Lagkage med banan

Print Friendly, PDF & Email

Denne lagkage er blandt mine favoritter. Den er ubeskrivelig lækker og så er fyldet en smule anderledes, end det fyld der ofte er i lagkager.Lagkage med bananLagkage med hemmeligt fyld 🙂

Denne lagkage fik jeg første gang som stor pige hos min bedste veninde til hendes 12 års fødselsdag. Min mor lavede og laver stadig de lækreste lagkager, men denne variant havde jeg aldrig smagt før. Jeg kan tydeligt huske, at jeg tog et lille stykke, for det kunne jo være, at jeg ikke kunne lide den, men efter to bidder var jeg solgt og jeg måtte pænt bede om et stykke mere og opskriften. Jeg tog opskriften med hjem og min søde mor lavede den til min næste fødselsdag til mig og min familie var lige så solgt, som jeg var 🙂 Min mor og jeg har siden videreudviklet opskriften og lavet en variant, der inkluderer kiwi og det kan være, at jeg deler den opskrift med dig en dag også, hvem ved 😉

Til 1 stor lagkage til cirka 8-10 personer skal du bruge:

1 portion lagkagecreme – jeg bruger samme creme til min lagkage, som til mit gåsebryst

3 lagkagebunde

3-4 modne bananer

1 cremefine til piskning

Glasur med usødet kakao – det er vigtigt for smagen, at du laver en glasur med usødet kakao og ikke bare en hvid glasur, ellers får du ikke den lækre smagskombination, som gør denne kage så lækker

Evt. en smule ufortyndet saft til at dryppe bundene med

Læg en lagkagebund på et fint lagkagefad. Dryp bunden med en smule ufortyndet saft, jeg brugte hyldeblomstdrik og kun et par dråber. Fordel halvdelen af cremen på bunden og smør den næsten ud til kanten. Den skal ikke helt ud til kanten, for når du så lægger næste bund, løber det ud på fadet og det duer ikke.

Skær bananerne i tynde skiver og fordel 1½-2 banan ovenpå cremen. Læg den næste bund på og gentag; dryp med lidt saft, creme på og så bananer. Læg den sidste bund på og klem forsigtigt ned på bundene, så kagen samler sig.

Sæt kagen i køleskabet, gerne til dagen efter, men minimum 6-8 timer. Jo længere tid den står på køl, jo mere lækker en konsistens får den og den vil også hænge bedre sammen, når du skærer den ud.

Lige før servering pisker du cremefinen til skum – det tager lidt lang tid, fordi fedtindholdet faktisk er meget mindre i cremefine til piskning i forhold til fløde. Du kan måske få en anden til at piske cremefinen og så kan du lave glasuren imens 🙂

Lav en traditionel glasur af flormelis, usødet kakao og lidt vand. Du skal lave en relativ stor mængde, da hele overfladen på kagen skal dækkes af glasur. Glasuren må ikke være for tynd, for så løber den af kagen.

Når du har smurt glasuren ud, kommer du den piskede cremefine i en sprøjtepose med en stjernetylle og pynter siderne af kagen med den. Jeg er ikke selv super god til at pynte lagkager, men jo flere jeg pynter, jo bedre bliver jeg. Øvelse gør mester du ved 😉Lagkage med banan

Sæt kagen på køl til den skal serveres eller nyd den med det samme.

Smagen er helt fantastisk. Kagen er sød og lækker. Den skønne kombination af den lækre kagecreme med de modne bananer bliver perfekt afrundet af den mørke kakaoglasur. Absolut en favorit lagkage og perfekt til at fejre dejlige fødselsdage med 🙂Lagkage med bananLækker, luftig og delikat lagkage med banan, mmmhhh 🙂


12 thoughts on “Lagkage med banan”

  • Hej.
    opskriften på lagkagen lyder lækker.
    Jeg er bare lige i tvivl om opskriften på bunde.
    Som jeg læser det så, så skal jeg lave en portion rouladedej, men i beskrivelsen, står der jeg skal lægge det på en bageplade og, og får derfor ikke 3 bunde.
    Hvordan laver du 3 bunde?
    Glæder mig til at komme i gang 🙂
    Hilsen
    Britt

    • Kære Britt,

      Du skal lave dobbelt portion roulade dej, så burde der være nok til en lækker lagkage med banan. Jeg henviser i opskriften til min opskrift på gåsebryst, hvor én portion rouladedej er nok. Det er måske lidt misvisende, så det må jeg hellere få kigget på 🙂
      Du kan også bage almindelige lagkagebunde – som disse: http://ladolce-vita.dk/opskrifter/den-sode-tand/gammeldags-lagkage/
      Det er en ualmindelig lækker kage 😉

      Kh Helene

    • Kære Camilla,

      Er det den usødede kakao i glasuren du tænker på? I så fald er blandingsforholdet ca 2 dl flormelis, 1-1,5 spsk usødet kakaopulver (bagekakao – ikke nesquicks søde kakao) og så vand efter behov.

      Kh Helene

  • Barndommens lagkage. Dog lavede min mor den med banan og kiwi.
    I dag fylder min mand 33 og hans ønske var…. lagkage med banan og creme, da det også er det han fik da han var barn.
    Jeg fandt din opskrift fordi jeg ville lede efter variationer af kagen. Men tror jeg holder mig til den klassiske alligevel.

    • Kære Stine,

      Det er en skøn, klassisk lagkage, der smager ualmindelig godt. Jeg har også fået den med både banan og kiwi – en skøn kombination 🙂
      Et stort til lykke med din mand – jeg håber, at han nød lagkagen 🙂

      Kh Helene

    • Kære Anita,

      Uhm, ananas vil være rigtig lækkert. Hvis du bruger ananas fra dåse, skal den drypper rigtig godt af, inden du kommer den imellem bundene, ellers vil lagkagen blive smattet i stedet for svampet. Jeg vil skære ananassen i små tern, så det ikke er store skiver eller stykker der gemmer sig imellem lagene.
      Hakket chokolade sammen med ananassen vil også være godt – jeg vil dog vælge en chokolade uden smagstilsætning til ananassen, da det ellers kan give lidt smagsforvirring.
      Alternativt kan du bruge appelsin fileter i stedet for ananas og så bruge chokoladen med appelsinsmag – det vil også være en rigtig lækkerbisken 🙂

      Kh Helene

  • Hej

    Jeg stpr og skal lave en lagkage med banan og kiwi. Hvad foreslår du? Kunne man pynte med kiwi på toppen (oven på glasuret og i så fald skal skiverne så på samtidigt med glasuren så de sidder fast?) eller kunne man lave et lag med banan og det andet med kiwi?

    Endvidere kunne jeg godt tænke mig at bruge hvid chokolade til glasuren. Kan man det og hvis ja hvordan? Beklager de mange spgml men jeg er desværre ikke så erfaren med lagkager!

    Fortsat god weekend.

    • Kære Lea,

      Du skal endelig bare spørge løs 🙂
      For at få det bedste resultat, vil jeg foreslå, at du bygger din lagkage op således: En bund, et lag creme, banan i skiver lagt skiftevis med kiwi i skiver. Derefter en ny bund, et lag creme, banan i skiver lagt skiftevis med kiwi i skiver og så slut af med en bund. For det bedste resultat skal du lægge din frugt næsten taglagt, dvs. at skiverne skal ligge en smule ovenpå hinanden. Skiverne skal være tynde, så lagkagen ikke glider fra hinanden, når du skærer i den. Du kan eventuelt presse midter- og topbunden let fast, forsigtigt selvfølgelig 🙂

      Du kan godt bruge hvid chokolade til glasuren, men der er to ulemper ved dette; ét – toppen vil blive ret hård og svær at skære, to – lagkagen vil blive meget sød.
      Pynt hellere lagkagen med en almindelig glasur, gerne med kakao i og høvl så spåner af hvid chokolade over – det vil gøre lagkagen endnu flottere 🙂

      Jeg håber, at det hjælper dig lidt videre i din lagkage proces 🙂

      Fortsat god weekend til dig også 🙂

      Kh Helene

  • Jeg lavede den til min datters fem års fødselsdag, hun elskede den! Den var dejlig sprød, den var helt perfekt

    • Kære Rikke,

      Til lykke med datterens fem års fødselsdag 🙂 Det er super dejligt at høre – det er en skøn lagkage, der balancerer mellem nuancer af sødt uden at blive overvældende sød. Jeg er glad for, at du synes, at den er perfekt 🙂

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *