Wraps med æg

Wraps med æg

Print Friendly, PDF & Email

En god madpakke behøver ikke at indeholde rugbrød. Disse lækre wraps med æg er fyldt med smag og giver en god mæthed, da jeg bruger rug wraps – fuldkorns wraps kan også bruges.

Wraps med ægLækker wrap med skøn fyld, mmmhhh

Til 2 personer skal du bruge:

2 Rug- eller fuldkorns tortillas

4 blade romaine salat

1 tomat

2 forårsløg

2 hårdkogte æg fra en glad høne

4 skiver serranoskinke

2 spsk. skyr

1 spsk. mayonnaise – gerne hjemmelavet

1 tsk. dijon sennep

Steg serranoskinken i ovnen i 5 minutter ved 200 grader eller på en varm stegepande, uden fedtstof. Skinken bliver hurtig sprød, så du skal holde øje med den. Den må ikke branke, så smager den ikke godt.

Skyl salaten godt og slyng den tør i en salatslynge. Du kan også duppe den tør i et rent viskestykke. Skær bladene i strimler.

Skyl tomaten og skær den i tern. Skyl og rens forårsløget og skær det i tynde skiver og brug gerne så meget af det grønne som muligt.

Pil æggene og hak dem fint. Den letteste måde at gøre dette på er, at putte dem i en æggedeler, del dem en gang på den ene led, vend forsigtigt ægget og del det en gang på den anden led. Voila et styk hakket æg uden æg ud over det hele 🙂

Rør skyr, mayonnaise og dijon sennep sammen. Smag til. Dressingen skal være blød, mild og have en smule skarphed fra senneppen.

Lun de to wraps i mikroovnen i 10 sekunder i alt – det gør dem lidt lettere at folde. De få sekunders varme, blødgør dem uden at varme dem for meget op. 

Find to store stykker stanniol frem og læg de små-lune wraps herpå.

Fordel 1 spsk. dressing på hver wrap og smør det ud – lad dog 2 cm være fri hele vejen rundt i kanten af wrappen.

Fordel salaten, tomaterne, forårsløgene ovenpå dressingen. Lad 2 cm af wrappen være fri i bunden. Kom hakket æg ovenpå salaten og top med den sprødristede serranoskinke i mindre stykker. Drys med lidt friskkværnet peber til sidst.Wrap med ægSkønne farver og lækker smag

Fold bunden uden fyld og dressing 4 cm indover fyldet. Hold bunden nede med den ene hånd. Fold den ene side halvvejs ind over wrappen og bunden og gør det samme ved det anden side. Nu skulle du gerne have en wrap, der kun er åben i den ene ende og dermed lettere at spise. Pak den ind i stanniolen og den er klar til madpakken 🙂

Disse wraps smager lækkert af serranoskinke og senneppen giver en dejlig undertone af lidt stærkt, uden at det er for voldsomt. Tomaterne og æggene klæder, som altid, hinanden rigtig godt og sammen bliver disse skønne ingredienser til en fantastisk sommer wrap 🙂Wrap med ægWrap på tur i sommerlandet 😉


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *