Brød med æble og kanel

Brød med æble og kanel

Denne skønne snack (det er vel den bedste betegnelse), smager ubeskriveligt skønt af syrlig-søde æbler og kanel. Det er en skøn lille efterårsmad, der er god til den lille sult og den halvsøde tand 😉 Brød med æble og kanelLækker efterårs snack 🙂

Til 2 lækkersultne personer, skal du bruge:

2 skiver godt brød – gerne koldthævet brød uden for mange kerner

1 stort dejligt dansk Discovey æble

Lidt godt smør

2-3 tsk. kanelsukker

1 tsk. smagsneutral olie – jeg bruger rapsolie

Tænd ovnen på fuld skrue.

Smør de to skiver brød med et tyndt lag smør – ikke tandsmør, bare et skrabet tyndt lag. Hvis du bruger for meget smør, bliver brødet slattent og kedeligt. Den lille smule smør er med til at give en fyldigere smag, blødgøre æblerne og hjælpe med at holde brødet lækkert under æblerne.

Skyl æblerne og skræl dem.

Del æblerne i fire, fjern kernehuset og skær de fire store både i mindre, tynde både.

Fordel de tynde æblebåde i et taglagt mønster på hver skive brød.

Drys med kanelsukker over æblebrødene. Kanelsukker laves ved at blande 1 tsk. kanel med 2-3 spsk. rørsukker til en gyldenbrun sukkermasse. Det samme, der bruges til en dejlig portion risengrød – mums, hvor jeg glæder mig til snart at spise risengrød igen 😀

Dryp lidt olie over brødskiverne til allersidst. På den måde undgår du at kanelen bliver brændt ovenpå brødet.

Sæt brødene øverst i ovnen, og hold øje med dem. Kanelsukkeret vil begynde at karamellisere efter nogle minutter og det er lige det, der skal ske 🙂

Hvis du synes, at dit brød begynder at blive sort i kanten, og der ikke er sket den smukke kanel karamellisering, så kan du skrue din ovn over på grill i stedet for. Hvis du gør det, så skal du ikke slippe dine brød af syne – for de bliver hurtigt brændt.Brød med æble og kanelSmukke gyldne nuancer

Når kanelsukkeret er begyndt at boble og blive mørkere, så er dine brød klar til servering.

Server dem som de er eller med en klat fuldfed cremefraiche (38%) til. Disse lækre æble-kanelbrød er den perfekte eftermiddags snack til den lille sult. De kan også laves som en rustik dessert, så vil jeg bare skifte cremefraichen ud med en kugle lækker vaniljeis i stedet for 🙂Brød med æble og kanelLækker karamellisering på skønne æbler, mmmhhh

Brødet bliver lækker sprødt i kanten, blødt i midten og de syrlige-søde æblebåde danser på din tunge. Discovery æblets parfumerede smag trænger lige så stille ind i dine sanser og kanelsukkeret lister sig ind og fuldender den skønne smagsoplevelse. En lækker lille ret, der bringer minder om efterårets vidunderlige luft, brune blade i skovbunden, kølige morgener, og brændeovnens varme. Et hit hos store og små 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.