Macarons med citrus

Print Friendly, PDF & Email

Denne skønne opskrift på en anderledes og lækker variant af de skønne franske macarons er en af mine favoritter; sødme og syrlighed i perfekt balance – I love….. De er perfekte til en god kop kaffe til gæsterne eller søde som en lille værtindegave i en lille fin æske 🙂Macarons med citruscremeSmå syndige sager 🙂

Til 30 færdige macarons skal du bruge:

3 stuetempererede æggehvider – jeg bruger altid pasteuriserede æggehvider

50 g rørsukker

100 g finthakket mandler eller 100 g mandelmel – jeg bruger mandelmel, det sparer mig lidt tid i køkkenet og giver et super godt resultat

200 g flormelis

Gul frugtfarve

Citrusfyld:

100 g stuetempereret smør af den gode slags

175 g flormelis

½ dl cremefine

Revet skal af 1 økologisk citron

2 spsk. friskpresset citronsaft

Pisk æggehviderne næsten stive og tilsæt så sukkeret. Pisk nu æggehviderne helt stive. Bland i en anden skål de meget finthakkede mandler eller mandelmelet med flormelissen. Sigt det over i en anden skål, så eventuelle klumper bliver sigtet fra. Vend halvdelen af mandel-flormelis blandingen ned i æggehviderne og vend det forsigtigt sammen. Når massen er ensartet, vender du den sidste halvdel i. Vend atter forsigtigt sammen, indtil dejen er ensartet. Tilsæt gul frugtfarve efter lyst – det giver de færdige macarons en skøn påske-gul farve 🙂

Vend atter dejen sammen, hvis du tilsætter frugtfarve.

Find to bageplader frem og kom 2 stykker bagepapir på hver plade, dvs. dobbelt lag. Kom din macarons dej op i en sprøjtepose eller en almindelig frostpose, hvor du klipper et lille hul.

Sprøjt forsigtigt 30 små macarons ud på hver plade, så du ender med 60 macarons i alt. Mængden passer perfekt til 60 “halve” macarons.

Bank bagepladerne hårdt ned i bordet et par gange. På den måde slår du eventuelle luftbobler ud af kagerne. Gør du ikke det, risikerer du, at du enten ender med små vulkaner eller skævt hævede kager.

Lad dine macarons tørre i 30 minutter, inden du sætter en plade af gangen ind i en 160 grader varm ovn – IKKE varmluft.

Bag hver plade i cirka 15 minutter. Tag pladen ud og lad kagerne blive på pladen et par minutter, træk dem derefter forsigtigt over på en bagerist og lad dem køle af i 3 minutter, førend du forsigtigt løsner dem fra papiret og vender dem med bunden opad, så den også kan tørre.

Imens dine macarons er i ovnen, kan du lave cremen.

Kom smør, flormelis, cremefine og revet citronskal op i en skål og pisk det sammen med en håndmikser til en luftig creme. Tilsæt citronsaften, lidt af gangen og pisk igen. Nu må du ikke piske for længe, for citronsaften, kan få cremen til at skille. Smag cremen til – den skal være syrlig-sød.Macarons med citruscremeSøde små macarons

Sæt dine macarons sammen to og to med en klat citruscreme imellem og opbevar dem på køl, indtil de skal nydes. De kan med stor fordel laves dagen før. Smagen og konsistensen bliver endnu bedre, når de får lov til at stå og trække nogle timer på køl.

De søde macarons smager fantastisk med den syrlig-søde creme i. Som en slags koldskål i kageform, bare meget, meget bedre 😀 Macarons med citruscremeSkøn, sprød macaron med syrlig-sød citruscreme, mums 😀


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *