Knækbrød

Print Friendly, PDF & Email

De her knækbrød er super lette at lave, de smager godt og så er de perfekte som en værtindegave, en bonus adventsgave eller som lidt forkælelse til kollegaer. Jeg ved, at opskriften på disse knækbrød findes i mange varianter både på nettet og i mange nyere kogebøger, men jeg synes alligevel, at du skal have min opskrift 🙂KnækbrødLækre, sprøde knækbrød 🙂

Jeg kan ikke give dig et præcist antal færdige knækbrød – det kommer an på, hvordan du deler dejen, men du får to hele bageplader 🙂

Du skal bruge:

1½ dl havregryn – jeg bruger finvalset havregryn

1½ dl hørfrø

1 dl sesamfrø

1 dl græskarkerner

1 dl solsikkefrø

3 dl hvedemel

1 tsk. bagepulver

2½ tsk. fint salt – det lyder af voldsomt meget salt, men mængden passer til den store mængde tørre ingredienser

2 dl lunkent vand

1 1/4 dl rapsolie – du skal bruge en smagsneutral olie, så bliver de bedst

Du kan også tilsætte lidt blå birkes, hvis du synes, at der skal være lidt mere farvespil i dine knækbrød.

Tænd ovnen på 200 grader.

Kom alle de tørre ingredienser i en stor skål. Tilsæt olie og vand og rør dejen godt sammen. Du skal ikke på noget tidspunkt have hænderne i dejen. Tag to bageplader og kom bagepapir på dem. Tag et ekstra stykke bagepapir. Fordel dejen på de to bageplader. Læg det ekstra stykke bagepapir, som du fandt lige før, ovenpå den ene klump dej og tryk dejen let flad. Brug din kagerulle til at rulle dejen helt flad med. Du skal stadig have bagepapiret imellem dejen og kagerullen. Dejen skal rulles så tyndt ud, at den dækker hele pladen. Gør det samme ved den anden klump dej på den anden bageplade.

Brug et pizzahjul eller en skarp kniv til at skære dej pladerne i skiver med, i lige den størrelse du ønsker. Jeg skærer mine i cirka 5×7 cm store stykker. Det synes jeg er en passende størrelse.Knækbrød

Bag knækbrødene i 15-20 minutter midt i ovnen til de er let gyldne. Lad dem køle helt af på en rist, inden du pakker dem i en fin kagedåse eller et fint glas med et bånd omkring og giver dem væk 🙂


4 thoughts on “Knækbrød”

  • Meget meget lækre knækbrød, som ikke holder ret længe herhjemme hos mig 😉 Da jeg ikke har det så godt med hvedemel har jeg skiftet ud med rugmel og knækbrødene smager stadig uovertrufne og er næsten en anelse sprødere, hvis det ellers kan lade sig gøre.

    • Kære Vivi,

      De forsvinder også lynhurtigt her 😉
      Det lyder lækkert med rugmel i stedet for hveden – det må jeg prøve 🙂

      Tak for den søde tilbagemelding på min egen yndlings snack 🙂

      Kh Helene

  • Smager vidunderligt, jeg har eksperimenteret en del med tørstofmængden… de blev for fedtede og småkageagtige! MEN nu er jeg nået frem til et sublimt resultat ved at sammenligne din og isabellas.dk opskrift (som jeg begge har pin’et) de er næsten identiske, hun bruger dog ikke græskarkerner men lidt kommen… men dér tilsættes 4,5 dl mel – i stedet for dine 3, og BINGO perfekt resultat 🙂 De er MEGET populære hos os, forsvinder som dug for solen. Er også lækre som snacks skåret ud i strimler… Go’ sommer

    • Kære Karin,

      Tak for din feedback – det er rart at høre, at du eksperimenterer med mine opskrifter, så de falder i din og din families smag – det er lige sådan jeg kan lide det 🙂 Jeg har ikke erfaring med, at de bliver fedtet, men alle meltyper er ikke ens og mængden af mel, kan derfor varierer.
      Dejligt, at de er et hit hos jer 😀
      God sommer til dig og dine 🙂

      Kh Helene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *