Chokoladetrøffelkage med blåbærmousse

Print Friendly, PDF & Email

Denne lille lækkerbisken er en farlig sag. Den er syndig god 🙂 

Jeg indrømmer med det samme, at jeg ikke selv har fundet på denne opskrift. Den er fra Mette Blomsterbergs bog Søde Sager. Den er et mix af to af hendes opskrifter – jeg faldt pladask for bunden i den ene opskrift og for moussen i den anden, og hvad gør man så? Jeg har selvfølgelig blandet dem. Lækker, smækker chokolade-marcipan-trøffelbund med cremet, blød og fræk blåbærmousse – en blanding af det bedste fra to opskrifter, mums 🙂Chokoladetrøffelkage med blåbærmousse

Fræk og meget syndig lille sag

Moussen skal forberedes dagen før, så den får tid til at sætte sig. Den skal laves af to separate dele, som du kombinerer på dag to. Det lyder besværligt, men det er det ikke. Bunden bagte jeg også dagen før – den skal lige have tid til at sætte sig og bager du den dagen før, så skal du ikke stresse over det, den dag du skal have gæster 🙂

Opskriften passer til cirka seks-syv personer – det kommer an på de forme du bruger til bundene. Jeg kan få syv bunde ud af opskriften og jeg bruger muffinforme af silikone.

Til blåbærmoussen skal du bruge:

½ vaniliestang

50 g rørsukker

125 g blåbær – jeg bruger lidt flere blåbær end, der står i opskriften og jeg bruger frosne

1 ½ spsk. friskpresset citronsaft

2 blade husblas

2½ dl cremefine til piskning

75 g hvid chokolade

Dag 1: Kom husblas i en skål med koldt vand og lad den ligge og hygge sig i cirka ½ time. Imens husblassen bliver rigtig godt afslappet og slasket, kan du lave blåbærsylten. Kom blåbær, citronsaft og det meste af sukkeret i en lille gryde. Flæk vaniliestangen og skrab kornene ud. Kom det sidste sukker på skærebrættet og mos vaniliekornene ud heri. Kom vaniliesukkeret og vaniliestangen op i gryden. Bring blåbærmassen til kog og lad den koge ved svag varme i 15 minutter – uden låg.

Når blåbærmassen er kogt færdig, skal du fiske vaniliestangen op – pas på – massen er meget varm. Vip din gryde eller kom indholdet over i en skål og så skal det blendes med din stavblender.

Sæt den blendede blåbærsylt på køl, dækket med film. Filmen skal lægges helt ned på den varme sylt, så danner den ikke skind.

Tag en ny gryde og varm cremefinen op heri – den må ikke koge, den skal bare blive godt varm. Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Når cremefinen er godt varm, hælder du halvdelen af den nedover den hakkede chokolade. Rør godt, så chokoladen smelter. Når massen er ved at være fin og blank, hælder du resten af den varme cremefine i. Rør godt. Klem forsigtigt vandet af de slaskede husblas og kom dem ned i den varme chokolademasse og rør godt. Dæk også denne skål med film, helt ned på cremen og sæt den i køleskabet til dagen efter.

Dag 2: Tag begge skåle ud af køleskabet. Pisk den hvide creme let med en håndmikser, til den får en lidt piskefløde-agtig-konsistens. Vend forsigtigt alt blåbærsylten i og vend rundt til massen er helt ensfarvet lyslilla. Kom den i en sprøjtepose eller en frysepose, hvor du klipper hul.

Pynt dine chokolade-marcipantrøffelbunde med den mængde mousse, du synes er passende. Chokoaldetrøffelkage med blåbærmousse

Trøffelbunde:

45 g god mørk chokolade – jeg bruger chokolade med 72% kakao

150 g marcipan – plus lidt ekstra til at spise undervejs 😉

100 g rørsukker

60 g god stuetempereret smør – ikke et blandingsprodukt, men en rigtig smør

1 spsk. sigtet hvedemel

2 æg i str. L – allerhelst frilands eller øko æg, bare det er æg fra en glad og godt tilpas høne

Lidt smagsneutral olie til at smøre formene

6 stk. forme med en diameter på 5 cm og en højde på 5 cm

Tænd ovnen på 160 grader – ikke varmluft. Hak chokoladen fint og smelt den i et vandbad. Ælt marcipan og sukker sammen – det er lidt hårdt, men det kan godt lade sig gøre. Ælt smørret i, lidt ad gangen. Tilsæt den smeltede chokolade, melet og æggene til sidst. Ælt det hele godt sammen til en homogen masse. Bare brug hænderne, det er faktisk det letteste.

Smør formene godt med olie – de skal dog ikke sejle i olie. Fordel dejen i formene og bag dem midt i ovnen i cirka 20 minutter. Jeg bager faktisk mine i cirka 30 minutter. Det kommer helt an på den form du bruger. Mærk efter med en kødnål om de er bagt nok. Hænger der dej ved, skal de have lidt længere.

Tag kagerne ud af ovnen og lad dem køle af på en rist. Lad kagerne blive i deres forme, indtil de skal bruges dagen efter. Jeg sætter mine kager koldt – det giver en dejlig “tung” konsistens og det passer godt til moussen.Chokoladetrøffelkage med blåbærmousse

Kagen er meget fyldig og den passer perfekt til en kop god stærk kaffe og sikkert også the. Den har en lidt tung og tæt konsistens, på den rigtig lækre måde. Det er en syndig lille sag, der ikke gør noget godt for badevægten 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *