.

Dit pastavand burde koge nu, så du tilsætter en god sjat salt og din favoritpasta – en båndpasta er faktisk bedst, da den suger tomatsaucen til sig. Jeg havde desværre ingen båndpasta, men jeg fandt nogle lækre spiraler, der smagte godt.

Når kødbollerne og pastaen hygger sig i panden og i gryden, kan du lige nå at lave en let og lækker salat til.

Skyl en håndfuld rucola og to solmodne gode store tomater. Hak rucolaen groft og skær tomaterne ud i mindre stykker – tern, skiver eller en helt tredje form – det bestemmer du selv. Læg tomater og rucola i en lille skål og dryp lidt olivenolie og akaciehonning over. Drys med lidt havsalt og lidt friskkværnet peber. Volia. Let og hurtigt. Honningen giver en sødme til rucolaen og tomaterne, der løfter salaten op over den sædvanlige hurtige og ofte lidt kedelige tomatsalat.IMG_2111

Når der er to minutter tilbage af pastaens kogetid, skal du tænde for gryden med din tomatsauce. Den skal lige bringes til kog og så er den klar. Dræn vandet fra din pasta, fordel den på et fint fad, hæld tomatsaucen over og fordel til sidst kødbollerne over pastaen. Drys med frisk parmesan og basilikumblade og server med tomat-rucola salaten.IMG_2132

Dette er ubetinget en af mine favoritretter og når jeg får hjemve efter Toscana, så laver jeg den. Den smager af Italien, af Toscana. Den smager af sol, sommer, varme, tomater, hvidløg, parmesan – alt hvad der er godt og lækkert ved Italien. Giv mig denne ret på en regnvejrsdag sammen med et glas godt italiensk rødvin og jeg svæver på en lyserød sky. Det her er comfort food for mig 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *