Muslingefestival

Muslingefestival
Print Friendly, PDF & Email

I den forgangne weekend var der muslingefestival i muslingebyen (red. Løgstør) og jeg var inviteret med som dommer i en konkurrence, hvor lokale kokke dystede om at lave den mest velsmagende muslingeret.

Vinden gik frisk over Limfjordens vande, men til trods for kraftig blæst var det et rigtig godt arrangement. Lions Freja i Løgstør stod for arrangementet og de klarede det rigtig fint.

De tre deltagende kokke kom fra henholdsvis Dayz i Rønbjerg, Løgstør Parkhotel og Løgstør Badehotel. På tre kvarter skulle de tre kokke fremtrylle den mest velsmagende muslingeret, imens publikum og dommere kiggede på. For at kokkene kunne nå det, var det selvfølgelig nødvendigt med lidt forberedelse hjemmefra. Dette var så gjort i forskellig grad; de to kokke fra Dayz og Parkhotellet havde kun forberedt mindre elementer af retterne, hvorimod kokken fra Badehotellet havde forberedt det meste af retten hjemmefra. Det blev selvfølgelig inddraget i dommernes endelige vurdering af retterne.

Det var spændende at se kokkene arbejde på at få deres retter færdige til tiden og det lykkedes for alle tre; nogle i højere tempo end andre.

Den første ret, der skulle vurderes var fra Løgstør Badehotel; muslinger i fond med en stærk snert af bl.a. chili. Retten i sig selv var meget klassisk at se på og smagen var ikke overvældende. Fonden var udmærket, men slet ikke så fyrig, som vi var blevet lovet. En ganske ok muslingeret, der ikke gjorde det store væsen af sig i andet end portionsstørrelsen. Det trak, desværre, ned at den første musling jeg satte tænderne i ikke var renset ordentligt, så det knasede en del imellem tænderne. Dog skal kokken have ros for sit lækre brød. Første ret fra Løgstør Badehotel – smuk at se på, men ikke imponerende i smagen

Anden ret var fra Løgstør Parkhotel; også her var det muslinger i fond, men med det fantastiske twist af fennikel, æblemost og kørvel. Udseendemæssigt var det en smuk ret med små spiselige stedmoderblomster og lækre lakserogn og smagsmæssigt var det en skøn oplevelse; let parfumeret med sødlige noter fra æblemosten og en snert af lakrids. En rigtig lækker ret, der gjorde indtryk. Det var meget tiltalende at kokken havde tænkt lidt ud af boksen og lavet sin fond på en anden måde end den klassiske. Det trak lidt ned at brødet, der blev serveret til var ganske almindeligt og halvtrist hvidt brød.Anden ret og anden pladsen fra Løgstør Parkhotel – smuk at se på og delikat smag

Tredje og sidste ret var fra Dayz i Rønbjerg og her var der virkelig tænkt ud over det klassiske.  Muslingerne fik en kort tur i en delikat fond og derefter blev de gratineret på grillen. Kokken, Michael, havde virkelig gjort sig umage; han havde taget muslingernes naturlige miljø med – spiseligt sand og havskum. Selve serveringen lignede muslinger, der var skyllet op på stranden med det spiselige sand pyntet med havtorn og stranddrager og fonden lavet til helt fantastisk havskum. Retten blev serveret med en smuk, orange havtornsolie til og rigtig godt brød, der dog ikke var så lækkert som brødet til første ret fra Løgstør Badehotel. Smagen var lige så fantastisk som retten var at se på. De syrlige havtorn og den syrlige havtornsolie klædte de kødfyldte muslinger, der med den lette gratinering var en himmerigs mundfuld. Sandet og havskummet samlede retten og gav os en sublim smagsoplevelse. Havskummet var cremet, syrlig-sød og intenst i smagen og det kunne smages, at kokken virkelig havde kræset for retten. Alle elementerne i retten komplimenterede hinanden og fremhævede muslingernes sarte kødfulde smag. Jeg var solgt både ved første blik og ved første mundfuld. Wauw. Tredje ret og vinderretten. Intet mindre end kunst på en tallerken – sublim for alle sanser

Vinderretten blev muslingerne på stranden fra Dayz i Rønbjerg – vi var helt enige om i dommerpanelet, at denne ret vandt på alle kriterierne; udseende, duft, kreativitet, fortolkning og ikke mindst smagen. Det var virkelig kunst på en tallerken. Anden pladsen gik, ikke overraskende, til Løgstør Parkhotel og Løgstør Badehotel kom ind som nr. tre.Smuk orange havtornsolie til tredje ret…jeg ville gerne have haft en liter eller to med hjem.

Et virkelig godt og interessant arrangement, hvor jeg kunne få lov til at udfritte kokkene; specielt Michael fra Dayz delte gerne sin viden og ideer med mig.Med vind i håret og mikrofon i hånden fik jeg lov til at udfritte Michael (kokken) fra Dayz om sin smukke ret

Lions Freja skal have stor ros for arrangementet, som virkelig fungerede godt. De har i tidligere år også afviklet en muslinge konkurrence, men dette år var første år med professionelle kokke og jeg er glad for, at jeg var en del af dette. Det var spændende, lærerig tog underholdende og så var maden jo absolut lækker 🙂

Jeg regner helt klart med, at Dayz i Rønbjerg snart skal have besøg af mig – såfremt jeg er sikker på at Michael er på arbejde og udfolder sine kreative evner i køkkenet 🙂

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *