Julekringle

Print Friendly, PDF & Email

Mæt, træt og glad – de tre ord beskriver vist meget godt, hvordan jeg har haft det de sidste par dage. Jeg havde en fantastisk juleaften sammen med alle de mennesker, jeg holder allermest af. Der blev snakket, grinet og råhygget i enorme mængder og de sidste gæster tog først hjem langt efter kl. 1 om natten – så dejligt 😀

Mit julebord blev rost og jeg var selv ret stolt af det. Enkelt og eksklusivt 🙂Julebord Enkelt og stilrent, holdt i hvidt og sølv 🙂JulebordVi fik alligevel hvid jul 😉

Min gås blev en bragende succes, mør, saftig og fyldt med lækker smag og det blev enstemmigt vedtaget, at menuen juleaften fremover hedder gåsesteg. Mandelgaverne blev fordelt mellem tre heldige vindere, hvoraf kæresten var den ene heldige. Han havde måske ikke fortjent mandelgaven så meget, da han lillejuleaften kom til at tage livet af Øffe. Det betød at Prop kom til verden i stedet for og han var nu også ret sød 😉Øffe og Prop

Øffe-mos og nysgerrige Prop, der interesseret betragter de sørgelige rester…

Udover god mad, fantastisk vin, skønt selskab, masser af sang og dans om juletræet, så bød aftenen også på mange gode og skønne gaver. Jeg var så heldig at få en ny og meget stor kuffert, to skønne kogebøger – jubiii 😀 koncertbilletter til en omgang hård rock (Metallica skal opleves én gang i livet (og jeg glæder mig) og til lykke til Lars Ulrich, der fylder 50 år i dag), flotte øreringe, en smuk halskæde og den nye suppeterrin fra Le Creuset, i rød selvfølgelig, og mange andre dejlige og gode gaver 🙂KogebøgerNye kogebogslæse-inspirationsmaterialer fra min kære svigerfar, skønt 🙂SmørkniveSmukke gamle smøreknive med skaft af horn fra min søde veninde 🙂Le CreusetMin flotte nye og røde Le Creuset suppeterrin fra mine søde forældre 🙂

Første juledag var jeg desværre nedlagt med en slem migræne, så kæresten var sød at pusle omkring mig og pleje mig – jeg puttede på sofaen med et tæppe i juletræets dæmpede belysning og fik lov til at sove uden forstyrrelser, dejligt. Han er nu sød, ham kæresten 🙂

Anden juledag bød på den traditionsrige julefrokost hos min kære svigerfar, hvor jeg fik æren af at hjælpe med maden. Jeg havde på forhånd lavet høns i asparges og stegt små frikadeller, så der skulle kun laves kamsteg, fiskefileter, varmes leverpostej og dækkes bord. Det er så dejligt at besøge svigerfar – måske fordi, jeg får lov til at bestemme lidt i køkkenet hos ham også 😉 Han skænker rødvin til ham og jeg og så går snakken, imens vi forbereder maden. Det er super hyggeligt hver eneste gang 🙂
I år indførte vi også pakkespil til stor morskab for os alle. Aldrig har jeg set så hård en kamp for at få en terning til at vende rigtigt – alle kæmpede hårdt og prøvede på mange forskellige måder at få terningen til at vise 6, og det lykkedes også flere gange. Pakkespillet er nu blevet en fast del af julefrokosten hos svigerfar, dejligt 🙂

I dag har jeg travet en lang tur i den stride blæst, men heldigvis nåede kæresten og jeg hjem inden regnen begyndte. Jeg lavede en lækker brunch til os med små krydrede pølser, røræg, frisk frugt, italiensk Pecorino ost, skyr med vaniliesirup og friske hindbær – mums 😀 og resten af dagen byder på sofahygge i selskab med lidt konfekt og mine nye kogebøger 🙂

Det er efterhånden nogle dage side, at du sidst har fået en opskrift af mig. Så i dag får du opskriften på min julekringle, der altid bliver serveret her i huset juleaftensdag til eftermiddagskaffen. Du behøver ikke kun at bage den til jul – den smager også godt en kold vinterdag 😉JulekringleFristende julekringle fyldt med lækre sager, mmmhhh

Til to “kringler” skal du bruge:

50 g gær

1 dl mælk fra en sød ko, gerne en meget sød én

150 g smør af den gode slags

1 spsk. rørsukker

½ tsk. fint salt

1 stort æg fra en glad og veltilpas høne

5-7 dl hvedemel

Til fyldet skal du bruge:

200 g marcipan af god kvalitet

200 g stuetempereret smør – stadig af den gode slags

200 g rørsukker

4 tsk. kanel

2 håndfulde rosiner – rosinerne kan halveres i mængden, de smager ikke så kraftigt igennem og tro mig – jeg er rosinhader, så jeg ved, hvad jeg taler om

Smelt smørret i en lille gryde ved svag varme og tilsæt mælken, når smørret er smeltet. Fjern gryden fra varmen og køl blandingen ned til den er lillefingervarm. Smuldr gæret i en stor skål og tilsæt den afkølede smør-mælkeblanding. Rør gæren ud heri. Tilsæt sukker og ægget. Rør godt sammen. Tilsæt 2 dl hvedemel og saltet og rør det sammen. Tilsæt mere mel, indtil dejen er klar til at ælte. Hellere tilsæt for lidt mel, end for meget. Kommer der for meget mel i dejen, bliver den tør og så kan du lige så godt smide den ud, for så bliver resultatet ikke godt. Ælt dejen godt sammen. Lad dejen hvile tildækket i 45 minutter.

Imens dejen hviler sig og bliver stor og elastisk, kan du lave fyldet. Kom alle ingredienserne i en mellemstor skål og stik din ene hånd ned i skålen. Ælt nu alle de klistrede og lækre sager sammen. Det er meget lettere at bruge hænderne end en ske eller en røremaskine. Sæt skålen med fyldet til side.

Når dejen har hvilet længe nok, vender du den forsigtigt ud på køkkenbordet. Del dejen i to lige store dele med en meget skarp kniv. Læg den ene halvdel til side. Drys mel på bordet og rul dejen ud med lange rolige bevægelser. Lad kagerullen gøre arbejdet, jo mere du trykker, jo værre bliver resultatet. Stille og rolige bevægelser uden tryk er den bedste måde at rulle dej ud på.

Dejen skal måle cirka 50 cm på den lange led og 30 på den korte led. Fordel forsigtigt halvdelen af fyldet på dejpladen. Fyldet er meget kompakt, så det er lettest at smuldre det imellem fingrene på dejen. Fold dejen indover fyldet på den lange led. Først den ene side, cirka 2/3 ind. Derefter den anden side indover den første, ligesom når du bager birkes.

Klem enderne af “kringlen” godt sammen og klem den en smule på toppen og hen langs siden, så du er sikker på, at den ikke går fra hinanden under bagningen. Læg den på en bageplade med bagepapir. Den er for lang til pladen, så du skal give den en lille bue midt på, så du får en halvmåneformet krans.

Brug samme fremgangsmåde med det andet dejstykke og form også det til en halvmåneformet krans.

Lad kringlerne efterhæve i cirka 25 minutter. Ovnen skal varmes op til 200 grader, ikke varmluft, så får du tørre julekringler og det smager ikke godt.

Pensl kringlerne med sammenpisket æg og drys med perlesukker lige inden de skal bages. Bag dem midt i ovnen i cirka 20 minutter, indtil de er let gyldne. Lad dem køle af på en rist.JulekringleSkøn gammeldags kringle

Server kringlerne lune sammen med en kop god kaffe. JulekringleSe lige, hvor smovset den er 😀

Disse julekringler vil få selv din mormor eller farmor til at falde i svime, så gode er de 🙂 De smager skønt af kanel, marcipan og det sprøde perlesukker på toppen giver et skønt crunch til den lækre kage. Jeg er glad for, at jeg har et stykke mere i fryseren 😉 De kan holde sig et par dage i en tætlukket pose på køkkenbordet eller en måneds tid i fryseren. Hvis de holder så længe 😉

Jeg vil i øvrigt lige vise dig min nye vin. Jeg tænker på om de vil sponsorere mig 😉La Dolce VitaJeg måtte eje La Dolce Vita, da jeg så den 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *