Cupcakes med lemoncurd

Cupcakes med lemoncurd

Print Friendly, PDF & Email

Denne skønne opskrift på friske og sommerlige cupcakes med lemoncurd og cremet topping er syndig, sød og syrlig – et hit ved både børn og voksne. Cupcake med lemoncurdSyndig sommerkage

Til 12-14  store cupcakes skal du bruge:

80 g stuetempereret smør af den gode slags

280 g rørsukker

240 g hvedemel

1 spsk. bagepulver

En knivspids salt

Fint revet skal af 1 økologisk, usprøjtet citron

2 store æg fra en glad og klukkende høne

2½ dl sødmælk fra en morgenfrisk ko

Fyld:

200 g lemoncurd – jeg bruger en lækker variant med små stykker citron i

Topping:

250 g flormelis

80 g stuetempereret smør af den gode slags

Lidt gul frugtfarve – kan undværes, men det giver et flot sart gult skær til toppingen

1/4 dl sødmælk fra en morgenfrisk ko

Tænd for ovnen på 200 grader – ikke varmluft – du kender min holdning 😉

Put mel, bagepulver, sukker, salt, citronskal og smør i små stykker i en røreskål eller i røreskålen til din køkkenmaskine. Rør det sammen på laveste hastighed, til det ligner krummer. Hvis du bruger en køkkenmaskine, vil det være en fordel at bruge en flad spartel.

Slå æggene ud i en kande og tilsæt mælken – rør blandingen let sammen med en gaffel.

Hæld langsomt, og imens håndmikser eller køkkenmaskine stadig kører, 3/4 af ægge-mælkeblandingen ned til smør-sukker-melblandingen. Skru op til middelhastighed og sørg for at få alt med fra skålens sider. Rør det sammen til en glat dej. Tilsæt resten af ægge-mælkeblandingen, under stadig omrøring, og rør dejen sammen til den er fin og glat.

Fordel dejen i 12 store cupcake forme – jeg bruger de helt store med krave, dem kan du få i Kvickly eller Super Brugsen. Formene skal fyldes 2/3 op. Jeg får et præcist Bakers Dozen (13 stk.) ud af min portion.

Bag dine cupcakes midt i ovnen i 18-20 minutter. Mærk efter med en kødnål, om de er nok, når der er gået 15 minutter. Hvis der sidder lidt dej ved, skal de have et par minutter mere. Gentag efter et par minutter. De må ikke få for meget.

Når de er færdigbagte, skal de køle af på en bagerist.Cupcakes med lemoncurdSmukke gyldne cupcakes

Imens kagerne køler af, kan du piske toppingen sammen.

Si flormelissen ned i en røreskål eller skålen til din køkkenmaskine. Tilsæt frugtfarve og smør i små stykker. Pisk det sammen med en flad spartel til køkkenmaskinen eller din håndmikser. Pisk ved middel hastighed, indtil flormelis, smør og frugtfarve er blandet godt sammen. Tilsæt mælken imens du pisker og skru op for hastigheden, når den er godt indarbejdet i flormelis-smørblandingen. Fortsæt med at piske/røre i minimum 5 minutter ved middelhøj hastighed. Jo længere tid du pisker toppingen, jo mere cremet bliver den.

¨Når kagerne er kølet af, skærer du med en lille skarp kniv et hul på 2 cm i diameter og med en skrå vinkel på cirka 2½-3 cm i dybden midt i dine cupcakes. Brug spidsen af kniven til forsigtigt at løfte “proppen” op.

Kom 1-1½ tsk. lemoncurd i hullerne og sæt “proppen” tilbage oveni, så lemoncurden er kapslet inde.Cupcakes med lemoncurdCupcake fyldt med syrlig-sød lemoncurd

Fordel den cremede topping ovenpå de fyldte cupcakes og server dem med det samme 🙂 Hvis du ikke spiser alle sammen på én gang, så kan de holde sig i køleskabet i cirka 4 dage – hvis de holder så længe. Toppingen bliver dog ret fast af at stå i køleskabet, da den er lavet på smør, men smagen bliver ikke dårligere 😉Cupcake med lemoncurdEn syndig basse klar til at blive spist 😉

De smager vidunderligt syrlig-sødt og meget syndigt. Citronskallen i dejen er den første smag, der rammer din tunge efterfulgt af den søde, cremede topping. Mundvandet løber og pludselig kommer lemoncurden snigende ind med sin runde, bløde syrlighed, der giver en lækker fyldig smag af citron og sødme. En stærkt vanedannede og meget sommerlig cupcake, der imponerer alle – også børn.Cupcake med lemoncurdSommergul cupcake fyldt med syndig smag, mmmhhh

Én cupcake med lemoncurd er ikke nok….


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *