Italiensk inspireret skinkemignon

Print Friendly, PDF & Email

Jeg elsker at eksperimenterer med nye opskrifter og i går var ingen undtagelse. For lidt tid siden faldt jeg over et tilbud på skinke mignon og slog til. Bassen røg i fryseren, indtil jeg havde udtænkt en skummel plan med det lille uskyldige stykke kød. Inspirationen kom så pludselig til mig forleden – tadaa jeg ville gå italian style med dette lækre og meget fedtfattige stykke kød.Skinke mignon

Helt generelt spiser jeg ikke meget svinekød, men når der er tilbud på skinke mignon, så slår jeg til. Det er et reelt stykke kød, meget fedtfattigt og let at lave alverdens ting ud af og derfor en af mine favorit udskæringer på en grisebasse.

Jeg elsker at fylde kød med skønne krydderurter, både friske og tørrede og denne italian style mignon var ingen undtagelse. Den blev fyldt med tørret oregano – jeg havde desværre ingen friske krydderurter i huset, det er jo typisk, når jeg nu lige står og skal bruge dem – soltørrede tomater og frisk, blød mozzarella, mmhhh. Efter den var blevet godt fyldt, blev der pakket lidt ekstra gris omkring den i form af en skøn parmaskinke. Lagt på en bund af en spicy tomatsauce, kom den en tur i ovnen og blev serveret med lækker spaghetti og rucola vendt med olivenolie og hvidvinseddike. Lækker med lækkert på 😀

Til 2-3 personer skal du bruge:

1 skinke mignon, min. 350 g

6 halve soltørrede tomater

1 tsk. tørret oregano eller en lille håndfuld frisk

1 klump frisk mozzarella

5 skiver parmaskinke

1 dåse flåede tomater

1 bundt forårsløg eller 2 skalotteløg

2 store fed hvidløg

½ rød chili

4 tsk. rørsukker

Havsalt og friskkværnet peber

75 g rucola

250 g tørret spaghetti, allerhelst den gode italienske De Cecco

Tænd ovnen på 200 grader.

Rens forårsløgene og skær dem i tynde skiver. Hak hvidløg og chili fint. Kom olivenolie på en pande og lad det blive varmt. Tilsæt hvidløg og chili og lad det stege et minuts tid, det må ikke branke. Tilsæt forårsløgene og lad dem stege med et par minutter. Hæld de flåede tomater på og lad det simre lidt. Tilsæt sukker – sukkeret fremhæver tomaternes sødme og giver din sauce en mere fyldig smag. Smag til med havsalt og friskkværnet peber. Lad saucen simre og lav imens mignonen klar.

Skær en lang lomme 1/3 dele nede på siden af mignonen i hele stykkets længde, uden at skære igennem. Fold stykket ud og skær nu fra den side, hvor stykket sider fast på det store stykke, på den indvendige side, igen 1/3 del nede. Fold også denne side ud. Denne udskæring betyder, at du ender med en stor flade, hvor dit kød nærmest er foldet ud som vinger på hver side af midterstykket og stadig sidder fast på dette.Skinke mignon

Den udskåret skinke mignon fyldt med gode sager

Krydr kødet med oregano og friskkværnet peber, ingen salt. Fordel tomaterne ned langs midterstykket og mozzarellaen ovenpå. Fold først den ene “vinge” ind over og så den anden “vinge. Fold kødet stramt sammen. Vikl parmaskinken omkring, så det holder kødet sammen.

Kom tomatsaucen i et ovnfast fad og læg kødet ovenpå saucen. Sæt fadet i den varme ovn og steg kødet i 35-40 minutter. Skinke mignon

Skinke mignon i skøn forening med spicy tomatsauce og smeltet mozzarella, mmhhh

Imens kødet hygger sig i ovnen, sætter du en stor gryde over til pastaen. Husk, at du skal bruge 1 liter vand per 100 g pasta, så du skal bruge minimum 2½ liter vand. jeg bruger hellere lidt ekstra, så pastaen har en masse vand at boltre sig i under kogningen. Kom cirka 1 spsk. fint salt i vandet og bring det til kog. Kog pastaen efter anvisningen på pakken.

Skyl din rucola godt og slyng den tør i en salt slynge eller dup den tør i et rent viskestykke. Kom rucolaen op i en skål, drys lidt havsalt og friskkværnet peber over og dryp 2 tsk. hvidvinseddike og 1 spsk. olivenolie over. Vend salaten rundt med dine hænder og sæt til side.

Når kødet er færdigt, skærer du det i 1 cm tykke skiver og anretter tallerknerne. Kom en portion spaghetti på tallerknen, fordel et par skefulde tomatsauce over, læg en håndfuld rucola ovenpå tomatsaucen og slut af med et par skiver skinke mignon. Server med det samme og nyd din rejse til Italien, for hver bid du tager 🙂Skinke mignon

Italian style grisebasse med stil 🙂

Denne ret er super let at lave og passer perfekt både som hurtig og lækker hverdagsmad eller som en lækker gæsteret i weekenden. Kødet smager skønt af italienske krydderurter og det er dejlig mørt. Tomatsaucen giver retten et lille spark og driller dine smagsløg med sin fyldige smag af solmodne tomater, der efterfølges af et lille krydret efterspil af chili. Mozzarellaen smelter ind i kødet under stegningen og gør det super saftigt. Skinke mignon

En lækker ret, der absolut skal gentages. Et eksperiment, der blev en succes, skønt 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *