Vaniljekranse

Print Friendly, PDF & Email

Denne opskrift er en gammel sag. Den er fra bageren i Den Gamle By og opskriften stammer fra Madam Mangor: Fortsættelse af Kogebog for små Husholdninger fra 1866.VaniljekranseStore og gyldne vaniljekranse med skøn smag af mandler

De er slet ikke som de små vaniljekranse, vi kender i dag. De er store, rustikke og ikke nær så søde, men det er det, der gør dem så gode. Der bliver cirka 40 meget store kranse ud af opskriften.

Opskrift på Den Gamle Bys vaniljekranse:

500 gram mel

1 æg fra en glad høne

350 gram smør af den rigtig gode slags

250 gram rørsukker

1 stang vanilje

250 gram søde hakkede mandler

15 gram bitre stødte mandler

Det er nærmest umuligt at opdrive bitre mandler i dag, så jeg bruger kun almindelige mandler, som jeg rister let på en tør pande, efter jeg har hakket dem. Ristningen fremhæver mandlernes lækre smag og gør bitre mandler overflødige.

Halver vaniljestangen på langs, skrab kornene ud og bland dem med lidt af rørsukkeret. Hak vanilje-stangen fint.

Hak mandlerne, de skal ikke være for grove eller hakket helt til mandelmel, sådan en god mellemting passer. Rist dem på en tør pande eller i ovnen et par minutter.

Ælt mel, æg, smør, sukker, mandler, vaniljekorn- og stang godt sammen, så dejen slipper hænderne. 

Del dejen i fire dele og hver del i ti stykker. Rul hvert dejstykke ud til en 12 cm lang pølse og form kranse med et ret stort  hul. Tryk kransene lidt flade, ikke for meget, bare et let tryk.

Vil du have riller på, så tryk dejen gennem en kødhakker.

Bag vaniljekransene i en 200 grader varm ovn. Du skal ikke bruge varmluft, det havde man ikke i 1866 og det tørrer dine vaniljekranse ud. De skal bage i cirka 15-20 minutter til de er let gyldne.

Lad vaniljekransene køle af på en rist, inden du pakker dem i en fin gammel kagedåse.

Disse store vaniljekranse har en lækker smag af mandler og en fin undertone af vanilje. De er ikke nær så søde, som nutidens vaniljekranse, men jeg kan faktisk bedre lide disse, end de små søde kranse, vi laver i dag.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *