Kernebrød

Kernebrød
Print Friendly, PDF & Email

Dette lækre kernebrød er smækfyldt med kerner, frø og nødder og helt uden gluten og derfor perfekt til personer, der ikke tåler gluten så godt eller til dem, der bare har brug for at prøve noget nyt.

Nogle ville måske driste sig til at kalde det for et stenalderbrød, men jeg tvivler på at man bagte sådanne brød i stenalderen 😉 Derfor er det, i min verden, et kernebrød 🙂

Det her brød er super nemt at lave og kræve ikke nogle sære ingredienser, bare en masse kerner, frø og nødder og så en times tid i ovnen; alle kan derfor være med til at bage det.

Jeg bruger det som supplement til almindelig rugbrød, til den lille formiddagssult på arbejde, til en bid natmad, til morgenmad, til den lille lækre sult, ja faktisk til alle tider af døgnet og til alle døgnets måltider.

Til 1 brød skal du bruge:

5 æg fra en glad høne

1 dl rapsolie – ikke olivenolie, da dette brød kræver en smagsneutral olie

115 g græskarkerner

100 g solsikkekerner

75 g hørfrø

110 g sesamfrø

100 g knuste pekannødder eller valnødder

100 g mandler

75 g tørrede tranebær

1,75 tsk. fint salt

Tænd ovnen på 180 grader, ikke varmluft. Fór en stor brødform med bagepapir.

Slå æggene ud i en skål og pisk dem let sammen med olien.

Vej alle frø, kerne og nødder af i en anden skål. Drys saltet i skålen med kerner, frø og nødder og bland det godt sammen.

Kom de tørrede ingredienser op i skålen med æg og olie og rør det sammen. Tilsæt tranebærrene og rør blandingen sammen, så alt er blandet godt og grundigt.

Hæld massen op i formen og jævn den ud med bagsiden af en ske, så overfladen er helt glat.

Sæt brødet midt i ovnen og bag det i ca. 1 time. Jeg slukker ovnen efter en time og lader brødet stå yderligere ti minutter i den varme ovn, men ovne er forskellige, så start med en time.

Tag brødet ud af ovnen og lad det køle af i formen.

Du skal ikke bekymre dig om at det syder med olie på overfladen under bagningen, det er fordi der både er rapsolie i, men også naturlig olie i kernerne, nødderne og frøene. Nogle gange kan æggene også boble lidt igennem overfladen og lave en brunlig skorpe, den skader ikke, men hvis du ikke bryder dig om den, kan du bare brække den af.

Dette kernebrød arter sig lidt anderledes under bagning end almindelige brød, da der ikke som sådan er noget til at holde ingredienserne sammen; derfor bobler olien og æggene kan også drille lidt, men smagen er lige i skabet. Så prøv endelig at bage det, du vil ikke fortryde.

De mange kerner, frø og nødder giver et skønt knas og et vidunderligt miks af bittert, mildt og ja nøddeagtigt. Tranebærrene giver brødet en svag sødme og sammen med den salte undertone gør de kernebrødet helt perfekt. Det rammer hele spektret af smage og jeg er virkelig vild med det.

Det smager fantastisk alene, men med f.eks. god ost, som den lækre brie fra Ostemanden i Vindblæs, bliver brødet sublimt. De bitre, salte og søde smage i brødet klæder alle former for ost lige fra den klassiske mellemlagrede, til den cremede brie med et snert af bid og til de lidt mere krasse, der gerne vil kæles for med et strejf af solbærmarmelade – se det er en lækkerbisken i min verden!

Prøv det – du vil ikke fortryde det et sekund!

Buon appetito!



2 thoughts on “Kernebrød”

  • Har du en ide hvis man er veganer og ikke kan bruge æg som bindemiddel?
    Min svigerdatter er veganer, og min søn har glutenallergi, så det vil være perfekt, hvis man kan finde noget andet end æg.

    • Kære Lissy,

      Jeg har søgt lidt på nettet, da jeg ikke selv lige kendte til en erstatning for æg som bindemiddel. Du kan selvfølgelig vælge en af de veganske æggevarianter, der er på markedet, men en nem løsning er denne:
      Som bindemiddel kan 1 æg erstattes af 2 tsk. bagepulver blandet med 2 spsk. vand og 1 spsk. olie eller 1 æg kan erstattes af 2 spsk. kartoffelmel blandet med 2 spsk. vand. Kartoffelmel er vel ok for en glutenallergiker og en veganer, tænker jeg 🙂
      Så i denne opskrift skal du enten bruge:

      10 tsk. bagepulver blandet med 10 spsk. vand og 5 spsk. olie
      eller
      10 spsk. kartoffelmel blandet med 10 spsk. vand.

      God fornøjelse med projektet 🙂

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *