Hyldeblomstsaft

Print Friendly, PDF & Email

Verdens bedste hyldeblomstsaft er lige blevet hældt på flasker i mit køkken. 14 liter blev det til og jeg må uden skam indrømme, at jeg tror, de forsvinder hurtigt. Hyldeblomstsaft er frisk, læskende og en fantastisk tørstslukker. Den 17 km lange cykeltur i søndags efter hyldeblomstskærme er givet fantastisk godt ud. Vi prøve smagte hyldeblomstsaften i går og allerede der var den lækker og yderst delikat. I dag er smagen lige i skabet og så er det bare på flasker med den. verden bedste hyldeblomstsaft

Jeg har lavet min med en smule Atamon i af hensyn til holdbarheden, men den kan sagtens laves uden, så kan den bare ikke holde sig særlig længe og du skal nok ikke lave 14 liter ligesom mig. Mine flasker bliver pakket i tomme vinkasser og sat mørkt og køligt, så forlænges holdbarheden yderligere, selvom de nok ret hurtigt blive tømt 😉

Til ca. 3 liter læskende hyldeblomstsaft skal du bruge:

40 store hyldeblomstskærme – pluk dem helst om morgenen, så er de mest pollenfyldte og det er den lækre pollen, der giver smagen

50 g citronsyre –  alternativt kan du bruge samme mængde vinsyre

Saften af 6 økologiske citroner – de skal være økologiske, for de skal i hyldeblomstblandingen til at give ekstra smag

750 g rørsukker – du kan også bruge almindelig sukker eller en blanding af almindelig sukker og brun farin, så bliver drikken noget mørkere

2 liter spilkogende vand

2 tsk. Atamon + lidt ekstra til at skylle de skoldede flasker i

Ryst hyldeblomstskærmene fri for insekter og klip det meste af de grønne stilke af, kom dem i en skål sammen med citronsyre, citronsaft og de overskårne citroner og sukkeret. Hæld den kogende vand over og rør godt rundt indtil sukkeret er opløst. Tilsæt Atamon og rør igen. Læg låg på eller dæk skålen med stanniol og sæt mørkt og køligt i tre dage. Endelig ikke længere, så får hyldeblomstsaften en bitter eftersmag.

Når de tre dage er gået, skolder du tre patentflasker á 1 liter og skyller dem i Atamon, saften sies igennem et klæde, så alle urenheder kommer væk og hældes på flaskerne og voila – årets sommerdrik er klar til at blive nydt med iskoldt vand eller helt ren spædet op med iskold hvidvin, mmh… Ja, ja jeg ved godt, at jeg forleden skrev, at jeg ikke selv drikker hvidvin, men det gør jeg, i små mængder, når det er blandet med ren hyldeblomstsaft. Prøv det, det er så lækkert og delikat – en fantastisk sommer aperitif 🙂

Så er det bare sommeren, vi for alvor mangler, men jeg er sikker på, at den venter lige rundt om hjørnet. Nu får alle de kære skolebørn snart sommerferien og alle de smukke studenter springer ud og så kommer sommeren også 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *