Hyldeeddike

Print Friendly, PDF & Email

Aller-allersidste eksperiment med hyldeblomster, tror jeg…. Jeg har prøvet at lave mange ting med hyldeblomster nu og det har åbenbart smittet af, for min mor har eksperimenteret med en hyldeblomst snaps og da jeg prøve smagte den, var den virkelig lovende. Drak jeg mere snaps, end jeg gør – det lyder da helt forkert – så ville jeg også lave den.

Jeg har eksperimenteret med en hyldeeddike til blandt andet olie-eddike dressinger. Det skulle simpelthen prøves. Jeg har lavet to forskellige, en bare med hvidvinseddike og hyldeblomster og en med hvidvinseddike, rørsukker, hyldeblomster og citronskal – umiddelbart er det den sidste, der den mest lovende.Hyldeeddike

Selve forberedelsen tager ikke lang tid – det der tager tid, er trække processen. Jeg lod mit stå i lidt mere end tre uger uger, og det var vist passende. De kunne godt have stået en uge mere, men jeg skulle jo på ferie, så jeg blev nødt til at si dem. Det skal heller ikke stå for længe – det tror jeg ikke gør noget godt for smagen.

Jeg ved godt, at hyldeblomstsæsonen er ovre nu, men så må du prøve til næste år. Gem opskriften og husk at lave den næste år – ellers så skal jeg prøve at huske dig på det 😉

Du skal bruge følgende:

½ liter god hvidvinseddike per flaske

5 store klaser hyldeblomster per flaske

100 g rørsukker

Skal af 1 økologisk citron

Skold to flasker med rimelig stor åbning/hals og skyl dem i lidt atamon. Bank/ryst hyldeblomsterne godt fri for insekter og kom dem i de skoldede flasker, fem klaser per flaske. Vil du lave varianten med sukker og citron, hælder du sukkeret ned oveni i hylden. Skræl skallen af citronen med en kartoffelskræller og kom den ned i flasken til sukkeret og hylden. Laver du varianten uden, skal du kun hælde eddike på. Det gør du som det sidste ved begge slags.

Når du har hældt eddiken på, sætter du låget på og ryster flaskerne godt op og ned. Det ser ikke ud til, at der er nok eddike i, men bare rolig, efter lidt tid falder hylden sammen og de bliver helt dækket af eddike. Sæt dem lyst og solrigt – dog ikke i direkte sol. Et sydvendt værelse er perfekt til formålet. Ryst dem op og ned hver gang du går forbi dem i løbet af deres trækketid. Hylden skifter langsomt farve, men det skal den også gøre.

Når de 3-4 uger er gået sier du eddiken og hælder den tilbage på flaskerne – de skal lige skoldes og skylles i atamon igen, ellers holder din eddike altså ikke. Hyldeeddike

Nu har du en lækker hyldeeddike til sommerens salater og til vinterens, der kan bringe mindet om lange lyse sommernætter tilbage 🙂

Husk, at lave en label på flasken med hvad der er i, hvis du laver begge slags, så du kan kende forskel 🙂

Jeg tror, at dette var mit sidste eksperiment med friske hyldeblomster i denne omgang. Sæsonen er slut, så nu kan jeg kun eksperimentere med min hyldeblomstsaft og det gør jeg sikkert også 😉



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *