Lun Middelhavssalat

Lun Middelhavssalat
Print Friendly, PDF & Email

Lun Middelhavssalat eller lunt Middelhavsgrønt smager skønt i sommervarmen og er et lækkert alternativ til alle de andre salat varianter, man ellers laver om sommeren.

Denne lækre salat kan både laves på grillen, på en grillpande eller i ovnen. Jeg elsker de få, men lækre ingredienser og den fantastiske smag de får, når de er blevet kysset af varmen; dyb og intens.

Krydret med frisk mynte og syrlig feta på gedemælk gør salaten til en fuldtræffer for dine smagsløg.

Til 4 personer skal du bruge:

1 stor aubergine

1-2 squash afhængig af størrelsen

250 g cherrytomater, små blommetomater eller dadeltomater

1 bundt grønne asparges (kan udelades uden for sæson)

1 bundt forårsløg

1 rød peber

1 hvidløg

1 stor håndfuld frisk mynte

100 g god fåre- eller gedemælksfeta

God olivenolie

Friskkværnet peber og lidt havsalt

Jeg laver denne salat med få variationer, bl.a. udelader jeg nogle gange hvidløgene og laver en nem lille dressing af et par fed presset hvidløg, 2 spsk. olivenolie og 1 spsk. balsamicoeddike og drypper over de lune grøntsager, når de kommer ud af ovnen – det smager også himmelsk.

I dag bliver det dog varianten uden dressing, du får opskriften på 🙂

Skyl alle grøntsagerne godt og tør dem. Rens forårsløgene og behold så meget af det grønne som muligt. Knæk den nederste del af aspargesene. Pil hvidløget i fed og pil skrællen af hvert fed. Del squash og aubergine i kvarte på langs og skær de fleste af kernerne/midten ud.

Hvis du vil lave salaten på grillen, anbefaler jeg, at du bruger blommetomater på stilk og ligger dem på grillen med stilk og hele moletjavsen. Til grill skæres auberginen og squash ud i lange tynde skiver, asparges og forårsløg lægges på hele. Peberfrugten skæres i tynde stænger. Grill det hele ved indirekte varme, indtil det har smukke grillstriber. Til grillvarianten springer du hvidløgene over og laver ovennævnte dressing i stedet for.

Laver du salaten på en grillpande, er fremgangsmåden den samme som ved grill.

Ovnvarianten er nem og hurtig. Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Bagepapir på en bageplade.

Del de kvarte auberginedele midt over og skær hver del i tynde stænger, gør det samme med squashen. Læg begge dele på bagepladen – fordel dem, så de ikke ligger i en stor dynge midt på pladen.

Put hvidløgsfeddene og tomaterne ind imellem auberginer og squash. Skær peberen i tynde stave og fordel dem på pladen. Del hver asparges og forårsløg i tre stykker og fordel blandt de andre grøntsager.

Dryp olivenolie over, krydr med lidt friskkværnet peber og en smule havsalt og bag grøntsagerne i ovnen i ca. 10-15 min. Når tomaterne begynder at sprække og peberen har fået lidt farve i kanterne, er grøntsagerne klar til at komme ud.

Anret de varme grøntsager på et stort fad.

Skyl og tør mynten og hak den fint. Drys den over grøntsagerne. Smuldr fetaen over og dryp til sidst lidt ekstra olie over.

Server salaten med det samme til et stykke grillet kød eller fisk og med lidt godt brød til. Mine små lækre hvidløgsbrød passer perfekt hertil.

Nogle gange spiser jeg salaten uden kød til og kun med lidt godt brød til; salaten i sig selv mætter nemlig fantastisk godt uden at ligge tungt i maven og på en varm sommerdag dropper jeg ofte kødet.

Den her lækre Middelhavssalat har en intens smag; varmen fra ovn/grill/grillpande fremhæver de lækre grøntsagers naturlige dybde og sødme og mynten giver en note af friskhed. Det syrlig-salte modspil fra den lækre feta fuldender salaten og jeg lover dig, at du vil lave den igen og igen henover sommeren. Selv aubergine og squash hadere elsker den. Varmen gør noget helt fantastisk ved disse lækre grøntsager. Farverne intensiveres, duftene og smagene. Det er sublimt lækkert middelhavsmad, der bringer minder om varme sommeraftener i Toscana (for mig i hvert fald).

En lun salat, der ikke kan spises tit nok – jeg er fan.

Buon appetito!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *