Grove gifler

Print Friendly, PDF & Email

Disse gifler var en favorit i min barndom – jeg elskede de søndag morgener, hvor min søde mor havde bagt disse lækre gifler til os alle. Duften af nybagt brød, når man vågner om morgenen er simpelthen fantastisk. Giflerne har altid været en af mine favorit spiser til morgenmad, lige så længe jeg kan huske, takket være min søde mor 🙂GiflerLækre gifler 🙂

Jeg vil gerne dele opskriften på disse gifler med dig. Det kan være, at du i næste weekend eller måske en af hverdagsmorgenerne i næste uge, vil overraske din familie med friskbagt morgenbrød 🙂

Til 16 lækre gifler skal du bruge:

50 g smør af den rigtige gode slags

5 dl mælk fra en sød ko

25 g gær

2 æg fra en glad høne

2 dl hvedeklid – hvedeklid bliver desværre ikke brugt i ret meget brød i dag, og det er synd. Det giver en rigtig god mæthed.

2 tsk. fint salt

Cirka 1 kg hvedemel – du skal ikke bruge et helt kilo, du skal selvfølgelig kun bruge den mængde, som dejen kan suge, uden at den bliver for tør.

Disse gifler skal hæve køligt natten over, så du skal selvfølgelig begynde aftenen før, du skal servere dem til morgenmad.

Smelt smørret i en lille gryde og tilsæt mælken. Blandingen skal være lidt køligere end lillefingervarm.

Smuldr gæren i en stor skål og hæld smør-mælkeblandingen over. Rør gæren godt ud. Tilsæt de 2 æg og hvedeklid. Rør det godt sammen. Kom 1/3 af hvedemelet i dejen sammen med saltet. Rør godt sammen. Bliv ved med at tilsætte mel, indtil dejen er så fast, at du skal i gang med at ælte den. Kom godt med mel på dit køkkenbord og vend dejen ud på bordet. Ælt dejen godt sammen og tilsæt eventuelt lidt ekstra mel. Dejen skal være elastisk.

Drys skålen med lidt mel og læg dejen tilbage deri. Dæk den med et klæde og lad den hæve i 30 minutter, hverken mere eller mindre.

Når dejen har hvilet, drysser du mel på dit køkkenbord. Vend forsigtigt dejen ud på bordet og del den i to med en skarp kniv. Læg den ene dejklump til side. Rul den anden klump ud til en stor cirkel. Den skal være ½ cm tyk. Del dejen i 8 trekanter.

Kom et stykke bagepapir på en bageplade.

Tag en trekant ad gangen og rul sammen fra den brede led, så du har en giffel. Klem enderne lidt ind, ellers kan de blive lidt tørre. Læg giflen på bagepladen. Fortsæt med de sidste 7 trekanter og læg dem på bagepladen.

Rul den sidste dejklump ud og gentag hele processen. Alle 16 gifler kan sagtens være på en bageplade, hvis du vender og drejer dem lidt.

Dæk bagepladen med et klæde og sæt giflerne i køleskabet eller i en meget kold baggang, indtil næste morgen. De skal hæve mindst 8 timer. 

Næste morgen tænder du ovnen på 250 grader – ikke varmluft, det tørrer giflerne ud. Sæt bagepladen med giflerne ovenpå komfuret, så de får en smule varme, imens ovnen varmer op.

Giflerne ser ikke ud til at have hævet ret meget, men bare rolig. Så snart de kommer ind i ovnen, så hæver de godt op. Den lange efterhævning, gør dem mere luftige, end hvis de kun havde efterhævet en times tid. 

Når ovnen er klar, skal giflerne ind og bages midt i ovnen i 12-15 minutter til de er let gyldne og lyder hule, når du banker dem med en finger under bunden.

Tag giflerne ud af ovnen og lad dem køle let af på en rist.Skønne, luftige gifler, mums

De skal spises lune og de smager fantastisk med iskoldt smør, en skive god ost eller en klat jordbærmarmelade, mums.

Skorpen er dejlig sprød og det indre er luftigt på en dejlig kompakt måde. De mætter super godt og det er den sjældent brugte hvedeklid, der kan takkes for det 🙂

Den lille mængde af fedstof og det faktum, at der slet ikke er sukker i dem, gør at de også er ret sunde. Det kan måske diskuteres om noget af hvedemelet skulle skiftes ud med en lidt grovere meltype, men det vil ikke gøre noget godt for giflerne. De vil simpelthen blive alt for kompakte. Jeg synes, at de er perfekte som de er og min samvittighed er i orden, når jeg nyder en skøn nybagt, lun giffel med en skive god ost og en kop dejlig kaffe til 🙂


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *